If you think I’m sexy«, lød det over højttalerne på Christiansborg Slotsplads søndag eftermiddag, hvor op mod 1.700 triatleter løb i mål med æresrunde, grøn løber, balloner og noget, der ifølge politiet lignede 125.000 tilskuere.

Kort sagt. København har med det lange triatlonstævne Challenge Copenhagen fået en event, hvor både elite, motionister og byen som sådan kan vise, hvad vi kan, når vi tager os helt gevaldigt sammen.

Se din egen - og andre Challenge Copenhagen-tid her

»I er nummer 1. I kommer til at slå Hawaii (hvor den oprindelige ironman kommer fra, red.). Og I er et fantastisk publikum. I Australien ville 10.000 komme på gaden for at klappe – her var det jo helt vildt«, sagde Rebekah Keat, den australske vinder på kvindesiden, da hun bagefter fik massage på en briks i teltet foran folkestyrets højeste organ.

En søvnig Jørgen Leth

Det hele startede kl. 7 ved jollerampen på Amager Strand. Her stod gummimænd og -kvinder parat til start i langsomt silende regn. Men hvad betyder det, når man har våddragt på? Jørgen Leth stod klar under paraply med opbyggelige ord, inden den overmenneskelige indsats.

»Det er maskinen. Maskinen skal køre hele dagen. I skal grave dybt, og når man graver dybt, kan man være heldig at finde guld. Og om lidt skal jeg hjem og sove«.

I de næste to timer er lagunen et frådende, levende hav af crawlarme, kulørte badehætter og hvide skumtoppe. Og set oppe fra de stuvende fulde broer ligner atleterne fjernstyrede fiskestimer hårdnakket på vej mod et hemmeligt gydested i Sargassohavet.

Op ad vandet og op på cyklen.

Den nøgne sandhed
Her er det, man opdager, hvad det er, der gør triatlon så specielt. Så afklædt. Så nøgent. Nemlig det faktum, at disse mennesker render rundt og yder deres allerbedste iført nærmest ingenting, et minimalt catsuit af strækbart lycra. Og så uden undertøj.

Mænd ville kunne blive smidt ud af bøssebarer for at bære tøj, der sidder så stramt. Og når det nye sort i år samtidig er hvidt, så bliver detaljerne endnu mere tydelige. Man må konstatere, at den store Gluteus major, baldemusklen, har haft godt af en lang vinters træning.

Mænd og kvinder tager nu deres prægtige cykler med aerodynamisk stel og pladehjul (et sæt hjul alene koster 15.000 kroner, red.) og begynder at løbe. På strømpefødder. For man må ikke cykle i skiftezonen, så det bliver meget sødt og sårbart, når store, stærke mænd tumler rundt på de flade konvolutter i regnen.

Ud over den orange måtte, der registrerer deres tid, og så op på det teknologiske vidunder og begge underarme i bøjerne og hovedet ned mod sugerøret fra dunken på styret. Nu skal der arbejdes. Og indtages energi. Det sårbare strømpeøjeblik er forbi.

Sædceller på afveje
Så går det ellers op gennem et oversvømmelsesplaget Nordsjælland langs Strandvejen, forbi Nivå og tilbage – i alt to gange, 180 km. Inden vi er klar til endnu en medmenneskelig ballet på sure sokker.

Foran Nationalbanken står officials i røde trøjer klar til at tage cyklerne, og nu skal de seje atleter med de aerodynamiske aflange hjelme pludselig bevæge sig rundt på strømpefødder igen.

Flere af dem går underligt – og mange er ved at gå forkert, så de må vejledes af de røde hjælpere. Kort sagt. Kombinationen af stramt tøj, hjelm og et sært bevægelsesmønster gør, at de ligner retningsforstyrrede sædceller.

Nu venter den sidste udfordring, maratonløbet. 42,195 km langs havnefronten. Tre gange frem og tilbage. I hed eftermiddagssol. Her skilles fårene fra bukkene. Flere er nede at gå. Heldigvis er københavnerne med på spøgen. De gæve saltskjoldede kæmper får klap, knus, koklokker og vuvuzelatrut.

Nogle er introverte og har travlt med fedtede poser med energigel og pulsur. Men langt de fleste formår at kvittere med det tapre blik, som jernmænd og -kvinder sikkert også har gået og trænet derhjemme hele vinteren.

Og at komme i mål på Christiansborg med balloner, international speaker og æresrunde for familie og venner. Det er en kæmpestor bonus efter minimum et halv års hårdt arbejde.

Ikke bare deltagerne, men også arrangørerne følte, de kom i mål i går. Thomas Veje Olsen, der har fået det tyske triatlonkoncept fra byen Roth til at leve på dansk jord, er stolt. Glad. Og kan næsten ikke fatte, at alt det, han og hans partnere drømte om, er lykkes. Som han sagde over mobilen fra en bil ude på ruten:

»Jeg er mundlam«.

Der er allerede nu solgt 500 startnumre til næste år Challenge Copenhagen, søndag 14. august 2011.