Per Christensen, altid kaldet P.C. begyndte først at løbe, da han for 19 år siden blev grounded på grund af børn.

Nu er han fartholder på et af Spartas løbehold om søndagen, og ved Copenhagen Marathon har han også fartholderens rolle.

Politiken har spurgt ham ud om det specielle hverv som fartholder, hvor han skal kunne løbe i en helt fast tid. Ikke for stærkt og ikke for langsomt, men fire timer præcis.

Hvorfor har vi overhovedet brug for en fartholder?

»Når kronprinsen skyder løbet i gang, og Vester Voldgade står fuld af folk, og det fortsætter derudad med fire-fem lag tilskuere i hver side, der hepper, så kan man bare ikke lade være med at løbe for hurtigt.

Alle gør det.

Og en tommelfingerregel siger, at for hver ti sekunder per kilometer, du løber for hurtigt i starten, kommer du til at gå et minut ned i hastighed per kilometer til sidst.

Ikke bare får du en dårlig tid, men du får også en dårlig oplevelse. Derfor er fartholderne så vigtige. Nyd dit overskud, og snak med sidemanden de første 10 km. Du får brug for kræfterne!«.

Er det ikke kedeligt at være ham, der hele tiden holder igen?

»Jeg elsker at stå på scenen, og jeg har altid været lidt af en cirkusklovn – på den positive måde. Sådan er det også på mit arbejde, hvor jeg er bindeleddet mellem udviklerne, forretningsparterne og kunderne.

Ved maraton gælder det om at få løberne løftet fra det niveau, de starter på, til at de tror på, at de kan løbe et maraton. For min holdning er, at alle kan løbe et maraton«.

Hjælper det at følge en fartholder?

»Hvis du går ind på hold 9’s hjemmeside (se adressen i bunden af artiklen, red.), vil du kunne finde 30-40 takkeindlæg fra sidste år, hvor folk virkelig udtrykker taknemmelighed over, at de har kunnet følge vores hold.

De mener, at det har hjulpet dem igennem. Uden at gøre det til mere, end det er, synes jeg, at maraton viser folk, at de kan, hvad de vil, hvis de ellers forbereder sig ordentligt og ser på det positive i udfordringen.

Det kan overføres til andre forhold af livet. Det giver os fartholdere et kick at se, når nogen får den oplevelse«.

Hvordan holder en fartholder øje med sit eget tempo?

»Jeg bruger mit ur samt viden om kilometermærkerne.

Til de officielle løb er der tydelige markeringer for hver kilometer. Det er der jo ikke om søndagen, men de ruter, vi løber om søndagen, har vi efterhånden prøvet så mange gange, at vi kender de uofficielle ’kilometermærker’.

Når man har løbet som fartholder så mange år, som jeg har, kan man simpelt hen mærke, om man løber 10 sekunder for hurtigt eller for langsomt.

Hvis man skal løbe 5 minutter og 41 sekunder per kilometer, kan det godt være, at én kilometer bliver løbet på 5:38 og en anden på 5:42, men det afgørende er, at gennemsnitsfarten holdes«.

Men I bruger megen tid på fartholderi?

»Ja, vi tropper op hver søndag, men vi har også et fint sammenhold. Og vi tager ud sammen til andre løb.

For eksempel har vi lige holdt fart på Lillebælt Halvmaraton for anden gang, og til september skal vi for anden gang til Fjord Marathon i Aalborg. Til Copenhagen Marathon løber fartholderen kun 21,1 km, før en frisk overtager på halvvejen.

Derfor får vi en erstatningsmaraton – i år i Duisburg, og tidligere har vi været i Stockholm, Luxembourg og Edinburgh. Det giver den klubstemning, som jeg kan huske fra fodboldtiden, og her er vi endda meget mere blandede. Det, jeg har fået i tillæg, er, at nu er det på tværs af alle skel. Mand/pige, ung/gammel, direktør/husmor. Når vi er i løbetøj, er det det, det gælder om«.

Hvorfor begyndte du at løbe?

»Jeg har altid spillet meget fodbold og håndbold. Da så vi fik børn, var det svært, for man er jo lidt afhængig af, at man er 11 mand på samme sted på en gang. Det er lettere bare at tage løbeskoene på.

Så begyndte firmaet at tage til DHL Stafet, og der satte jeg personlig rekord med 19:07. Men det er også 20 år og 20 kilo siden«.

Hvad var dit første maraton?

»Det var i 1986, hvor jeg skulle spille fodboldkamp dagen efter. Jeg satte benene ud af sengen og fik kæmpet mig derover og fik fodboldtøjet på.

Men da jeg kom på banen og skulle sætte fødderne foran hinanden, kunne jeg slet ikke koordinere og blev skiftet ud efter to minutter. Så får man en sund respekt. Nu har jeg løbet 18«.

Hvad har været den bedste?

»Den første er altid noget specielt. Det med at passere målstregen efter de prøvelser. Det er noget særligt. Men en anden god oplevelse var det år, jeg satte personlig rekord med 3:32 i København.

Jeg passerede en af mine gode kammerater ved 41 km mærket. Så løb jeg den sidste km på 4:30, for han skulle i hvert fald ikke have lov til at overhale mig«.

Lidt af en triumf?

»Ja, han hedder i øvrigt Lars«.

Og nu kan han så læse om det i avisen?

»Det beviser, at løb foregår oppe i hovedet. Når motivationen er der, følger benene efter«.

Hvad er dit bedste råd til folk, der vil følge en fartholderballon?

»Lad være med at tænke. Lad være med at kigge på dit ur hele tiden. Hæng på, og slå hjernen fra. Og så vil jeg anbefale alle førstegangsløbere at holde lidt igen. Gå efter en sluttid, der er lidt under det, du tror er muligt.

Sådan får du en positiv oplevelse og en tid, som er til at slå næste år. Knækker du halsen, er det svært nogensinde at komme i gang igen. Og så vil jeg tilråde, at man løber alene og ikke aftaler at følges med en ven. Hold dig til din egen plan«.

Når du løber med holdet om søndagen, er du i stand til at råbe det meste af Østerbro op, hvis nogen vover sig ud på cykelstien. Hvor har du lært det?

»Jeg synger meget i kor. Bas. Det må være der, det kommer fra«.