»Fisker, fisker. Hvor dybt er vandet?«, råber børnene.

»28.000 meter dybt«, skråler en af forældrene.

»Hvordan skal vi så komme over til dig?«.

Let presset foreslår William gennem blå læber:

»Som hunde!«.

Og så plasker børnene ellers med poter og bagben, mens forældrene diskret skaber den opdrift, der gør hundesvømningen over til kanten mulig. For børnene er 3-5 år og kun lige kommet i gang med den 'vandtilvænning', der sikrer, at de senere kan få glæde ved at svømme - og ikke ender som vandalfabeter.

»Alle børn er født til at svømme. Ingen er bange for vand. Det gælder bare om at holde det ved lige«, siger Maria Højkrog Andersen, svømmeskoleansvarlig for Hovedstadens Svømmeklub, hvor hun er supervisor for de 70 trænere, der underviser de 4.500 medlemmer i Danmarks største klub.

»Vi kan tydeligt se, når vi får et barn på 5 år ind i klubben, om de har gået til babysvømning eller er blevet vandtilvænnet på en anden måde. Er man tryg eller ej? Kan man holde hovedet under vand? Det kan tage et helt år i klubben at vænne et barn så meget til vand, at det er i stand til at lære at svømme«.

LÆS ARTIKEL Mor: Vi gør det, fordi jeg hader vand

Men uanset om du og dit barn kan få en plads på et svømmehold eller ej, eller må nøjes med folkeskolen, så er der nogle principper og en udviklingsvej, som I sagtens kan have glæde af, uden at det koster ret meget andet end tid og tålmodighed.

Det vigtigste er, at du glemmer de oppustelige vinger, korkbælter og bademesteren på kanten, der demonstrerer brystsvømning.

Tænk i stedet tryghed, ro og sjovt samvær. Og når der så skal svømmes, så gælder det crawl og rygcrawl.

Overgivelse i rum sø
Klask, klask. Klask, klask.

En af de 4-årige drenge i kortærmet neoprendragt har fået fat i en meterlang rød plastikpølse, som han nu slår mod de våde fliser. Svømmelæreren Matilde Kronmann beder ham om at lægge sig op på pølsen, mens faderen støtter ham.

Snart sænker roen sig over hele bassinet. Drengen på den røde pølse lægger sig ned med armene ud til siden og baghovedet i vand. Børnene overgiver sig. Til forældrene, vandets skvulpen og fornemmelsen af at være i gode hænder.

Denne scene fra Valby demonstrerer forældrenes allervigtigste opgave. At få barnet ’leget’ hen til en ubehagelig fornemmelse, for eksempel at lægge baghovedet i vandet, indtil trygheden indfinder sig. Det kan man gøre i en svømmehal, men man kan også smugtræne derhjemme.

»Brug også vandet i babybadekarret. Sørg for, at det er naturligt at få vand i øjnene og vand i ørerne. Leg med vand, pust i vand. Bliv fortrolig med elementet. Tag en gummiand eller en vandkande med. Før hånden ind under strålen fra vandkanden. Når det er o.k., kan man prøve med skulderen, og til sidst kommer hovedet. Stille og roligt arbejder man sig hen mod det, der er farligt«, forklarer Maria Højkrog Andersen.

Hun mener sagtens, at forældrene kan lave meget af vandtilvænningen derhjemme eller i bassin, især hvis de selv er glade for vand.

»Hvis far eller mor er bange for at få vandet i øjnene, så mærker barnet det. Og utrygheden smitter. Så kan man lade en anden i familien gøre det, eller opsøge et hold, hvor man får hele pakken foræret«, siger Maria Højkrog Andersen.

LÆS ARTIKEL 3 trin til vand

Under alle omstændigheder er jævnlige besøg i en svømmehal med til at modne de kommende generationer.

Så de er trygge ved miljøet. Ved, hvor og hvordan man vasker sig, og hvor man ikke må have sko på. Så de er klar over, hvor den dybe ende er, og så de er vant til lysniveauet i en hal.

Det gør dem klar til svømmetræning, der kan sættes ind, når de bliver 5-6 år og har fået udviklet deres motorik.

Kunsten at give slip
Puste. Puste. Puste. Puste. Puste. Puste. BANG.

Børnene starter inde i midten i en meget tæt lille rundkreds.

»Først er cirklen bitte, bitte, bitte. Nu skal I puste bobler ned i vandet og helt ned på bunden af bassinet. For hvert pust bliver ballonen større, og I bevæger jer ud i rundkredsen. Indtil den eksploderer, når jeg råber BANG«, siger holdets lærer, Matilde Kromann.

En af drengene puster, laver en sky af bobler og kigger op på sin mor efter anerkendelse.

»Flot, skat, flot. Gør det igen«, siger hun.

»Jeg har jo lige gjort det«, svarer han.

Samtidig er Cecilia ved at stikke af fra rundkredsen i sin egen form for crawl. Moderen må have fat i stroppen på badedragten og trække hende ind i legen igen.

Men faktisk er pigen på rette vej. Autonomi er godt. For som med alt andet man gør med sine børn, så handler det om, at forældrene skal ende med at kunne give slip. Og at børnene skal føle sig trygge, selv om de stikker af og ikke har hverken hænder eller søpølser til at holde sig oppe.

»Vi skal nu gå fra det krammende. Barnet skal længere væk fra forældrenes krop. Så lidt hjælp som muligt. Når de først er trygge ved livlinen, så skal de turde gøre mere selv«, forklarer Maria Højkrog Andersen.

»Nu skal de kunne bevæge sig. Den voksne kaster bolden, og barnet svømmer efter den. Dykker efter en ring. Sætter af fra kant«.

Barnet kan have glæde af lidt hjælp til opdrift. Men nøjes med plader eller svømmepølserne.

»Drop de klassiske svømmevinger. De giver en forkert balance. Børnene kommer til at ligge for højt med hovedet, og børnene mærker ikke, hvordan vandet kan bære. De skal også lære forskellen på, når de har fat i flydemiddel, og hvad der sker, når de slipper plade eller svømmepølsen – det skal ikke være spændt fast, for så lærer de hverken de gode ting eller de farlige ting ved vand«.

Kommer dit barn frem til teenagealderen i god behold og med en vis svømmefærdighed, kan du betragte forældretjansen som vel udført. Selv om det jo ikke skader at komme til strand og i hal. Men Maria Højkrog Andersen mener, det er ligesom at kunne cykle. Det glemmer man aldrig. Og så glæder hun sig til at se vores børn igen på et af klubbens seniorhold.

»Mange vender tilbage, når de bliver ældre og har fået skader af andre sportsgrene. Svømning er skånsom træning, hvis man har færdighederne. Det er den første sport, vi lærer i maven. Og vi kan blive ved frem til graven«.