Annonce
Annonce
Annonce
Sundhed 1. okt. 2012 KL. 03.00

Voksnes druk skader børn mere end før antaget

Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at man ser på hele familien, når alkoholikere skal hjælpes.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

FAkta

I dag indledes Sundhedsstyrelsens årlige uge 40-kampagne, der sætter fokus på danskernes alkoholforbrug.

I forbindelse med årets kampagne sætter Sundhedsstyrelsen spot på børn, der lever i familier med alkoholproblemer.

Det sker blandt andet med afsæt i en ny undersøgelse foretaget af psykolog og ph.d. Helle Lindgaard. Den viser, at mange børn af alkoholikere har det langt hårdere end tidligere antaget og lider af hidsighedsanfald, spiseforstyrrelser og selvmordstanker.

Når mor eller far drikker, går det langt hårdere ud over børnene end tidligere antaget. Det viser en ny undersøgelse, som ph.d. og psykolog Helle Lindgaard har foretaget for Sundhedsstyrelsen.

»Mange af børnene har det rigtig skidt. De har hidsighedsanfald, spiseforstyrrelser, selvmordstanker og er i risikozonen for at udvikle angst, depression, skizofreni eller andre psykiatriske diagnoser«, siger Helle Lindgaard.

»Vi har at gøre med børn helt ned i 8-års alderen, der taler om selvmord«.

Alkohol rammer både partner og børn
Specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kit Broholm mener, at rapporten begrunder, at der i såvel sundhedssektoren som socialsektoren systematisk skal spørges til børn, når man møder familier med alkoholproblemer.

»Der er behov for at paradigmeskifte. Man har traditionelt kun haft fokus på at behandle den, der drikker.

Men de sundhedsmæssige konsekvenser af alkohol rammer både partner og børn, og derfor er det vigtigt, at familien samlet tilbydes behandling«, siger hun.

Vi har at gøre med børn helt ned i 8-års alderen, der taler om selvmord

Børnene er bekymrede
Helle Lindgaards undersøgelse baserer sig på et spørgeskema, der er blevet udfyldt af 131 voksne pårørende, 77 voksne med alkoholproblemer og 28 børn.

Desuden har de voksne deltagere besvaret spørgeskemaer på vegne af tilsammen 149 børn mellem 4 og 17 år.

Af undersøgelsen fremgår det, at op imod tre fjerdedele af børn i alkoholramte familier er bekymrede, og at halvdelen af børnene er kede af det og lider af hoved- og mavepine og/eller kvalme.


Hvert tredje barn i risiko
Mange af børnene er også ramt af utryghed og kan have svært ved at koncentrere sig.

Ofte har de også problemer med at lege med andre børn, og næsten hver tredje bliver mobbet.

Omfanget af børnenes problemer er kommet bag på Helle Lindgaard.

LÆS OGSÅGravides alkoholforbrug kan skade børn helt op i teenageårene

»Tidligere undersøgelser har vist, at det blot var hver tiende barn i familier med alkoholproblemer, der var i risiko for at udvikle en psykiatrisk diagnose. Men den her undersøgelse peger på, at det er mere end hvert tredje barn«, siger Helle Lindgaard.

Hjælp til hele familien
Et af de store problemer for børnene er, at de ikke kan regne med deres forældre, når alkohol kommer ind i billedet.

Der mangler rutiner og ritualer samt overskud til omsorg.

Nogle gange er problemerne dog ikke kun et resultat af alkoholmisbruget, men det gør absolut ikke situationen bedre.

Helle Lindgaard så derfor gerne, at alkoholbehandlingen i højere grad rettes mod hele familien. I dag er den primært rettet mod misbrugeren.

Kostbare anbringelser kan undgås
Der er også opbakning til en mere familieorienteret behandling af alkoholproblemer i Sundhedsstyrelsen.

»Den psykiske belastning er lige så stor hos de pårørende som hos den, der drikker. En behandling, der arbejder med alkoholens konsekvenser for alle i familien, viser sig desuden at være effektiv også for den, der drikker. For kommunerne kan det betyde, at meget kostbare anbringelser forebygges. Navnlig, hvis man sætter tidligt ind«, siger specialkonsulent Kit Broholm.

Men spørgsmålet er, om der er penge til det.

Lange ventelister
I sidste måned kunne Politiken fortælle, at 500 børn af alkoholikere står på venteliste til behandling hos behandlingsorganisationen Tuba – Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkoholmisbrugere – der må lukke afdelinger og afvise unge, som følge af at organisationen har fået beskåret sit tilskud fra staten.

Det skyldes, at staten gerne ser, at kommunerne tager mere af ansvaret. Men det har vist sig at være svært at finde kommunal finansiering, fordi kommunerne ikke har pligt til at tilbyde børn af alkoholikere behandling.