»Go’morgen, alle sammen«.

»Go’morgen«, smælder det tilbage fra 300 mænd, der står i den friske brise på Amager Strandpark lige ud for Femøren.

Kitesurfere, havkajakker, vindmøller. Øresundsbro i det fjerne, lavthængende fly og byens dampende skorstene. Der er masser af energi og masser af testosteron i luften.

En god dag til Københavns første og sejeste mandeløb, 5 eller 10 km i sand. Værsgo.

LÆS ARTIKELSøndag sætter Berlins maraton rekord

Bukke og fårene
»Først skal vi bede jer, der skal løbe 10 km om at gå tættest på startlinjen, mens 5-erne rykker lidt tilbage. Så har vi ligesom også fået sat det på plads«.

Kommanderer Ulrik Lynge og Claus Mohrhagen fra den betonkant, de står på.

De kender hinanden fra ungdommen på Falster, hvor de begge var kontraktfodboldspillere, og derfor var efterårets træning uvægerligt, at man skulle til Marielyst Strand og løbe sig fordærvet. Så nu står de iført charme, selvtillid og knap så meget hår som i de unge fodbolddage, og sender drengene af sted.

Chefpolitiinspektør Per Larsen flår en rødhvid plaststrimmel over, og så er vi i gang. Alle løber gennem luftporten og skærer ned mod strandkanten, hvor der sikkert er mere hårdt.

SE CHRIS-TVMennesket er født til at løbe

Den tavse mand
Hvorfor nu et mandeløb?

For arrangørerne var det noget med at give et alternativ til alle de kvindeløb, som deres koner går til. Og vi mænd, der deltager, kan så glæde sig over tre ting:

1) Mænd går ikke fuldkommen ned i fart, bare fordi de skal rode lidt med en ipod.

2) Hvis mænd endelig har behov for at gå ned i fart, går de ud til siden.

3) Mænd behøver åbenbart ikke snakke med deres bedste ven, mens de løber.

For der var i hvert fald tavst som på bunden af en grav, da vi havde tilbagelagt de første 2 km lagt strandkanten.

LÆS ARTIKELMandeløb tilbyder blod, sved og fadbamser

Høj gillette-faktor
Det er tungt. Og man har ingen fornemmelse af, hvor langt der er igen. Der er bare cirka et minut længere mellem kilometerskiltene, end man er vant til – på grund af sandet.

Og strandkanten er faktisk ikke så fed. Dels får man sok, når der kommer bølger, dels er der masser af tang, som man vælter rundt i. Især når trætheden begynder at melde sig.

Men hvad betyder det, når man pludselig ser sit København med den mintgrønne badeanstalt Helgoland i forgrund? Mens en lav septembersol sørger for den her Gillette-faktor, som arrangørerne har lovet vil indfinde sig.

Ved vendepunktet bliver humøret trykket lidt i bund. Godt nok er der hårdt sand, langs lagunen – men vinden er som en flad hånd mod brystkassen.

Jeg bider mig fast i en ’Changing Diabetes’ fyr fra Novo. Sådan en pilletriller skal ikke komme her.

LÆS ARTIKEL Mænd løber halv maraton uden kvinder

Viljen til at ville
Arrangørerne Claus Mohrhagen og Ulrik Lynge har forud holdt en foredragsaften, ’Viljen til at ville’. hvor Per Larsen fortælle om at bevare fokus trods en kræftsygdom. Og hvor OL-guldvindere og Ulrik Lynge selv har fortalt de moderne motionerende mænd om, hvordan man skal sætte sig mål. Sige det højt. Og tage ansvar.

LÆSStrandløbet 2009 (eksternt link)

Det er nu ikke fordi, der bliver sagt særlig meget højt lige nu. De fleste virker lidt sammenbidte. Det er også strengt at skulle gemme alle sløjferne to gange for at løbe 10 km.

Og hver gang man kommer rundt om et hjørne, opdager man, at der stadig er alt alt for langt til luftporten.

Så er vi ved slutspurten. Jeg har kæmpet lidt med diabetes-fyren og en med Eremitage t-shirt, men de tog mig til sidst.

Mit eneste håb er, at jeg kan holde ’Københavns Stift’ væk. Han har ligget bag mig og lurepasset et stykke tid. Og da jeg nu ikke selv er medlem af folkekirken, så kan man sige, at der er tale om en slags hellig krig.

Men som der også står i biblen. De sidste skal blive de første. Han nupper mig, og selv om jeg prøver at speede op, så forsvinder mit tråd bare ned i den bløde bløde dyne.

MOD PÅ MERE? TAG MED POLITIKEN PLUS til Athen Maraton i november

Vi ses i 2010
Jeg tager det dog pænt af en hedning at være. Og glæder mig i stedet over Øresundsbroen i baggrunden. Flyene der er ved at lande. Og fornemmelsen af lammelser i hele underkroppen.

Ved målstregen er stemningen løftet og lidt kaserneagtig. Vi råber karske bemærkninger og klapper alle dem, der i sagens natur er langsommere end os selv, ind over stregen. Så meget overskud kan man vel præstere.

En enkelt slutspurt bliver så animeret af den ene tager en kolbøtte i sandet, lige foran de elektroniske chipmåtter. Det griner vi så også af.

Endelig kan Per Larsen sige tak til arrangørerne. Og der bliver givet hånd på, at der næste år skal være mindst 2000 mænd til start på stranden med kig til København.