Bruger din mand/kone/kæreste/kollega/ven/søn/datter al al for lang tid i træningscentret eller på løbeture?

Eller kan du selv mærke, at du synes, du svigter andre eller glemmer dit job, fordi du skal træne?

Så er her nogle bud fra psykolog Mia Lichtenstein fra Syddansk Universitet, der forsker træningsafhængighed.

Svært at undvære succes

LÆS ARTIKELJesper var træningsafhængig: Jeg troede pludselig, at jeg skulle dø

Det første, man skal forstå er, at som træningsafhængige får masser af succes og anerkendelse ud af sin adfærd.

»Det er rigtigt svært at give slip på noget, som giver positiv opmærksomhed, kontrol, identitet og styrker selvværdet. Samtidig har mange, der træner hårdt efter et skema mistet evnen til at mærke, hvad de har lyst til, fordi man følger sit træningsprogram, uanset hvad«.

Hvad er så første skridt?

»Den aktive skal erkende, at det er et problem. Ellers er det rigtig svært at gøre noget som helst«.

Men når personen nu er så opslugt, hvad gør man så?

»Skift miljø. Prøv at få andre sociale relationer. Træn med makker, som er mindre ambitiøs. En træningsafhængige giver den normalt max gas. Gear ned, trap ned. Det vil give abstinenser, og så lurer tilbagefaldet«.

Hvordan kan den aktive støtte sig selv i overgangsfasen?

»Tænk over livsprioriteterne. Hvad er vigtigst? Hvad koster al den træning mig? Og prøv at finde nye måder at finde glæde på, der ligger udenfor sportsverdenen«.

Forstå din partner

Hvad kan den pårørende gøre?

LÆS OGSÅTest dig selv: Er du afhængig af motion?

»Få talt med den, der træner meget. Fortæl, hvad du ser. Fortæl om din bekymring. At du ser, han har ondt, at det fylder for meget. Undgå at være bebrejdende. Vær ærlig. Sig, at du savner personen«.

Vil den træningsafhængige lytte til det?

»Det handler netop ikke om at belære den afhængige. Prøv at finde ud af, hvad afhængigheden består af. Find ud af, hvad deres træning betyder for dem. Så man kan forstå deres motiv. Hav respekt for den funktion, det har. Man kan ikke bare tage det vigtigste i livet fra folk«.

Skal man bare affinde sig med det?

»Nej. Men du har brug for, at den afhængige er med på, at I skal gøre noget sammen ved problemet. At I får aftalt frirum, hvor man dyrker andre aktiviteter sammen. Noget, som ikke har med præstationssport at gøre«, siger Mia Lichtenstein.

»Insister på at få tid sammen, og hold fast i dit eget liv. Vær det gode eksempel, og vær et alternativ til træningsverdenen. Vis glæden og begejstringen ved andre ting i livet. Det nytter ikke noget at blive bitter og opgive på grund af partneren. Snak sammen!«