Jeg kan ikke forstå, hvorfor nogen gider sidde på en cykel indendørs og kampsvede sammen med 20 andre mennesker«.

Sådan skrev Line Kalmark von Buchwald, 34 år, da vi efterlyste nogle spinningskeptikere til en særlig testtime hos fitnessdk i Lyngby i midten af oktober.

Hun er i god form og løber eller cykler ofte de 15 km til sin arbejdsplads, Velux. Men at blive spærret inde i en spinningsal med høj musik og en cykel, der ikke kommer ud af stedet, huer hende ikke.

»Jeg føler mig alt for gammel til det«
Også testholdets anden kvinde, Anette Mainz, 53 år og leder af et herberg i København, er fuld af forbehold.

»Jeg kan simpelthen ikke fatte, hvad det skal gøre godt for. Jeg går i forvejen i fitnesscenter, men jeg nærmer mig ikke spinningsalen, for de andre ser alle sammen ud til at være omkring 30, og jeg føler mig alt for gammel til det«, siger hun efter at have klædt om til tights en tidlig morgentime i Lyngby.

Bag glasruderne i salen venter instruktøren Brian Overkær, der uddanner cykelinstruktører hos fitnessdk.

Danmark som spinningnation
Spinning (som også kaldes cykling eller bodybike, da ’spinning’ er et beskyttet varemærke) er den mest populære holdaktivitet hos fitnessdk med langt ned til 2.-pladsen, og antallet vokser jævnt.

10 procent af de voksne danskere dyrker spinning, viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut fra 2007. Da man tre år tidligere spurgte til motionsformen, var der kun 4 procent.

»Det er hamrende effektiv konditionstræning, hvilket tænder kvinderne. Og så er der det med cykelbukser, pulsur og spinningsko, som tiltrækker mændene. De kan godt lide, at man kan tage sin nye identitet på«, siger Kasper Lund Kirkegaard fra Idrættens Analyseinstitut, der netop nu er ved at færdiggøre sin ph.d. ’Fitnesskultur.dk’, hvor man bl.a. kan læse, at Danmark har en særposition på spinningscenen.

LÆS ARTIKEL Prisvenlig spinningsko vinder test

Med på bølgen i 90'erne
»Vi har langt flere udøvere og langt mere fokus på produktudvikling end i andre lande, fordi vi kom tidligt med på bølgen, og fordi vi i forvejen er et cykelland«, forklarer Kasper Lund Kirkegaard.

Allerede i begyndelsen af 90’erne var Charlotte Bircow og hendes daværende kæreste, Henrik Withen, i USA, hvor de prøvede spinning hos Johnny G, sydafrikaneren Johnny Goldberg der var ved at opbygge en kult omkring sig selv med småreligiøse undertoner.

De blev begejstrede for oplevelsen, men kunne også se behovet for at gøre formatet mere dansk.

Henrik Withen begyndte at udvikle en cykel, mens Charlotte Bircow opfandt en ny instruktørrolle, der var mindre spirituel og mere gang-i-den med discomusik og glade tilråb. Så midt i 90’erne havde man hertillands to egenproducerede spinningcykler, hvoraf Bodybike stadig findes, samt en masse gode instruktører.

FÆRDIG.  Line Kalmark har fået en sund kulør og respekt for den høje puls, som man får under cykelturen i fitnesscentret. Bag hende sidder Anette Mainz, som bevidst har undgået spinningsalen i sit fitnesscenter. Begge blev positivt overraskede over spinningtræningen og vil tage det ind i deres træningsprogram. Foto: Peter Hove Olesen

Pas på knæ og ryg
Tilbage i Lyngby hos fitnessdk er vores lille testhold ved at få indstillet cyklerne. Ud over de to kvinder Line og Anette er det fire mænd, hvoraf tre af dem faktisk er meget habile udendørscyklister, der bare ikke rigtig kan se, hvad det der indendørs noget skal gøre godt for.

Nicolai Rauhe Kristensen, 33 år og cand.mag. i engelsk, gennemførte Challenge Copenhagen (den fulde jernmand med 180 km cykling) i august. Jesper Folke Andersen, 42 år og chef i Københavns Kommune, har landevejscykling som fast motionsform, men har aldrig været i et fitnesscenter. Carsten Hejbøl Jensen, 48 år, ejer Dinform.dk, der laver løbeprogrammer på nettet, og han stiller om vinteren cyklen på ruller nede i kælderen, så den kan bruges som kondicykel.

Og så er der Niels Brinch, 29 år og forretningsanalytiker. Han mener, at spinning er ’ripoff’, fordi man betaler for at blive skreget ind i hovedet af en træner.

Instruktør Brian Overkær viser, hvordan man løsner alle fem skruer, hvorefter man justerer højden af sadel og styr, samt afstanden mellem sadel og styr. Så man sidder godt uden overstrakte knæ. Og så man kan komme op og stå og træde, uden at hænge i armene.

LÆS ARTIKELBrug masser af belastning på spinningcyklen

Musikken starter. Vores lille hold begynder at træde. Uden for megen belastning øver de sig i enkelttakt (højre fod træder i bund på hvert taktslag), dobbelttakt (ram takten med skiftevis højre og venstre). Og så er der den midtimellem, som skægt nok kaldes mellemtakt.

»Træd, træd, træd, træd«, messer Brian Overkær, mens musikken spiller.

For det er jo en af hemmelighederne bag konceptet. At man træder i takt og løfter i flok.

Svedsøer og næsedryp
Og så er det tid til første stående interval.

Og her er det så, at teknikken kommer ind. Jesper Folke Andersen fra Københavns Kommune opdager, at man skal stå anderledes end på landevejscyklen. Han må justere lidt på afstanden til styret, og så kan han komme op og stå med al vægt på pedalerne, ikke på armene og styret.

LÆS ARTIKEL Sådan sidder du rigtigt på spinningcyklen

»I er virkelig gode. Det tegner godt for Politiken«, siger Brian Overkær, mens vinduerne ud mod S-togs-stationen i Lyngby er begyndt at dugge.

»Jeg bliver stiktosset, hvis det bare er noget, du siger«, råber Anette Mainz op til instruktøren.

Værdigt alternativ til rigtig cykling
Imens er forrest række begyndt at tapsvede. Jesper Folke har lavet sin egen private sø under cyklen, og sveden drypper fra hans næse. Også Line Kalmarks røde top har store mørke pletter, og skuldrene glinser afslørende.

Stemningen er høj, da testholdet kan klikke ud af pedalerne. De tre cykelmænd anerkender alle, at her er et værdigt alternativ til rigtig cykling. Et sted, hvor man kan få tævet intervaller, selv om vejene udenfor er glatte. Line Kalmark kan godt se, at hun her får meget mere pulstræning, end når hun fragter sig til arbejdet. Og Anette Mainz kaster sit nu noget fugtige håndklæde i ringen:

»Jeg overgiver mig. Det er sjovt, og jeg får lyst til at presse mig selv. Træneren er vigtig i det her. Jeg synes, Brian var rigtig god, og det var en positiv overraskelse, at han ikke råbte«, siger Anette Mainz.

Det eneste, der stadig kalder sig fuldblods spinningskeptiker, er forretningsanalytiker Niels Brinch.

»Det var mindre råberi, end jeg havde frygtet. Jeg synes stadig, at squash er langt sjovere. Men jeg er glad for at have prøvet det. For nu kan jeg mere kvalificeret sige: Det her vil jeg ikke gøre igen«.