Annonce
Annonce
Sundhed 23. maj. 2012 KL. 03.00

Unge rygere dulmer nerverne med smøger

»Rygning er en kunstig lykkepille«. Sådan siger ekspert om nye tal, der viser, at mange unge rygere ikke kan holde sig fra cigaretter, når de er triste, stressede og bekymrede.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Efter et skænderi med mor. Før en nervepirrende eksamen. Når det eftertragtede studiejob går til konkurrenten.

Unge danske rygere har klart sværest ved at holde sig fra smøgerne, når livet går dem imod og deres følelser er belastede.

Det fremgår af tal, som Statens Institut for Folkesundhed lægger frem onsdag.

2.033 rygere mellem 15 og 25 år er blevet præsenteret for 13 forskellige situationer og har svaret på, hvornår de »helt sikkert« vil tænde en cigaret.

Bruger smøger i svære situationer
Flest svarer, at de ryger, når de er urolige og stressede, nervøse, kede af det eller bekymrede.

Mellem 17 og 27 procent af de unge svarer, at de helt sikkert vil ryge i disse fire forskellige emotionelle situationer. Derimod svarer markant færre, at de altid ryger til fester, eller når de laver lektier. Kun mellem 6 og 16 procent vil helt sikkert ryge i de ni sociale og rutinemæssige situationer.

LÆS OGSÅSelv festrygere spiller hasard med helbredet

»Vi ved, at unge ofte begynder at ryge, fordi venner og andre i deres omgivelser ryger. Men når unge først er rygere, kan vi nu se, at de i høj grad bruger cigaretterne til at håndtere svære situationer, hvor det virker afstressende for dem at ryge«, siger Lise Skov-Ettrup, der er kandidat i folkesundhed og forsker i rygestop.

Hun tilføjer, at den ny viden har en konsekvens for, hvordan man kan hjælpe de unge til at holde op med at ryge.

»Det handler ikke kun om at fokusere på, hvordan de takler sociale sammenhænge, hvor andre ryger. Derimod skal vi prøve at give de unge rygere nogle nye redskaber til at håndtere svære situationer, hvor de er stressede og bekymrede«, siger Lise Skov-Ettrup.

Ryger af samme årsager som narkomaner

Resultaterne er indsamlet, da de godt 2.000 unge meldte sig til rygestopprogrammet xhale.dk. Hver dag modtager deltagerne en sms med råd om, hvordan de undgår at ryge.

Indholdet af den daglige sms er koblet direkte til de situationer, hvor den enkelte unge har sværest ved at lade smøgerne ligge.

Præsenteret for undersøgelsen siger overlæge i psykiatri og misbrugsekspert ved Stofrådgivningen Henrik Rindom, at de unge ryger af »fuldstændig de samme årsager«, som andre unge misbruger kokain, speed, hash og andre stoffer.

LÆS OGSÅLærer revser Klarlund: Unges rygestop er en umulig kamp

»99 procent af de unge misbrugere, vi ser, bruger rusmidler som selvmedicinering af følelsesmæssigt belastende situationer. Det stemmer overens med, hvad de unge rygere svarer«, siger han.

Rygning sættes i forbindelse med hvert fjerde dødsfald i Danmark. Det svarer til, at omkring 14.000 hvert år dør af sygdomme, der er relateret direkte til, at personerne har røget.

Lige så afhængig som misbrugeren
Henrik Rindom advarer mod at tro, at rygning er en dårlig vane.

Rygeren er lige så afhængig som stofmisbrugeren, siger han: »Afhængigheden er den samme, uanset om du er statsminister med rygekabine eller narkoman på jagt efter det næste fix. Nikotin er faktisk et af de stoffer, som skaber den største afhængighed. Derfor kan vi også se, at de fleste rygere allerede er blevet afhængige som 20-årige«.

De unge rygeres svar i undersøgelsen viser, at »rygning er en kunstig lykkepille«, siger forskningsoverlæge Charlotta Pisinger fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed.

LÆS OGSÅKlarlund raser: Forbyd rygning i skoletiden

»Nikotinen stimulerer de receptorer i hjernen, som har at gøre med følelser. Stoffet kan kvikke op, det kan dulme stress, og det kan lindre svære følelser. Hos rygerne har tobaksrøgen overtaget vores naturlige måde at regulere vores følelser på. Derfor bliver rygere nedtrykte, frustrerede, irritable og vrede, hvis de ikke kan få en cigaret. De mangler nemlig det stof i hjernen, som giver velvære«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken