Afhængig af træning

Mia Lichtenstein er ansat på Syddansk Universitet til at lave et større forskningsprojekt, en ph.d, om træningsafhængighed.

Hun samarbejder med overlæge René Klinkby Støving fra Afd. M på Odense Universitetshospital, professer Niels Bilenberg fra Børne- og Ungdomspsykiatri, Odense samt statistiker Erik Christiansen fra Psykiatrien i Region Syddanmark.

85 procent af alle aktive idrætsudøvere kender til at få et kick af træning og bruger en løbetur til at slippe sorte tanker.

For 6 procent er behovet for motion så stort, at de skader sig selv, deres familie og ender i isolation. Især yngre mænd er i farezone, men alle kan blive ramt.

Det vurderer psykolog Mia Lichtenstein, der forsker i træningsafhængighed ved Syddansk Universitet. Til efteråret udgiver hun også den første bog på dansk om emnet 'Besat af træning' på Dansk Psykologisk Forlag.

LÆS OGSÅTest dig selv: Er du afhængig af motion?

Hvis man ser på augusts store jernmandsstævne, Challenge Copenhagen med 2.000 deltagere, så vil det statistisk betyde, at 120 af dem, der løb over målstregen med armene i vejret på Christiansborg Slotspark, træner i et omfang, der kan være problematisk for dem og deres pårørende.

LÆS OGSÅ Frustreret triatlon-kone: Hvad fanden er det for en mand, jeg er endt med?

»Træning bliver for nogle få alt for vigtigt, ligesom mad bliver alt for vigtigt for personen med spiseforstyrrelser. Problemet med træningsafhængige er, at omverdenen synes, det er socialt acceptabelt og kalder dem ’seje’«, siger Mia Lichtenstein, der selv er aktiv i løbemiljøet.

Medaljens bagside
Gennem psykologistudiet havde hun ellers mest beskæftiget sig med de gode effekter af motion og med, hvordan man får folk i gang med at blive sunde. Men en vejleder anbefalede hende at tage et nærmere kig på medaljens bagside.

»Jeg opdagede, at der især i udlandet bliver skrevet meget om begrebet ’exercise-dependence’, og jeg har set, hvordan træning kommer til at fylde alt for meget. Det betyder skader, og det går ud over den aktives helbred og familieliv.

LÆS OGSÅ Coach advarer triatleter: Pas godt på din partner

En undersøgelse, Mia Lichtenstein har foretaget som del af sit ph.d. projekt, viser, at blandt 590 motionsaktive, så har lige under seks procent et problem med at styre træningsmængden.

Træningsafhængighed rammer alle typer motionister og begge køn. Men der er lidt flere unge mænd i 20-30 års alderen repræsenteret.

De svarer, at de kan genkende, at der skal mere og mere træning til for at få ’kicket’, at det fylder mere i hverdagen, giver konflikter med omverdenen, og at den aktive fortsætter med at træne, selv om han eller hun er skadet.

Alle kender symptomerne
»De symptomer, vi spørger til, kan jeg godt genkende fra mig selv. Alle aktive kender til det. At man går op i sin sport og vil fortsætte træningen, også selv om man er skadet. Op mod 85 procent af alle idrætsudøvere svarer i undersøgelsen, at de kender til de her symptomer i nogen grad. Men der er en grænse op til de 5-6 procent af idrætsfolk, hvor det bliver sygeligt«, siger Mia Lichtenstein.

LÆS OGSÅJernmand indrømmer: »Triatlon har kostet på familiekontoen«

Men hvis en person træner og har det godt med sin triatlon eller fitnesscenter, hvad er så problemet?

»Faren er, at vi negligerer dem, fordi vi kun lægger mærke til sportspræstationen. Hvis man er hårdt ramt, vil man få problemer med helbred, familie og arbejde. Kvinder kan holde op med at menstruere, og de kan få reduceret mulighed for at blive gravide. Og så er det et problem, at du kun har træningen som din psykologiske udvej, når du har det dårligt eller leder efter venner og anerkendelse«.

Hvem kan gøre noget ved det her?

»Den aktive kan selv være opmærksom på, når det, der gav glæde bliver destruktivt. Men oftest er det, ligesom ved alle andre former for misbrug, de pårørende, der ser det først. Det var også tilfældet med Maria Maxwell, som I skrev om. Konen til triatlen, som var træt af, at han ikke ville spise hendes mad og har cykler hængende i soveværelset«, fortæller Mia Lichtenstein.

Træningen æder ens liv
»Man ændrer kosten, man fokuserer på sit eget projekt. Man får venner inden for træningsmiljøet. Det æder sig ind på det tidligere liv. Og ofte er det fordi, man har nogle problemer med parforholdet, med selvværdet eller med sit humør, som man måske burde se nærmere på i stedet for bare at træne mere«, siger Mia Lichtenstein.

Vil det sige, at det er farligt at lave en jernmand eller stille op til en maraton?

»Det er ikke farligt, hvis man løber en maraton af og til. Men der kan være en risiko, hvis der hele tiden skal noget nyt til. Hvis løbetur bliver til maraton, og så hedder det jernmand eller ultramand næste gang«, siger Mia Lichtenstein om motions-inflationen.

LÆS OGSÅ Varmen fik 20 procent flere jernmænd på lægebriksen

»Nu kommer der en fast triatlonrute i Rudersdal, så man bare kan gå derud i en weekend og lave jernmand. Det svarer jo til at sende en kasse øl hjem til en alkoholiker. Jeg læser i pæne løbeblade om almindelige mennesker, der træner 250 km på en uge. Som om det var noget, vi alle skulle stræbe efter. Jeg synes, det er sært, at det er socialt acceptabelt. Jeg savner, at man sætter spørgsmålstegn ved det her«.

Mia Lichtenstein mener, vi skal se på omkostningerne for udøverne, deres familier og for samfundet.

»Det nytter ikke kun at se på det sunde i motion. For nogle mennesker kan altså ikke styre sig. De skal have hjælp, når der pludselig bliver døgnåbent i ’slikbutikken’«.

Hjælpen kan bestå i at lave nogle klare aftaler med sig selv og familien om, hvor meget motion må fylde. I svære tilfælde kan det være nødvendig med psykologhjælp, så man ikke bare ser på træningen, men måske også de ting i bagagen, som har gjort fitnesscentret eller triklubben til en altopslugende, sveddryppende udvej.