Annonce
Annonce
Motion 7. apr. 2012 KL. 11.20

Teenagepiger: »Vi bakker hinanden rigtig meget op«

Da fire 13-14-årige piger stoppede på Hvidovres Attack Floorball-hold, fik det trænerne til at tænke sig om.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Sådan bliver sport sjovt for unge

Træneren skal:

  • Arbejde både for sejre og for det sociale
  • Lytte til alle de aktive og anerkende deres indsats
  • Skabe glæde og give plads for sjov
  • Vise vejen med sine handlinger – mød for eksempel omklædt til tiden
  • Se hele mennesker – ikke kun talenter
  • Følge hjertet – engagementet smitter
  • Bruge de unges medier såsom mobil og Facebook

Forældre skal:

  • Vise interesse, men ikke mase sig på
  • Spørge til det sociale, ikke bare resultater
  • Bakke op med frivillig indsats

De unge skal:

  • Være gode kammerater
  • Komme, som det er aftalt
  • Give plads til andre på holdet
  • Acceptere, at nogle bare er bedre
  • Tage godt imod nye på holdet

Kilde: Danmarks Idræts-Forbund, DIF

Lette, hvide bolde suser hen over Frydenhøjhallens brune gulv, mens rummet genlyder af udråb som »ej, undskyld!« og »kom igen«, når en aflevering lander i målvogterens hånd eller en finte mislykkes.

Der skal være styr på både staven, bolden og de andre spilleres placering, når et angreb skal gå op i en højere enhed.

Det fungerer bedst, når den enkelte er en god holdkammerat, mener Tonya Mille Moth, Louise Høeg Stubberup og Emma Vistisen, der er tre af de garvede spillere på holdet.

Sammenholdet er godt på floorballholdet, set i forhold til hvor forskellige pigerne på holdet er, mener de. Nogle spillere er næsten lige startet, andre har været med i mange år.

»Når der er nye, som ikke er på samme niveau som resten af holdet, er det vigtigt, at vi støtter ekstra op og snakker med dem. De kan altid spørge en af de andre spillere og ikke kun træneren, hvis de er tvivl om noget«, siger Emma.

LÆS ARTIKELUnge skifter fodbold ud med fitness

Holdet skal fungere socialt
Den indstilling har træner Marie Krabbe gjort sit for at styrke i sit arbejde med holdet. Især efter at holdet pludselig mistede fire spillere på 13-14 år i starten af forrige sæson.

»De var lige på den grænse, hvor det er vigtigt for os som klub at holde fast i dem, for det er der, hvor de virkelig kan rykke både sportsligt og socialt. De stoppede, både fordi der var mange andre ting, der betød noget for dem, og fordi holdet på det tidspunkt var lidt opdelt. Det var et hårdt slag, og vi lærte, at vi skal være opmærksomme på, at det ikke sker igen«, siger Marie Krabbe.

Når holdet er til stævne, er de så mange, at de stiller to floorballhold. Men Marie Krabbe insisterer på, at de skal føle sig som et hold.

»De er gode til at heppe på hinanden. Men der kan opstå episoder på grund af alder og niveau«, siger hun og estimerer, at kun 60 procent af hendes trænertid går med den fysiske og taktiske træning, mens resten bruges på at få holdet til at fungere socialt.

LÆS ARTIKELDanske unge frygter at bade med vennerne

Klare grænser
Trænerne sætter meget tydelige grænser for, hvordan spillerne må tale til og handle over for hinanden. Og de taler med pigerne i stedet for at skælde ud, når der opstår problemer.

Her har WE-kampagnen hjulpet, fordi den har involveret de unge selv, vurderer Marie Krabbe. Faktisk gik Emma og Tonya selv ind og bestilte en WE-kampagnepakke til holdet, som også har udloadet billeder i konkurrencen om at vinde en holdrejse til La Santa Sport. I kølvandet kom det gode kammeratskab op på et spillermøde.

Her er der tale om både ret og pligt, forstår man på de tre piger.

»Man skal have styr på sine ting og være klar, når træningen starter«, siger Louise, som sammen med de to andre holder pause fra onsdagens træning et øjeblik.

»Ja, så man ikke ødelægger det for de andre«, indskyder Emma.

»Og så skal man tage træningen seriøst og ikke grine ad de andre. Men gerne med de andre. Man skal hjælpe og være der for hinanden generelt«, fuldender Louise. Men der skal være plads til, at man kan blive sur.

»Man må gå over til den, man er blevet sur på, og få snakket det ordentligt igennem«, lyder det fra Emma, mens Louise har erfaring med at spørge »er du okay?« eller lige bakke lidt ekstra op, hvis hun kan mærke, at en af medspillerne er ved at miste fatningen.

Men alt det på banen kunne være lige meget, hvis ikke pigerne også kunne snakke om andet end floorball og være sammen ved siden af, er de tre spillere enige om. Ellers bliver det kedeligt i længden.

LÆS ARTIKEL Flere idrætstimer giver færre børn sukkersyge


Egen Facebookside
Pigerne har lavet deres egen facebookside for holdet, hvor de aftaler biografture, en tivolitur eller at tage sammen ind og se en herrekamp. Lige nu bruges siden til at diskutere og glæde sig til et kommende stævne i Benløse, hvor de skal overnatte.

»Vi er i gang med at samle flasker, så vi kan købe en masse slik, vi kan dele. Det bliver bare så fedt«, siger Emma.

Træneren er overbevist om, at hun kommer til at beholde de unge spillere de næste mange sæsoner.

»De er blevet bevidste om, at det at være en god kammerat er en kvalitet, man også skal have som holdspiller. Det er første skridt og meget federe, end hvis jeg skal stå og sige, at de skal sige pænt tak for kampen«, siger Marie Krabbe.

FACEBOOKBliv ven med Politiken