Søndag morgen klokken 7.40 på Amager Strand.

Jeg står og kigger ud over det rolige vand. Vender mig om og ser de hundredvis af andre deltagere rundt om mig. Tænker på mine 11 måneders forberedelse og benhård træning.

Op klokken 05.00 og cykle. Løbe på arbejde. Op i svømmehallen klokken ni om aftenen og et dagligt ekstra måltid mad, når jeg kom hjem. Proteinpulver, fordi jeg tabte mig for meget. Børn, der er kede af, at jeg træner så meget, og en træt kone. Men nu er jeg her. En rimelig normal 40-årig mand, der for et par år siden begyndte at løbe, og sidste år stod på Strandvejen, og så jernmændene drøne forbi og fik kuldegysninger og tænkte:

De er for seje. Det vil jeg også være.

Afhængig af træning
Jeg suger øjeblikket ind, mens et solstrejf spejles i vandet. Storladen musik og så lyder truthornet. Starten er gået. Jeg lunter ud i vandet. Nogle deltagere bagfra sprinter og skubber. Jeg tænker, at de skulle tage og slappe lidt af, for vi har rimelig langt igen.

Vandet er koldt, men alligevel er jeg fyldt med lykke og glæde, for nu er det nu. Jeg er i gang med det mål, jeg satte mig efter Berlin Marathon sidste år, og som jeg har tænkt på stort set hver time lige siden. Det har været som en forelskelse, der har kørt på fuldt tryk i snart et år.

LÆS ARTIKELJernmænd tiltrak langt over 100.000 tilskuere

Døgnet rundt har jeg tænkt på træningsplaner, svømmetider, løbetider, cykeltider, og mærket endorfin-rus på endorfin-rus under mine daglige træninger. Og jeg har været umulig. Hvis en træning blev aflyst, var jeg som en narkoman på afvænning. Jeg har kunnet se trætheden i min families øjne, og alligevel har jeg kun tænkt på næste træning. Det lyder forfærdeligt, men har føltes fantastisk. Blandet med dårlig samvittighed.

De røde badehætter
Efter et par hundrede meters svømning, kommer jeg ind i en god rytme. På broerne over vandet står folk og klapper, og det lykkes mig at smile til nogle, der vinker. Vandet er fyldt med tang, og jeg har hav-gevækster på mig flere gange.

Jeg indhenter hurtigt nogle røde badehætter fra holdet, der startede 10 minutter før mig, og jeg tænker, at jeg lige skal skrue ned. Der er langt hjem. På hvad der virker som et øjeblik, er jeg ved båden for enden af svømmebanen, og så er det tilbage igen. Jeg er flere gange ved at svømme sammen med svømmere på vej den anden vej. Farlig situation, så jeg trækker helt ind under land.

’Don’t push hard’ stod der mange gange i mit træningsprogram om løbsdagen, og jeg tager det stille og roligt. Alligevel er der fyldt med røde badehætter omkring mig, og jeg tænker, at det nok går fint. Bliver svømmet ned bagfra af nogle grønne hætter, der er med i stafetten, og som nærmest svæver over vandet som flyvebåde. Det er en surrealistisk fart.

Svømningen slutter på, hvad der virker som en halv time, selv om jeg faktisk har været i vandet i en time og otte minutter. På land bliver jeg hjulpet op af venlige Challenge-folk.

Min familie står fem meter derfra og ser glade og stolte ud. Og alle tre børn og konen får kram og kys, og så er det af sted ind og finde min skiftepose, tage våddragten af og hen til cyklen. Jeg løber i bare tæer hen over mudder for at finde min cykel, der står et par hundrede meter derfra. Løber med cyklen hen til cykelrutens start, tager skoene på, og så ruller jeg. Jeg kigger på de mange, der stadig svømmer og mærker lykken bruse i blodet. Nu starter løbet for alvor.

Glem uret - lyt til kroppen
Jeg har medvind, og farten er høj. 35 – 37 km/t og jeg sidder og smiler dumt på cyklen. Da 30-kilometer-skiltet kommer, er jeg overrasket. Allerede?

Jeg prøver at lade være med at køre efter tiden, og bare gøre, hvad min krop fortæller mig. Efter omkring 700 træningssessioner over det seneste år, er min krop og jeg blevet gode venner, og er fortrolige med hinanden. Nordsjælland pisker forbi og jeg ser allerede fra morgenstunden masser af mennesker stå og heppe og smiler til dem. De skal have noget tilbage, for det hjælper.

Efter 90 problemløse kilometer, er jeg tilbage i Hellerup, hvor et loop på 80 kilometer begynder, som vi skal køre to gange.

Den første tudetur
På Strandvejen står min familie. Jeg kan se min søn med flag og…1,2,3,4,5 …omkring 20 venner og naboer. Jeg stopper cyklen, kysser børnene og taler et minuts tid. Folk smiler og et par af vennerne har røde øjne.

Jeg sender kys til dem alle, kører videre, og så begynder jeg at tude. Ikke bare en tåre i øjenkrogen, men tude.

LÆS ARTIKELJens Werners jernmand blev smertefuld

Jeg er rørt og lykkelig. Et års opsamlet glæde og afsavn og træning, kombineret med alle de søde mennesker, får mig til at sidde på cyklen og flæbe. Af glæde. En anden triatlet kigger mærkeligt på mig, men jeg er ligeglad. Det her er fedt.

At tisse i bukserne
Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, det er kedeligt at cykle. Efter tuderiet er overstået, er der stadig langt hjem, og jeg er begyndt at blive øm i skridtet. Man sidder på en meget lille del af sin bagdel.

Faktisk er det ikke bagdelen, men mellemkødet. Og efter fire timer ovenpå et stykke kød på størrelse med en femkrone, så gør det ondt.

Mine ben er også begyndt at være trætte, og da vi drejer ind i landet, og kommer til den del af ruten, hvor det hele tiden går op og ned, er der sgu langt hjem. En tysk triatlet står og lapper cykel, og jeg krydser hidsigt fingre for, at det ikke sker for mig.

LÆS ARTIKELSvensk jernmand først over Geels bakke

På en af de sidste træningsture punkterede jeg tre gange på 57 kilometer og måtte hentes i Ringsted af svigerfar. Jeg skal også tisse hele tiden, og jeg vil ikke stoppe op hver gang, så jeg udfører den svære disciplin at tisse, mens jeg kører. Det lykkes. Men det er ikke det hele, der komme ud til siden. Mine bukser er halvvåde.

Jeg overhaler mange, men det er næsten kun kvinder. Cyklingen er ikke min stærkeste disciplin. Det er dog helt efter planen. ’Don’t push hard’.

Geels bakke er fyldt med flere tusind mennesker, der råber og skriger. Til Københavns maraton er der mange tilskuere, men de er stille. Det er de her ikke. De skriger som sindssyge, og det giver kræfter, og jeg smiler og giver high fives til masser af børn. En ven der også stod i Rungsted er kørt herop og skriger »TROEEEEEEEEEELS«.

Endnu en tudetur
Jeg har et par bananer med, spiser energi-barer, indtager gels og drikker energi-drik. På forhånd har jeg lavet et program for, hvor meget, jeg skal spise og drikke, for at jeg ikke brænder ud. Det holder jeg. En drikkedunk i timen og så bananer og resten, som jeg har lyst.

Skridtet svier, da jeg kommer til Hellerup anden gang. Men igen er familien og masser af mine venner mødt op og jeg stopper og kysser mine tre børn og ja, så tuder jeg igen, da jeg kører videre.

Cyklingen er ved at være overstået, og nu begynder den hårde del. Jeg tænker, at jeg glæder mig til at komme i gang med løbet. For det er jeg god til. Og jeg tænker også, hvordan jeg egentlig skal løbe et maraton-løb med trætte ben?

Løb i menneskehavet
Men hu-hej. Afleverer cyklen til officials. Finder min skiftepose. Ind i teltet, hvor der er fyldt, og en kvinde sidder med bar overkrop ved siden af mig. Jeg ikke så meget som stjæler mig til et kig. Af med cykelsko. På med løbesko. Af sted!

Det er en helt vild oplevelse at løbe ud i menneskehavet. Tusindvis af mennesker står klar på løberuten, og igen skriger de som besatte. De første par kilometer er jeg lidt træt i benene, men tilskuerne får mig til at glemme alt. De næste 10 kilometer er en intens lykkerus. Jeg føler mig på toppen, folk skriger og jeg smiler, råber tilbage, vinker og er så meget i live, som man kan være. De fleste drenge har en drøm om at score et landskamp-mål i Parken. Det her føles ligesådan.

»Du er sej!«. »Du ser godt ud«.

Folk klapper og hepper, og jeg tænker, at jeg er verdens heldigste mand. Og at København har fået en sportsbegivenhed i verdensklasse tilføjet. For vi løber gennem små gader, hvor folk står pakket så tæt som en bjerg-etape i Tour de France. Det er ikke kun sjovt for mig, men alle virker til at have det fedt.

Virkeligheden banker på
Men så begynder virkeligheden at melde sig. Efter 12 kilometer er jeg træt. Ikke jeg-kan-ikke-mere-træt, men så træt, at det ikke er helt sjovt. Publikum er stadig vilde, men min rus er aftaget, mens smerterne er taget til.

Jeg tænker, at jeg har 30 kilometer igen. Øv. Min venstre fod gør ondt, lårene gør ondt, og jeg er bare udmattet. Jeg kan dog også mærke, at jeg har flere kræfter, så jeg løber videre. Familien er dukket op igen, og får kys og kram. Det hjælper. Ikke noget med at svigte dem. Der er mange af de andre triatleter, der er nede at gå, men det vil jeg simpelthen ikke.

Jeg drikker ved alle depoter. Spiser gels, der til sidst giver mig kvalme. Tager saltpiller for at kunne holde på væsken. Tager koncentreret koffein. Halvvejs i løbet, er jeg okay igen. Der er sindssygt mange søde mennesker, der råber og hepper. Jeg ser måske 50 folk, jeg kender, og hver gang giver det ekstra kræfter.

Du er sej, er du klar over det?
En kvinde løber op på siden af mig. »Du er sej, er du klar over det?«. Ja. Det er jeg egentlig.

Jeg prøver at nyde det. Men det er hårdt nu. Jeg er træt på en måde, som de færreste mennesker oplever på noget som helst tidspunkt i deres liv. Hver en muskel i kroppen er kørt ned efter små 10 timers uafbrudt aktivitet, og hovedet er også ved at være lidt udkørt. Hvorfor gør jeg overhovedet det her, kan man med rette spørge sig selv? Hvorfor løb jeg hjem fra arbejde i vinter i minus otte grader, hård modvind og i dyb sne. Hvorfor tage ud og cykle i fire timer søndag morgen, når børnene tigger dig om at lade være? Hvorfor bruge det meste af et år med afsavn og 10 - 20 timers ugentlig træning og tusindvis og atter tusindvis af kroner på noget så forholdsvis ligegyldigt som at deltage i et løb?

LÆS ARTIKEL Australsk dobbeltsejr over københavnske jernmænd

Svaret er ikke enkelt og svært at forklare. Og vil helt sikkert variere fra person til person. Men udover den selviscenesættelse, som de fleste nok har mindst en snert af (se hvad jeg kan!), begyndte det så småt for mit vedkommende efter nogle virkeligt ubehagelige billeder af mig i profil på stranden som mine børn tog for et par år siden.

Den person vil jeg bare ikke være. Kombineret med en livslang irritation over, at jeg altid blev valgt næstsidst i gymnastik kun lige før klassens tykke dreng. Og på trods af, at jeg spillede fodbold i 12 år, blev jeg aldrig rigtigt god. Men viljestyrke har jeg, og i triatlon er den en afgørende faktor, og pludselig er jeg god til sport, og føler mig god.

Det har været hårdt at træne, og det har endda også været benhårdt. Og det har været hårdt i meget lang tid. Men jeg er stolt og hviler trygt på bevidstheden om, at jeg har klaret den lange rejse, som det er at træne hårdt så længe. Og nu er jeg så her i gang med løbet. Og mon ikke, jeg så kan klare de sidste 10 kilometer. Jo, jeg kan.

Krampe og et styrt
Børn. Flere kys. Hov! En ujævnhed i fortovet på Langelinie, og så ligger jeg der.

Jeg slår mig ikke, men min lægmuskel i venstre ben kramper. To mænd kommer hurtigt hen og hjælper og strækker benet ud. Så kramper min bageste lårmuskel. De strækker den ud. Så den forreste lårmuskel. De er kommet på hårdt arbejde. Jeg vil rejse mig, men de insisterer på, at jeg lige skal ligge lidt længere i stræk, og det gør jeg så.

Jeg rejser mig, takker og flyver af sted. Den lille pause gjorde godt, og nu virker de sidste fem kilometer meget overskuelige. Jeg ved ikke, hvad ’muren’ egentlig er. Men jeg har næppe ramt den. Mine ben er trætte, jeg har ondt og gider ikke mere. Men min vilje giver mig ingen mulighed for at smutte ud, og jeg ved, at min kone vil slå mig ihjel og mine børn skælde mig ud over at være blevet vækket kvart i seks i morges, hvis jeg ikke kommer igennem.

Skriget
500 meter igen, 400 meter, mine børn står der. Jeg stopper op og tager dem med og holder dem i hænderne på vej mod målet.

Lige før mål strækker jeg armene i vejret, skriger højt mod publikum, der returnerer med et kæmpe brøl. Tusindvis af mennesker er samlet, så det lyder højt, og jeg er den eneste på vej i mål i det øjeblik. Det føles ubeskriveligt og er en kæmpe, kæmpe forløsning. Udover mine børns fødsler er det svært at komme i tanke om lignende intense øjeblikke i mit liv. Det her har været en oplevelse i særklasse.

En kamp mod mig selv, men med familie, venner og 100.000 publikummer til at heppe. Jeg er meget glad og lykkelig i de sekunder. Lettet og stolt.

Min krop kunne sidste år løbe Berlin Marathon på 3 timer og 30 minutter. Under træningen til ironman tabte jeg mig syv kilo. Jeg har fået kanter på overkroppen og er i bedre form end nogensinde i mit liv. Jeg har en forrygende følelse af at være sund og stærk.

Det samme kan mine medkombetanter fra løbet i går prale af. Nogle mennesker kan gennemføre et maraton uden at træne rigtigt, men den går ikke med en ironman. Alle deltagere har lidt og haft afsavn på vejen mod målet. De er også gået fra triste børn, sure mænd og koner og undværet druk og biograf-ture igennem det seneste år. Så det var en flok stædige, stærke mennesker, der stillede op på stranden klokken 7.00 i går morges. Og jeg var én af dem.

Troels Widding gennemførte på 10 timer og 52 og blev nummer 536 samlet i KMD Challenge Copenhagen 2011.