Annonce
Annonce
Sundhed 17. aug. 2012 KL. 20.45

Sensommersol: Solbeskyttelse er stadig vigtig

Mange tror fejlagtigt, at solen er mindre skadelig i august, men det er bestemt ikke tilfældet i følge Kræftens Bekæmpelse.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Weekenden byder på strålende sensommervejr med fuld sol og høje temperaturer. Det er for mange ensbetydende med en strandtur og flere timer udendørs i det gode vejr for at suge den sidste sol til sig, inden vi går efteråret i møde.

Men man skal ikke tro, at solen er mindre kraftig blot, fordi kalenderen står på august, eller at kuløren indhentet på afbudsrejsen til Kreta sikrer beskyttelse mod den danske sol. Solens intensitet kan være mindst lige så stærk i august som i juni eller juli og en solbrun kulør bekytter ikke nævneværdigt mod solens stråler, fortæller Line Rasmussen, daglig faglig leder af Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

SE GUIDEHer er 18 påstande om solcreme

»Så længe UV-indekset er 3 eller mere, skal man solbeskytte sig«, fortæller hun og forklarer, at det i Danmark er aktuelt fra april til og med september.

»Det er en form for myte, at man ikke behøver solbeskyttelse i august«.

Solens intensitet måles i UV-indekset, og det tager ikke hensyn til temperaturen eller, om der står maj eller august i kalenderen. Selv om UV-indekset som regel vil være højt, når temperaturen er det, så kan UV-indekset også være skyhøjt ved lavere temperaturer.

Line Rasmussen forklarer, at mange derfor bliver forbrændte omkring påsken, fordi de glemmer, hvor stærk solen er, selv om temperaturen måske kun lige sniger sig op på 12 grader.

»Så i virkeligheden skal man holde øje med UV-indekset frem for måneden eller termometeret og beskytte sig derefter«.

Solbrændthed er ingen sikkerhed
Nogle ville måske mene, at de har opbygget et naturligt forsvar mod solen, fordi de henover sommeren har sikret sig en god kulør. Men også det er ikke helt rigtigt i følge Line Rasmussen.

»Det svarer ikke til særlig meget rent faktormæssigt, så myten holder ikke«, slår hun fast.

»Ifølge WHO svarer det cirka til faktor 2 – og det er bestemt ikke nok, hvis UV-indekset er på 3 eller mere«.

LÆS BREVKASSEKemibrevkassen: Hvad er fakta om solfaktor?

Hun understreger derfor, at selv de solbrune skal sørge for at solbeskytte sig imod solskoldning.

»Det er blandt andet solskoldningerne, der er en af de væsentlige risikofaktorer for at få kræft i huden - og det man skal solbeskytte sig imod«.

Det betyder dog ikke, at man bare kan smøre sig ind i lidt solcreme og så vide sig sikker, for solcreme er ikke den bedste måde at beskytte sig på. Man skal først og fremmest sørge for at holde sig i skyggen og dække huden med tøj.

»Og så ellers tage solcreme på dér, hvor skyggen eller tøjet ikke dækker«, forklarer Line Rasmussen og anbefaler derfor folk, der skal på stranden i weekenden at tage en parasol med, lægge sig i skyggen og smøre sig godt ind i solcreme, inden de går ud og bader.

Find mere information om solen og solbeskyttelse på Skru ned for solen.