Løb er en helt unik disciplin, fordi den byder på alt fra 100 meter til maraton eller derover.

Det fortæller Greg Diment, der er sportspsykologisk konsulent i Team Danmarks psykologteam.

»Psyken hos en sprinter er trænet til at kunne køre sig selv op, fylde sig op med energi og udløse det hele på én gang. Mens kravene til en maratonløbers psyke mere handler om at kunne udholde træthed, ømhed og smerte over lang tid uden at give op eller gå i panik«.

Sportspsykologer skelner også mellem holdsport og individuelle discipliner, for selv om kerneproblematikkerne minder om hinanden, er det småt med gruppedynamik og interaktioner i de individuelle sportsgrene.

Løb er traditionelt en individuel sport, men den er ved at udvikle sig til en holdsport.

Løb bliver en holdsport
»Trenden inden for maratontræning peger i retning af holdsport. Vi ser de populære tilbud om fællestræning med løbeklubberne, og det samme sker blandt eliteløbere. Det er blevet et begreb, ’sociale løbere’. Løb alene kan være kedeligt. Det både føles godt at være en del af et hold, og det er ofte mere effektiv træning. På en venlig måde presser man hinanden til at præstere mere. Der er konkurrenceånd, men også støtte til dem, der har det svært«.

Når man løber på hold, er det nemmere at flytte fokus væk fra sig selv og sine pinsler ved at fokusere på for eksempel en løbekammerat. På den måde kan man undgå at dvæle for meget ved, at man har det hårdt. Denne viden har Greg Diment selv haft glæde af, da han er ved at træne til sit første maraton, som bliver Copenhagen Marathon 24. maj.

Et alternativ til holdkammerater er al den nye løbeteknik såsom GPS eller et ur, har Greg Diment erfaret. Et pulsur kan for eksempel fortælle dig, hvor belastet du er af aktiviteten, og om det er tid til at sætte farten op – få pulsen op – eller ned.

Ud over dynamikken med omgivelserne kan løberen også hente styrke fra at arbejde med sin egen psyke.

»Til en vis grænse kan man sige, at man løber et maraton med hovedet. Men man kan ikke løbe så krævende en distance som maraton uden at være i fysisk god form. Det, man forbereder sig på i træningen, er både den fysiske og den mentale udfordring. Man kan jo ikke løbe maraton jævnligt, og derfor skal man gøre sig en masse tanker om en distance, man faktisk ikke løber, før det gælder. Arbejdet med psyken er en stor og vigtig del af maratontræningen«.

Mental toppræstation
Den 42,195 kilometer lange maratondistance indgår heller ikke i sin fulde længde blandt topatleter, og mange løber kun et par maratonkonkurrencer om året.

Selv om man tidligere har løbet et maraton, er der andre lurende overraskelser, som fodrer spændingen omkring konkurrencen – vind og vejr, hvordan kroppen opfører sig, det omkringværende miljø eller nye træningsmønstre, man har forsøgt sig med.

»Vi kan forberede os på noget af det, men hvordan reagerer vi på selve løbsdagen? Hvad vil du tænke, når der kommer smerter, og hvordan vil du reagere på disse oplevelser? Man oplever på de lange træningsdistancer, at man får tunge ben til sidst. Måske løber man også ind i modvind, og da er psyken en stor del af det, der får os igennem turen«, forklarer Greg Diment.

For at få en god løbeoplevelse satser mange motionister ligesom eliteatleter på en såkaldt peak performance på konkurrencedagen. Fysiologisk går det ud på at få sin form til at toppe på et bestemt tidspunkt ved at trappe træningsmængden ned nogle uger op til en konkurrence. Pointen er, at man hermed opbygger et massivt energilager, som man kan skyde af, når det gælder. Men peak performance rummer også en vigtig psykologisk side.

Løb som besættelse
»Før vi begynder at trappe ned de sidste par uger op til maraton, er træningen hård og tung. Man er træt både fysisk og mentalt, fordi man har akkumuleret træthed over flere måneder. Når man begynder at træne mindre, vil man hurtigt mærke, hvordan man bliver friskere, skarpere og klar. Det er en stor lettelse for både krop og psyke «.

Men det er ikke lige nemt for alle, har Greg Diment erfaret via sit arbejde inden for elitesporten:

»Nogle løbere – også motionister – kan blive besat af at løbe, og de kan blive bange for, at de ikke kommer til at træne nok på grund af to ugers nedtrapning. Det kan manifestere sig i skyldfølelse. Her er det vigtigt, at de ved, hvorfor de skal gøre det. Viden er nøglen. Man bør undersøge, hvad formålet er med det træningsprogram, man følger, og hvorfor det kan hjælpe en til bedre træning. Det kan reducere skyldsfølelsen«.

Jo nærmere man kommer maratondagen eller en anden krævende konkurrence, desto mere uro kan der brede sig i ens tanker.

»Da man aldrig løber distancen i træningsforløbet, har man mange ubesvarede spørgsmål inden, og der er en stor usikkerhed forbundet med udfordringen. Men det er også samtidig med til at bevare den mystiske aura omkring maratondisciplinen«.