Annonce
Annonce
Annonce
Motion 28. jul. 2012 KL. 15.00

Oplev Danmark på ny med røven i vandskorpen

Stik hovedet under vandet, mens du trækker vejret gennem snorkel. Med eller uden harpun. Det gør flere og flere danskere.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Sådan kommer du godt under vandet

Snorkel, maske og svømmefødder. Er nødvendigt udstyr for at kunne tilbringe tid med hovedet under vandet.

Våddragt samt sokker og handsker. Er næste skridt, hvis du vil være blandt fisk og opleve livet på bunden i længere tid ad gangen. Våddragten skal være skræddersyet af typen ?open cell?, som har en ru og robust overflade, pris fra 1.800 kroner. Glatte svømmedragter er for sarte. Og de nubrede fra byggemarkedet til 300 kroner er ikke varme nok.

Sikkerhedsbøjen. Hvis du skal ligge og boble i længere tid, bør du trække en bøje i en line efter dig, så både og surfere kan se dig. Det kan være en aflang orange oppustelig flyder til ca. 100 kroner eller en lille flåde, der også kan bruges til en dunk vand, madpakke og som et flyderedskab, hvis du trænger til et hvil.

Harpun og håndspyd. Et godt sted at starte er et håndspyd til at stikke fladfisk, der ligger på bunden. Pris ca. 200 kroner. En god harpun (minimum 75 cm) koster ca. 1.500 kroner.

Bly. En våddragt har opdrift, derfor har du brug for nogle kilo bly i bælte om maven, hvis du skal ligge stabilt i vandet. Test det ved at stå med kroppen lodret i vandet. Så skal du gerne have havets overflade præcis midt på dykkermaskens glas.

Fisketegn og farvandsudsigter. Hjemmefra skal du have købt fisketegn (40 kr. for en dag/300 kr. for sæsonen) på fisketegn.dk.
Og så skal du holde øje med, at der ikke er for mange bølger og strøm. Se for eksempel dmi.dk eller den mere avancerede sejladsudsigt fra forsvaret: ifm.frv.dk

Gode steder at dykke. Hvis du leder efter god snorkling, så prøv Verdensnaturfonden . Er du ude efter at få fisk med hjem, så prøv for eksempel dette community: uvjaegeren.dk

Find undervandsvenner. Uanset om du vil fiske eller bare fornøje dig undervands, så vil du have glæde af at dele din interesse med andre. Som du kan lære af og opleve sammen med. For eksempel i Københavns UV-jagtklub: uvjagt.com eller prøv Dansk Sportsdykker Forbund, der har 8.500 medlemmer og over 150 klubber: sportsdykning.dk.

Sikkerheden. Det er vand. Det kan gå galt. Hold øje med, hvor langt du er ude. Vær opmærksom på strøm, bølger og fartøjer. Og dyk med en makker.

Hvorfor stå inde på stranden og glo, når du kan svømme rundt mellem fisk, rev og tang selv?

Undervandsjagt med harpun er blevet populært, og Dansk Sportsdykker Forbund oplever stigende søgning til introkurser. Folk vil i gang med snorkel, dykkermaske og svømmefødder, så de kan tage de første flaprende skridt ind i den verden, der gemmer sig under overfladen. For at fiske eller kigge.

Man kan jo nøjes med at stikke hovedet under vand og kigge sig omkring med maske og snorkel. Hvilket WWF, Verdensnaturfonden, opfordrer alle danskere til at forsøge sig med.

LÆS ARTIKELEventyr: Udforsk livet på stenrevet

Våddragt, kæmpefinner og bly
Eller man kan gøre det lidt mere avanceret som virksomhedskonsulenten Thomas Gramstrup fra Søborg, der kører to timer fra København til Nordvestsjælland en mandag formiddag for at snige sig ind på havets indbyggere. Han er iført våddragt, isolerende handsker og sokker, kæmpefinner, bly og sikkerhedsflåde. Og en halvanden meter lang harpun

.FOTO:  Martin Lehmann

»Men det er ikke noget med, at man bare kan fyre løs på masser af fisk. Det er ligesom alt andet fiskeri. Hårdt arbejde«, forklarer han, mens han i sorte crocs skridter stranden af for at finde det rigtige sted at fiske.

Vandet ser nærmest spejlblankt ud her i Asnæs. Men på vejen kunne vi se, at vindmøllerne ved Kalundborg drejede voldsomt rundt, så der er sikkert både dønninger og strøm i fjorden, som hvirvler sand og segmenter op, så der bliver dårlig sigt. Og kan man ikke se mere end 2 meter frem, er det nærmest umuligt at jage og orientere sig.

Masser af fisk på 20 cm
Thomas Gramstrup har besluttet sig. Han tror på, at multen er derude et sted. Måske endda lige ind under kysten, for den kan lide at lægge sig på siden i lavt lunkent vand.

»Det er forbløffende, hvor mange fisk du kan finde på 20-centimeters vand. Folk tror, at jo længere ud man kommer, jo bedre. Men der er mest dyreliv inde mellem stenene og tæt ved land, hvor der er skjulesteder og masser af mad«.

Thomas Gramstrup indledte sin undervandskarriere som flaskedykker, men han kunne ikke drømme om at jage med medbragt luft på ryggen.

»Det er ligesom forskellen på en sejlbåd og en motorbåd. Det skal være en rolig naturoplevelse, hvor jeg kun hører mit åndedræt og ikke har andre forstyrrelser. Boblerne fra luftflaskerne larmer helt vildt«.

Fisken smager bedre
Da han begyndte at jage, gik han efter fladfisk, som er det letteste bytte, når først man lærer at spotte dem på bunden, hvor man tit lige kun kan se et par øjne. Så har han skudt havørreder, der bevæger sig og er et sværere mål. Nu går han efter multen, som er en dejlig spisefisk. Men som også er rigtig svær at finde. Men det er jo en del af sporten. Og en fed skrubbe er også stadig en god ting:

»Det er videnskabeligt bevist, at en skrubbe, man selv har fanget, smager mange gange bedre, end dem du kan købe hos fiskemanden«.

Når Thomas Gramstrup, der driver et konsulentfirma, skal på UV-jagt, starter forberedelserne flere dage før. Han går på DMI og på forsvarets sejladsudsigt. Han spørger på Københavns UV-jagtklubs hjemmeside, om andre har erfaring med netop det sted. Og han finder gerne en makker til turen.

»Det er en meget social ting. Det er dejligt at kunne lære af andre, der ved mere om jagt eller marinbiologi. Og det er hyggeligt at dykke sammen, for så har man nogen at dele oplevelserne med. Som den dag jeg stødte på en sæl, da jeg var ude ved Gilleleje. Det er svært at forklare andre bagefter«.

FOTO:  Martin Lehmann

»Man får altid noget med hjem«
Nu har han anbragt sine sorte badesko på den orange gummiflåde, og nu glider den sorte mand ned i havet. Alt er sort. Maske, neoprenhætte, snorkel, dragt, sokker og finner. Så han kan snige sig uset ind på sit bytte.

Under overfladen er der gang i tangskoven. Dønninger og strøm i Kalundborg Fjord får tang og bevoksning på stenene til at stå og duve, så det hele virker levende. En krabbe kravler i skjul, da den mærker bevægelsen i vandet.

Nu begynder Thomas Gramstrup sin rolige afsøgning af revet og overgangen mellem bevoksning og sandbund. For lige her er der som regel gode muligheder for fangst.

Det korte af det lange: Denne dag endte som en ’0-tur’ – altså en tur, hvor der ikke er nogen fangst at indberette.

»Jeg hader udtrykket 0-tur, det lyder, som om det er spildt. Det kan godt være, du ikke fanger nogen fisk. Men du får altid noget med hjem«.

Siger Thomas Gramstrup, der uanset slunken plastpose har nydt sin mandag med røven i vandskorpen.