Annonce
Annonce
Motion 24. maj. 2010 KL. 12.09

Reportage: Små dramaer og store sejre i Copenhagen Marathon

Politikens Per Munch rapporterer fra maskinen bag det store arrangement.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Copenhagen Marathon

Politiken var med, da 12.644 mennesker løber gennem Københavns gader, 42,195 km søndag 23. maj.

Start og mål var i år for første gang fra Islandsbrygge, hvor der også er storskærme, underholdning og reportager.

Ialt stillede 9.847 til start og 9.141 gennemførte løbet.

Copenhagen Marathon slår derfor igen i år rekord i antal deltagere.

Amerikaneren, Colleen De Reuck, løb over stregen i tiden 2 timer 30 minutter og 53 sekunder, hvilket var fem minutter hurtigere end den hidtige rekord for kvinder ved Copenhagen Marathon.

Hos mændene overraskede Mikkel Kleis fra AGF ved at vinde løbet i tiden 2:22.29.

Lørdag kl. 11.30, Mini maraton på Østerbro Stadion.

Bliver ringet op at Cecilie Hother, vejrvært på TV2, der er meget ked af det. Hun er faldet af en hest på galopbanen. En sjov gimmick, hvor hun skulle ride om kap med en anden tv-vært, ender med forstuvet ankel og trykkede ribben – og altså intet maraton til Cecilie.

Hun ærgrer sig og begynder allerede nu i telefonen at lægge planer for en benhård revanche næste år.

For sådan er maraton. Kroppen kan sige nej, lige så meget den vil. Hjernen forsøger alligevel at få det sidste ord.

LÆS Hest stopper marathon for vejrpige

Lørdag kl. 17, sidste afpudsning inden maraton.

Redaktionsmøde på Islands Brygge. Uden for kontorcontaineren kører to motorcykler rundt og tester kameraer og trådløst sendeudstyr.

Indenfor sidder produceren Morten Carlsson fra Stv, folkene fra DR2 og Spartas speaker Christina Schnohr. For faktisk skal der ikke bare laves underholdning til de tre storskærme, men også tv til DR2 og et live feed, der kan gå ud på politiken.dk

For at kunne holde få fotos af både elite og motionister hele vejen rundt, råder Morten Carlsson over 9 kameraer på motorcykler, helikopter, kran og elbil.

En vigtig position er også kameraet oppe på hovedsponsoren Nykredits bygning til venstre for Langebro (set fra Amagersiden). Her oppe har de bygge to platforme, som kameramanden kan bruge. Og heroppe står link-antenner, som sender signaler fra flere kameraer over havnen og ned til OB-vognen. OB står for Outdoor Broadcast, og det er her alle trådene skal samles i morgen.

LÆS Maraton-tilskuere: »Man bliver helt rørt«

Torben Reseke, produktionsleder fra Sparta, siger:

»Jeg var deroppe i går med Morten Carlsson, og så var det, og vi får altså nogle fantastiske billeder deroppe fra. Da vi gik ned igen, sagde jeg til Morten: at det er er jo det rene ’Carlsson på taget’.

Morten Carlsson griner lidt anstrengt. Det har været en lang dag. Og den bliver endnu længere i morgen.

Søndag Kl. 8.00. Raceday.

Spartas speaker Christina Schnohr får lagt en kraftig øjenmakeup af Cathrine, så hun kan se godt ud på den enorme storskærm om en time, når hun skal byde velkommen.

LÆS Rekorder og overraskelser præger årets maraton

»Jeg vil helst ikke give dig rigtig glossy læbestift på med glimmer. Det bliver næsten over the top. Jeg synes, det er mere stilen, at du bare bruger din læbepomade, siger Cathrine, mens hun taler til Christinas spejlbillede.

Søndag kl. 8.45. Tractrac monteres.

Per Larsen og Jakob Axel Nielsen, forhenværende henholdsvis chefpolitiinspektør og sundhedsminister, står ved VIP-teltet og venter på at få monteret en tracking-enhed, sådan at OB-vognen hele tiden kan følge dem under løbet. Det er en lille dims, man bærer en i vest eller i en bæltetaske.

20 mountainbikere fra Hareskov Tri får også samtidig udleveret deres tracking-anordninger. Hver af cyklisterne er blevet tildelt en af de løbere, som potentielt kan vinde løbet, og så skal de ligge lige ved siden af. For man kan ikke bede eliten om at løbe med ekstra gram og udstyr.

LÆS Cafegæster nyder maraton fra første parket

»Jeg fik startnummer 17«, siger Per Larsen.

»Og det er jeg jo glad for, for det her er mit 17. maraton – og mit comeback. Jeg har jo været rigtig syg og blevet opereret for kræft«.

Jakob Axel Nielsen siger, at det nok har hjulpet ham gennem forløbet, at Per Larsen altid har været i god form.

»Ja, det sagde lægerne i hvert fald. Kirurgen sagde bagefter, at det var skønt at skære i veltrænet kød, i stedet for i flomme«.

Søndag kl. 9.15. Fællestisning.

Premierenerverne er uden på tøjet. Køerne vokser foran festivaltoiletterne. Mændene træder af direkte i havneløbet. For selv om maraton og de 42,195 km er et stort og smukt mål, så er kroppen nu engang en ganske simpel indretning, der kræver sit. Og det skal være nu.

Søndag kl. 11.00. Steen Walther overrasker elbilen.

Jeg er kørt med tv-fotograf Rivold over Langebro i en elbil, så vi kan være klar, når løberne dukker op ved havnefronten og Hotel Marriot lige overfor start- og målområdet.

Vores chauffør Rasmus, der er tømrer hos Sparta, har vendt den lille armyfarvede bil, så vi kan køre langs med første løber, og måske få et par ord med på vejen.

Som dernæst bliver transmitteret over vandet til de tre storskærme som publikum i målområdet kan se. Og som senere vil indgå i DR2s reportage.

LÆS Bang: Løbefesten er i gang

»Rivold til Carlsson. Rivold til Carlsson. Stand-by for første løber. Har du mig?«

Rivold har haft problemer med linket – så OB-vognen har ikke fået signal fra ham. Derfor er han lidt nervøs. Og Carlsson har travlt med at mikse fra alle de andre kameraer, så han har ikke tid til en mere og mere sammenbidt Rivold.

»Rivold til Carlsson. Er der noget Rivold skal gøre? Har du billeder fra Rivold? Kom ind Carlsson«.

Sproget er knapt. Man taler i 3. person og er på efternavn. For med 20-30 mennesker i samme radiokæde, er det nødvendigt, at man afleverer sin besked inklusive efternavn i en fart.

Walkien skratter.

»Carlsson til Rivold. Har I ham?«

LÆS Copenhagen Marathon: Stor tilfredshed dagen derpå

Pludselig er der hul igennem. Pludselig har Carlsson brug for Rivold. For Steen Walther kommer drønende rundt om hjørnet. Der er ingen tid til at få elbil og Rasmus i gear.

Rivold begynder bare at stæse af sted. Med kameraet ude i strakt arm. I cirka 300 meter holder han tempo – og fokus.

Man har vel kørt ’Det skaldede bjerg’ i sommerferien. Man er vel gammel DM-mester i mountainbike. Og den der knæoperation i foråret, den må vi tale om en anden dag.

Kl. 14.30 inde på målstregen.

Rivold og jeg står og fisker gode vinderhistorier. Gunilla fra Sverige, der har løbet 280 maratonløb. Ruth fra Danmark, der har været med alle 31 gange, der har været Copenhagen Marathon, og som fylder 70 i næste måned. 16-årige Amalie fra Efterskolen Øresund, der kommer i mål alene. Uden veninden Ina, der måtte udgå.

FOTO Jubel og lidelse hånd i hånd

Og så er det pludselig, at der er en mand, der griber mig om skuldrene.

Han kommer vaklende over de blå måtter til den elektroniske tidtagning. Og så bukker han dybt fremover. Lægger begge sine hænder på mine skuldre og bliver hængende der med hele sin tyngde.

Jeg får trang til at trøste ham, men vi kender jo ligesom ikke hinanden. Så vi står bare helt stille der et minut i en lille fortrolig maraton-tango.

Et lille møde af den slags, som der opstår en masse af, når næsten 10.000 kroppe sætter noget på spil. Det skrøbelige kød. Kort sagt, liv og død. Og alt det, der sker på den lange vej mellem de to punkter.