De har løbet under to minutter, og så giver kroppen op. Lungerne kan ikke følge med. Det er første gang, at det friskplukkede triatlonhold træner sammen, og Klarafine Lildholdt er allerede håbløst bagefter. Hun har lyst til at give op, tude og forlade det hele.

»Min krop kollapsede. Jeg havde en følelse af at være en fiasko. En form for selvhad. Jeg syntes, det var pinligt, at jeg havde tilladt mig at komme i så dårlig form«.

Det var Klarafines første og fiaskobetonede møde med sit triatlonhold. Hun har fået et sponsorat, og målet er at gennemføre en jernmand om syv måneder. En udfordring for de fleste, men især for Klarafine, der vejede 108 kilo, da hun blev udtaget som en ud af seks deltagere.

Et dårligt forbillede
Klarafine meldte sig som deltager af flere årsager. Hun har altid været fascineret af ekstremsport. Hun ser stort set aldrig fjernsyn, men kommer der et program, hvor nogle skal løbe gennem en ørken på tid, sidder hun naglet til skærmen.

Motivationen for at deltage skal også findes i Klarafines personlige fortælling om en far, der drak for meget. Om en evig latent risiko for bank. Og om en barndom, der har affødt en særlig form for trods.

En trods, der har ført til en kandidatgrad i erhvervsøkonomi og et på alle måder velfungerende liv, langt fra det, hun voksede op i. Hun er stolt af, hvor hun er i dag, men der er ét punkt tilbage, hun mangler at overvinde, og det er overvægten. Den er et bevis på en last, som hun ikke er stolt af.

»Når det kommer til min vægt, har jeg ikke haft styrken til at holde ved. Det har irriteret mig, når jeg på alle andre punkter har haft styrken. Jeg er et dårligt forbillede for mine børn. Det har været en mental slaphed fra min side«, siger hun.

Slik erstattet med tyggegummi
Overvægten indfandt sig i 1990’erne. Den første graviditet satte et definitivt punktum for normalvægten. Sovs til maden og smør på brødet, fuldfed ost og dressing var vanlige syndere.

»Jeg har haft en tendens til madmisbrug. Jeg har været en junkie på fastfood og slik«, forklarer Klarafine.

Siden triatlonprojektets start for ni uger siden har hun kun syndet én gang. Det var 1. januar. Ellers har hun ikke rørt slik eller drukket sodavand. Når hun virkelig er lækkersulten, tager hun et stykke sukkerfrit tyggegummi.

Farvel til frivillige forpligtelser
Det er definitivt slut med usund mad. Men weekendvafler er der stadig, dog kun til børnene. Familien skal nemlig ikke lide under Klarafines projekt. Til gengæld har hun droslet ned på de frivillige forpligtelser.

Hun har siddet i børnehavens bestyrelse, længe efter at hendes egne børn er begyndt i skole. Hun er madmor til spejder og typen, der smækker en kage sammen til forældremødet.

Hun er egentlig også typen, der takker nej til et triatlonsponsorat, fordi hun ikke vil optage pladsen for andre. Og netop derfor ville sponsorerne ikke give slip på Klarafine.

»Det bliver sundt at prøve at sætte mig selv forrest. Det er jeg ikke god til. Det bliver min største udfordring«, siger hun.

Høj på motion
Klarafines træningsprogram foreskriver træning 11 gange om ugen. Et program hun kan overholde, fordi hun lige nu er ledig. Hun svømmer tre gange om ugen og cykler, løber eller styrketræner otte gange om ugen.

Lige nu er motivationen på sit højeste. Og holder den alle syv måneder, er Klarafine overbevist om, at hun kan svømme 3,8 kilometer, cykle 180 kilometer og løbe 42,2 kilometer 12. august.

»Det er helt fantastisk at vide, at man har et mål, der er så langt ude og så give sig 100 procent for det. Det er lidt på niveau med, dengang jeg skulle giftes og have mine børn. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville være fuldstændig høj over det. Men det er fedt at gå rundt og synes, at man er en lille smule sej«, siger Klarafine Lildholdt.

LÆS OGSÅDe skal gå fra overvægtige til elite-triatleter på syv måneder

LÆS CASE»Jeg hader havregryn langt ind i helvede«