»Riv nu den mur ned«, sagde Ronald Reagan, daværende præsident for USA, i slutningen af 1980’erne til sin sovjetiske kollega Mihail Gorbatjov.

Det var selvfølgelig Berlinmuren, Reagan sigtede til. Men mange af de løbere i Copenhagen Marathon, som netop nu krydser Trianglen på Østerbro for sidste gang, er helt på linje med den afdøde amerikanske eks-præsident:

Bare der dog var nogen, der ville rive den forbandede – og usynlige – mur ned, som tårner sig op her syv kilometer fra målstregen.

Smertefuld fedtforbrænding
Sølle syv kilometer, kan man sige, for når man har løbet 35 kilometer, kan syv vel ikke skræmme nogen. Men det er så ubetinget de længste kilometer, der er tilbage. Netop her ved 35 kilometermærket på Trianglen rammer rigtig mange maratonløbere ind i det, som i fagsproget hedder ’Muren’. Der, hvor kroppen er løbet tør for brændstof, og kroppen går over til fedtforbrænding – en uhyre smertefuld proces.

Som Seljku Tepsec netop nu gennemlever, ser det ud til. Han er stoppet op ved drikkedepotet, og ligner ikke en mand, der har mod på og kræfter til mere.

»Nej, det er godt nok hårdt nu«, indrømmer han og skyller et krus vand ned, mens han vakler af sted på meget flade fødder. Og så sker miraklet alligevel, det, der driver rigtige maratonløbere:

Han overvinder smerterne og ubehaget og begynder at løbe igen. De sidste syv kilometer skal ædes.

Folkefest trods regnen
Regnen, som nu er stilnet en smule af, har ikke generet løberne.

»Det er jo ligegyldigt, om man bliver våd indefra eller udefra«, som en af deltagerne udtrykker det.

Til gengæld gør bygen gjort det til en tvivlsom fornøjelse at være tilskuer. Ingen tvivl om, at dagens helte er deltagerne i løbet. Men der er også grund til at løfte på hatten over de mange tusinde, som dyngvåde har holdt stand langs ruten og gjort Copenhagen Marathon til en folkefest.

Se resultatlisten