Indrømmet.

Det var nok ikke det klogeste, jeg har været med til.

Men jeg må erkende, at jeg blev grebet af stemningen blandt de efterårskåde orienteringsløbere med vippende pandelygter på en regnvåd parkeringsplads ved Ravnsholt Skoven nær Allerød nord for København.

»Min kone ville ikke have, at jeg tog af sted«, siger Jens fra Farum, der helst ikke vil have sit efternavn i avisen af hensyn til husfreden.

»Men DMI siger, det værste er overstået nu«, forklarer Birgit Hausner fra en af de lokale klubber, der styrer arrangementet, som skal begynde kl. 18.40. Hun står i termodragt og vifter bilerne ind på p-pladsen og ned ad Bregnerød Skovvej med en lommelygte.

LÆS ARTIKELBrug skoven til fitness for hele familien

Så selv om kun 75 af de 150 tilmeldte er dukket op, så er orienteringsløberne ukuelige. De vil gennemføre endnu et løb ud af otte i den nordsjællandske Natcup, der denne aften arrangeres af Allerød og Stengården orienteringsklubber.

»Vejret får ikke lov at stoppe os. Det var det første, jeg fik at vide, da jeg startede som 14-årig«, fortæller Andreas Boesen, der i dag er 18 år og regerende juniordanmarksmester. Det er hans pandelampe, jeg får lov til at låne.

Indrømmet. Jeg får lidt kolde fødder, da jeg står klar med et lille kompas spændt på min venstre tommeltot og et kort med 14 poster og skal ud på ruten. For træerne knager, og oppe på Nymøllevej kører sirenerne forbi.

I den frådende natur
En løber mumler om, at politiet har frarådet al unødvendig udkørsel. Men har politiet sagt noget som helst om, hvorvidt det er farligt at løbe? Nej, vel.

Jeg har fået demonstreret, hvordan man vender kortet mod nord ved hjælp af kompasset, og jeg har prøvet, hvordan man stikker plastikdimsen på sin højre pegefinger ned i posten, når man finder den. Med disse hjælpemidler forsvarligt fastspændt skal jeg nu ud og besejre den frådende natur.

Så går starten. Vi bisser af sted. Over stok og gren.

Problemerne begynder
Nu vælter den første løber, vi andre træder udenom. Og bevæger os over et vådområde. Det er let nok at følge halen af pandelamper, for alle skal finde den samme post først. Dernæst splitter man op i den lette, den middel og den rigtig svære.

Her begynder problemerne. For jeg har røbet over for min vært, Michael Leth Jess fra Orienteringsklubben Roskilde, at jeg er grøn spejder. Så er der ingen nåde. Svær rute til mig.

Jeg finder simpelthen aldrig post 2.

Håndkolorerede kort
Hver gang jeg med den enorme halogenspot kigger på kortet, bliver jeg fuldkommen blændet af det hvide papir. Og når jeg fortvivlet kigger rundt, ser jeg kun brune, fedtede efterårsblade, der bliver hvirvlet op af vinden. Jeg kan hverken ane stier eller veje.

Kortet er ellers superdetaljeret. Det bygger på en laseropmåling, som Cowi har lavet for nogle år siden, og derefter har orienteringsløbere udfyldt alle detaljer, grøfter, skovens tæthedsgrad, hegn, brandbælter, moser. 350-400 skove er håndkortlagt på den måde, da standardkort fra Geodætisk Institut er for unøjagtige.

LÆS ARTIKELPrøv et foto-orienteringsløb med familien

Så får jeg landkending. Jeg opdager, at jeg står midt i et kryds. Højdekurverne passer med den høj, hvor næste post bør ligge. Jeg baner mig vej gennem krattet i den retning, min tommelfinger peger, og yes, nu glimter refleksen på posten.

Klamt mosevand
Indrømmet. Jeg har igen fået rigtig kolde fødder.

Denne gang, fordi jeg er endt i en mose efter at have fulgt et hegn og fortsat i samme retning. Pludselig står jeg i 5-10 centimeter iskoldt mosevand, hvor enkelte tuer stikker op med strittende hårvækst.

Men i det fjerne kan jeg i pandelampens skær se en kraftig refleks op ad en skråning. Post nummer 10 jubler jeg indvendigt. Og jeg knokler op for at stikke min pegefingerdims i hullet. Hvad betyder kolde fødder, når man er varm om sit gamle spejderhjerte?

Samler familien
Det er skattejagt for voksne. Og for børn. Og for teenagerne.

Faktisk er orienteringsløb noget af det, hele familien kan samles om, fordi man kan løbe hver sit spor af forskellig sværhedsgrad. Michael Leth Jess fra Roskilde Orienteringsklub fortæller, at hans dreng kun var 10 år, da han første gang blev sendt ud på et spor om natten med pandelampe.

Da vi sidder i et klubhus en time senere og sammenligner røverhistorier og gode oplevelser, siger han:

»Du har ret i, at det er en stor glæde, når man endelig finder posten. Men det er faktisk en endnu større glæde for mig en aften som i aften, når min næsten-teenagedatter kommer hjem med helt røde kinder og er glad.

LÆS ARTIKELTeenagere skal lokkes til sport

Ellers er hun jo mest flov over os, men det her kan vi stadig have sammen«.

Det er ikke pandelampen, der strammer
Trods gode oplevelser undervejs må jeg jo nok erkende, at det var tåbeligt af os at gå ud i det vejr. Eller som vi siger i orienteringskredse: Det er ikke pandelampen, der strammer.