Annonce
Annonce
Motion 22. jul. 2012 KL. 07.00

Jernmand: Klassens tykke dreng er kommet i topform

Studenterhuen er trykket ned over Nikolaj Damkjærs hoved, og Challenge Copenhagen-jernmanden er tæt på. Efter otte måneders kraftanstrengelse tror han på, han kan klare kæmpeudfordringen, ser muligheder i fremtiden og kæmper for at slippe af med ’tyk dreng’-mentaliteten.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Serie: Fra fedt til jern

Tjek.dk har igennem mere end otte måneder og i syv artikler fulgt Klarafine Lildholdt og Nikolaj Damkjær, der begge har fået muligheden for at gennemføre Challenge Copenhagen jernmanden.

Gennem hårde træningsprogrammer har de bekæmpet overvægt og er kommet i form. Toast og sodavand er skiftet ud med grøntsager og skyr, fridage på sofaen med cykelture på træningshold.

Bag projektet står forretningsmand Thomas Schwartz, der selv ændrede sit liv ved at træne til en ironman.

Serien følger dem helt frem til målstregen 12. august.

Jeg er kommet over så mange grænser, at jeg har lært, der er meget færre ting, der begrænser mig, end jeg troede
Nikolaj Damkjær

Gruset på stierne i Fælledparken i København sprøjter op bag Nikolaj Damkjærs løbesko, og stramme løbebukser afslører et sæt muskuløse lår og lægmuskler.

Hans lange, slanke ben trækker godt fra, og han overhaler flere andre løbere på vejen. Det er en af de få lune sommerdage, og solen bader Fælledparken i lys. Mange har smidt sig på græsset med madkurven.

Mens de nyder ferien på fleecetæppet, tilbagelægger den 22-årige nyudklækkede student den ene tur rundt på parkens stier efter den anden. For Nikolaj Damkjær giver ferien ham mulighed for at have fuldt fokus på træningen op til den jernmand, han skal gennemføre 12. august.

40  plus. Nikolaj for otte måneder siden. Vægt: 122 kilo. Foto: Lærke Posselt

»95 procent af min opmærksomhed går med Challenge Copenhagen lige nu, og sådan tror jeg, det bliver resten af tiden. Jeg er sindssygt nervøs, men min motivation er på sit højeste, og det er fantastisk, at jeg kun skal træne lige nu, for så er det nemt at blive ved og ved«, siger han.

I de seneste måneder har Nikolaj Damkjær haft hovedet fuldt af regnestykker og fine formuleringer, fordi han har afsluttet gymnasiet. Efter sidste eksamen valgte den 22-årige ironman-aspirant med sin mentor, Anders Rørbæks, velsignelse at tage med på klassens lastbiltur og fylde maven med mad og øl, så han kunne sætte et festligt punktum for de fem år, det har taget ham at kunne trykke studenterhuen ned over sit karseklippede hår. For Nikolaj Damkjær er studentereksamen det andet af tre store målsætninger, han har nået i år.

LÆS OGSÅNikolaj må vente med styrkeprøven, men nu er huen i hus

For otte måneder siden fyldte han med sine 122 kilo en hel del i landskabet, tilbragte talrige timer foran computeren, meget sjældent mere end fem minutter på cyklen, og kørte ubekymret toast ind. Men så meldte Nikolaj Damkjær sig til at træne op til at gennemføre en ironman, begyndte at tælle kalorier og har nu tabt sig næsten 40 kilo. Vægttabet var den første af hans store målsætninger, Nikolaj Damkjær kunne sætte flueben ved. Nu er det hans udstråling og ikke en overvægtig krop, der fylder i rummet, når han træder ind.

Sidste skub på social træningslejr
Nikolaj Damkjærs løbetur startede i fitness dk på Nygårdsvej i København. Her myldrer folk i cykelshorts og spinningsko med triatloncykler hængende over skulderen ind ad døren. I stedet for at falde udmattet sammen i en sofa i loungeområdet efter den 90 km lange cykeltur, de netop er kommet hjem fra, knevrer de ivrigt om modvind og cykelruter, imens de skynder sig at skifte til løbesko. Før cykelturen har de trænet svømning i havet. Alligevel er de hurtigt ude ad døren for at løbe i små grupper. Nikolaj Damkjær løber af sted med træningskammeraten Line.

LÆS OGSÅ Fyrre kilo tabt, energi og selvtillid vundet

»Det er super fedt at være i gang med træningen igen og have tid til at træne med andre. Det gør det nemmere at tage de lange træningspas, når man kan følges med nogle på sit niveau, og triatlonholdet er et godt sted at møde mennesker, man ellers aldrig havde talt med. Her er vi lige og har et fælles mål«, siger Nikolaj Damkjær.

Den tredje og sidste af den 22-årige triatlets store målsætninger er at gennemføre en ironman. For at kunne skrive jernmand på cv’et skal han svømme 3,8 km i havet, trampe pedalerne rundt på en 180 km cykelrute og løbe et maraton. Nikolaj Damkjær har de sidste otte måneder trænet 11-15 timer om ugen og føler sig efterhånden klar, men er alligevel taget på en uges intensiv træningslejr for at pudse teknikken og formen af.

Seks dage i træk har han sammen med 40 andre svømmet, cyklet og løbet intervaller, stafetter og langdistance fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Han har lyttet til foredrag om at finde sin optimale løbestil og fastsætte det korrekte energiindtag og øvet skiftene fra våddragt til cykling og cykling til løb et utal af gange.

’Tyk dreng’-tankerne er i live
Når Nikolaj Damkjær spæner forbi i Fælledparken, er en lille delle af løs hud under løbetrøjen det eneste, der sladrer om hans tidligere overvægt. Triatleten selv er dog enormt irriteret over det sidste spor af den tykke mave, han har smidt over de seneste otte måneder. Det sætter sig på selvtilliden.

»Når jeg kommer gående på stranden, så tænker jeg instinktivt, at dem, der ser mig, tror, at jeg er sådan en fyr, der spiller for meget computer. De kan ikke se, at jeg kan cykle 180 km og træner vildt meget, fordi jeg stadig er kvabset. Det irriterer mig ad helvede til. Jeg vil ligne en, der er i lige så god form, som jeg er«, siger Nikolaj Damkjær, der mener, han lider af det, han selv kalder en ’tyk dreng’-mentalitet, fordi han har tabt sig hurtigt, at selvopfattelsen ikke er fulgt helt med.

Han tog især på, imens han gik på efterskole. Det år murede han sig inde på værelset. Alligevel ville han ikke ændre sin fortid, hvis han havde muligheden.

LÆS OGSÅSvidende tis, sved og tårer: Klarafine klarede den halve jernmand

»Hvis jeg kunne tale med den Nikolaj, jeg var dengang, ville jeg sige til ham, at det hele bliver bedre. Jeg ville ikke sige, at han skal skynde sig ud at løbe og tabe sig, for han er ikke klar. Det, at min selvtillid var lav og folk prikkede til mig, har gjort, at jeg kan bide tænderne sammen og kæmpe videre, når det bliver hårdt«, siger Nikolaj Damkjær.

Netop den indstilling kan få ham over målstregen 12. august, mener han.

»Jeg har ikke tænkt mig at give op. Så skal jeg brække benet. Men jeg vil ikke engang overveje tanken. Der er én vej, og det er at blive ved, også selvom jeg ikke kan mere. Jeg er ligeglad med min tid, jeg skal bare gennemføre og få succesoplevelsen«, siger Nikolaj Damkjær, der allerede har oplevet, hvordan de seneste måneders succeser har ændret hans livssyn.

LÆS OGSÅDe skal gå fra overvægtige til elite-triatleter på syv måneder

»Jeg er kommet over så mange grænser, at jeg har lært, der er meget færre ting, der begrænser mig, end jeg troede. Det giver ekstremt stor selvtillid og vilje til at prøve nye ting. Jeg ser allerede langt flere muligheder i fremtiden«, siger Nikolaj Damkjær. Han er i fuld gang med at finde det nye mål, der skal drive ham, når han om få uger, forhåbentlig, krydser målstregen til Challenge Copenhagen med armene over hovedet efter sit livs kraftanstrengelse.

Det nærmer sig

Træningsprogram

Mandag: Svømning og løb

Tirsdag: Svømning og styrketræning

Onsdag: Løb

Torsdag: Cykling og løb

Fredag: Svømning og løb

Lørdag: Cykling

Søndag: Fri

I alt omkring 13 timer om ugen