»For vildt. Min mor har lige løbet sin første maraton«.

Sådan skrev sønnen, 23-årige Tue, på sin Facebook, da hans mor, Lene Maagøe, var kommet i mål efter Berlin Marathon, 20. september i år.

LÆS OGSÅ Kendt kok stiller op til Boston Marathon

Selv i dag bliver Lene Maagøe rørt, når hun fortæller om det. At hendes familie faktisk var stolte. Også manden, der ikke havde lyst til at tage ned og heppe, syntes, at hun var sej bagefter.

Du kæmper alene
»Men det er en kamp, du kæmper alene. Det var dealen fra starten af, og det vilkår accepterede jeg. Jeg havde det helt fint med at tage alene af sted. Det var skønt at kunne nøjes med at være sammen med løbere og være vanvittigt selvoptaget«.

LÆS OGSÅ Maraton: Du skal i gang nu

Lene Maagøe, der er 46 år og leder et børnehus på Frederiksberg, havde meldt sig til et projekt hos butikken Løberen i Lyngby, hvor hun ville få støtte på alle fronter til at træne sig op. Og Lene Maagøe havde brug for al den hjælp, hun kunne få.

10 kilo overvægtig
Fire måneder til maratonforberedelse er bestemt ikke lang tid, især ikke da hun var i dårlig form, over 10 kg overvægtig – og kun kunne løbe tre km i streg.

LÆS OGSÅ 6.000 julemænd løber på The Strip

»I 15 år har jeg drømt om at løbe et maraton. Faktisk søgte jeg også om at komme med på Lørdagslivs hold sidste år op til Copenhagen Marathon. Jeg synes, det er et fantastisk mål, som virker motiverende på mig. Men jeg var da også i tvivl om, hvorvidt min fysik kunne holde til det. Måske er det bare sådan, at ikke alle mennesker er skabt til maraton«, siger Lene Maagøe, der også har døjet med smerter dagen efter løbetræning.

Skæv i ryggen
»Sådan troede jeg, det var at løbe. Så fik jeg en løbestilsanalyse hos Klinik.dk. De ser på, hvordan hele kroppen opfører sig, når du løber, ikke bare hvordan underbenet lander. Så de fandt ud af, at jeg var lidt skæv i ryggen, når jeg landede, og det blev rettet med indlæg. Og smerterne forsvandt«.

Lene Maagøe skulle også lægge sin kost efter Løberens diætist, Kasper Hansens, anvisninger.

Det betød, at hun smed 11 kg, samtidig med at hun fik mere muskelmasse og kom i bedre form. En BodyAge-test viste, at hun rent fysisk var 60 år, da træningen gik i gang. Kort før Berlin Marathon 20. september var hendes BodyAge pludselig nede på 30 år.

Sat til at knokle
»Først tager de altså al mad, man kan lide, fra en. Derefter bliver man sat til at knokle. Jeg havde godt nok købt katten i sækken«, siger Lene Maagøe.

Men i dag er kostændringerne blevet en naturlig del af tilværelsen. Hun spiser mindre portioner, men flere gange om dagen. Hun får mere frugt – og hun nøjes med én portion om aftenen. Den anretter hun sådan, at halvdelen af tallerkenen er grøntsager og salat, mens en fjerdedel er kød eller fisk, og den anden fjerdedel er kartofler eller ris.

»Jeg var diætistens yndlingselev. For når jeg gør noget, kan jeg lige så godt gøre det ordentligt«, fortæller Lene Maagøe, der også holdt fast i sin kost og sin træning under tre ugers ferie i USA.

Hvis jeg gennemfører
Løbetræningen var lagt til rette sådan, at Lene Maagøe skulle løbe et vist antal minutter i de forskellige pulszoner, der udtrykker, hvor hårdt man træner. Det passede hendes temperament godt i stedet for hele tiden at tælle kilometer. Hun løb to intervalture om ugen på 50 og 60 minutter, hvor hun skulle skifte tempo, mens hun holdt øje med pulszonerne. Desuden var der hver uge et langt træningspas – hvor den længste tur endte med at være 23 km.

Trods ihærdig træning og stor tiltro til de konsulenter, som Løberen i Lyngby stillede til rådighed, var der en knast, som Lene Maagøe ikke kunne få has på. Hun blev ved med at sige, »hvis jeg gennemfører Berlin Marathon«.

En dag konfronterede hendes coach, Rune Larsen fra AimHigh, hende og spurgte, hvornår hun kunne tænke sig at sige, at hun ville løbe Berlin Maraton.

Vil gøre alt for at gennemføre
»Jeg kunne ikke få mig selv til at sige, »når jeg løber Berlin Maraton«, så jeg endte med: »Jeg skal til Berlin for at løbe, og jeg vil gøre alt for at gennemføre«.

Dagen før selve løbet gik Lene Maagøe og lagde sit tøj frem og satte løbsnummeret på med sikkerhedsnåle. Da kom der en SMS fra coachen Rune Larsen med beskeden:

»Husk, du løber, fordi du vil løbe«.

Det blev mantraet hele den næste dag, da det var 26 grader varmt, og alle havde det hårdt.

En forkrampet triumf
Lene Maagøes lidelser begyndte allerede ved de 10 km, hvor hun fik ondt bag på knæet og op. Hun nåede 21,1 km og dermed halv maraton på 2 timer og 10 minutter, men ved 26 km gjorde det så ondt, at hun var nødt til skiftevis at gå og løbe.

»Du løber, fordi du vil løbe. Du løber, fordi du vil løbe«, blev hun ved med at sige til sig selv.

De sidste kilometer var hun i sin egen osteklokke. Uden at ænse varmen, uden at ænse Brandenburger Tor, uden at ænse alle menneskene, der stod og heppede.

Det lykkedes
»Jeg ville løbe de sidste 100 meter. Det lykkedes, og jeg hævede armene i triumf, som jeg havde forestillet mig, at jeg skulle gøre. Men på et foto kunne jeg bagefter se, at jeg næsten ikke får løftet dem over hovedet, og at armene er helt krogede. Jeg var helt færdig. Men også helt fantastisk glad«.

Lene Maagøes tid var 5:33, og hendes ben var lamme af mælkesyre. Men hun var besat af en eneste tanke: Hun ville løbe maraton igen.

Næste mål er altså Copenhagen Marathon 23. maj. Det arbejder Lene Maagøe sig nu ind på, men hun vil ikke til at gå i klub og løbetræne i flok. For løberiet er hendes måde at holde en pause på. Fra mand, familie og job. Her har hun et tidsrum, som er hendes eget.

»Når jeg løber, er det mig og mit lille projekt, indtil jeg er færdig. Så tænker jeg ikke på andet, førend min træning er forbi. Det er jeg sikker på, at min familie og min arbejdsplads også har glæde af«.