Annonce
Copenhagen marathon 23. maj. 2012 KL. 11.59

Copenhagen Marathon: Vinderen har ikke flere drømme

Martin Parkhøi aner ikke, hvornår han skal løbe igen. For det bliver ikke større.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den lange version

Læs også Martin Parkhøis egen beretning på bloggen:

martinparkhoi.dk

Det var danmarkshistoriens længste slutspurt. 10 km fra Fælledparken og Blegdamsvej til Islandsbrygge. Og undervejs gennem middagshede gader satte den 38-årige aktieanalytiker Martin Parkhøi hele bundtet af. Både den danske favorit og de udenlandske topløbere.

Eneste problem er nu, at Martin Parkhøi ikke aner, hvordan han nogensinde skal få en løbsoplevelse igen, der kan matche søndagens sejr.

Og det til trods for, at han har haft en uhyre kort karriere på 8 år.

LÆS ARTIKELOvervægtig bankmand vandt DM i maraton 2008

Startskuddet kom i 2004, da han - godt hjulpet af venlige kolleger - måtte konstatere, at han var blevet meget overvægtig af sit kontorarbejde. Men slankekuren blev hurtig til træningsiver og triumfer. I 2008 vandt han DM i maraton i København for første gang. Og i søndags gentog han så kunststykket.

Lavede traktortrækket
»Man har en frase om, at det maratonløb først begynder ved 30 km. Det passede i søndags. Jeg vidste, at hvis jeg ikke skulle have de unge med hjem, så var jeg nødt til at lave et tidligt og langt 'traktortræk'«, siger Martin Parkhøi om de danske konkurrenter til DM-titlen, Jeppe Farsøht, 33 år, Tom Kristensen, 27 år, og Lars Budolfsen, 31 år.

»Det passede mig fint, at det var Jeppe, der var favoritten, det kan han jo så tænke lidt over bagefter«, siger Martin Parkhøi, som nok alligevel var blevet lidt stødt over ikke at rangere højere på favoritlisten.

»Jepppe Farsøht forsøgte med et ryk ved Fælledparken omkring 30-31 km, men måtte lade sig falde tilbage, og så skete det bare for mig. Ved 32 km drønede jeg indad Blegdamsvej, som er min hjemmebane. Her løber jeg intervaller, når jeg er på vej på arbejde, så jeg løb bare, uden at kigge på uret eller noget«.

Overhaler hollænder
Ved 37 km, Dronning Louises Bro, nappede han hollænderen Neal Stricks. Og to km senere ved Gl. Strand overhalede han den sidste af sine udlandske konkurrenter, ireren Barry Minnock. 20 meter fra Danske Banks hovedkvarter, hvor han dagen efter skulle møde på arbejde.

TV Se dig selv komme i mål til Copenhagen Marathon

»Inden jeg fik kontakt med irlænderen, kunne jeg høre min gode ven og træningskammerat Henrik Them sige over højttalerne på førerbilen, at irlænderen ville vinde Copenhagen Marathon, men det kom jo altså ikke til at passe«, siger Martin Parkhøi, som jo nok alligevel var lidt stødt over, at heller ikke Henrik Them havde set ham som vinder.

Glad og paranoid
Selv på vej op ad Langebro, 1 km fra mål, er Martin Parkhøi bare høj på løbet og tæsker derudad uden at kigge på uret.

»Jeg var 50 procent glad over at ligge forrest og 50 procent paranoid. For jeg anede ikke om Jeppe, Tom eller Lars kunne ligge lige bag mig«.

Bagefter var der dog ikke ret meget, der kunne slå Martin Parkhøi ud af kurs.

»Jeg var så frisk, jeg fatter det ikke. Jeg havde overskud til at få publikum med på at juble, og jeg kunne løbe rundt i målområdet. Det er så vildt. At have vundet DM i København to gange, og så oveni købet have vundet hele løbet i søndags. Det bliver ikke større«.

TV Se Martin Parkhøi komme i mål her

Bagefter kunne Martin Parkhøi se på sit ur, at han løb fra 35 til 36 km på 2:58 minutter. Og at han holdt en gennemsnitstid på 3:15 min/km hele vejen til Islandsbrygge.

»Hvor de andre ramte muren ved 32-33 km, så ramte jeg runners high«, siger han, om den fornemmelse de fleste løbere kender. At man pludselig får ny energi, føler sig speedet og kommer i flow.

Og faktisk holdt euforien. Martin Parkhøi var klar igen til at løbe mandag ind til arbejdspladsen ved Kgs. Nytorv, som han plejer:

»Men jeg var klog nok til at lade være. Man skal give kroppen tid til at restituere«.

Hvad så nu? Har du en ny udfordring?

»Jeg vil bare nyde sejren. Jeg aner ikke, hvad det næste skal være. Det bliver ikke større end at vinde ikke bare DM, men hele Copenhagen Marathon. Og da Københavns maraton nu er det største i Danmark, så har jeg nået mit mål«.

Martin Parkhøi kom i mål på 2:24:49.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken Motion