»Jeg har aldrig før mødt nogen, der spiser så hurtigt som dig«, sagde min bordherre for nylig.

Det var ikke ment som en kompliment. Og det er ikke første gang, jeg får det at vide. Jeg speed-spiser. Det er ikke godt. Når man er inviteret ud til middag, skal man kunne kunsten at trille en kartoffel rundt på sin tallerken, så den varer i en evighed. Og hvis man er værtinde, skal man kunne dosere sin spisehastighed, så man er den i selskabet, der lige akkurat stikker gaflen i munden som den sidste.

Man skal spise langsomt, tygge maden, bruge gaflen, ikke spilde og slet ikke skovle maden ind uden at se op. Blandt dannede mennesker er måltidet en anledning til at fremvise beherskelse og kontrolleret adfærd, ikke mindst hvad angår spisehastighed. Med andre ord – speed-eating er på ingen måde foreneligt med velopdragen bordskik.

LÆS BREVKASSEKlarlunds brevkasse: I gang med løb trods overvægt

Det er godt at løbe hurtigt, at reagere hurtigt, at være hurtig i et køkken og på tasterne og i hovedet. Men det er ikke nødvendigvis godt at spise hurtigt. Trods dette kan man konstatere, at speed-eating-konkurrencer er ved at eksplodere i USA og i andre lande som Canada, Tyskland, England, Rusland, Japan og Thailand.

Speed-eating som sportsdisciplin er organiseret i The International Federation of Competitive Eating (IFOCE), som organiserer, promoverer og formidler speed-eating-begivenheder i internationalt regi. Den offentlige interesse er stor, og CNN, Time Magazine og lignende højt profilerede formidlingsinstitutioner står klar, når det gælder speed-eating.

Et særligt højdepunkt er den årlige hotdogspisekonkurrence 4. juli. Denne særlige tilbagevendende begivenhed på Coney Island i New York, som havde premiere i 1916, har status som det uofficielle verdensmesterskab i speed-eating.

Grådige gener
Speed-eating har endnu kun i begrænset omfang været underlagt systematisk forskning. Det er rapporteret, at speed-eating på konkurrenceniveau resulterer i en enormt udspilet og rummelig, men også temmelig ’flappet’ mavesæk. Umiddelbart vil man gætte på, at speed-eating vil disponere til fedme.

Undersøgelser af normalbefolkningens spisehastigheder viser da også, at der blandt dem, der spiser hurtigt, er flere overvægtige og insulinresistente mennesker. I en undersøgelse fulgte man mere end 500 mænd i otte år og fandt, at de mænd, der spiste hurtigt, havde en større risiko for at tage på i vægt i undersøgelsesperioden end dem, der spiste langsomt. Andre undersøgelser viser, at personer, der spiser hurtigt, har en større risiko for at udvikle mavekatar med kroniske smerter og ubehag i øvre del af maveregionen.

LÆS BREVKASSEKlarlunds brevkasse: Piberygning skader lige så meget som cigaretter

Man kan sagtens forestille sig, at der kan være en overlevelsesmæssig fordel i at kunne lange hurtigt til fadet, hvis maden er knap og skal tilegnes i konkurrence med andre sultne væsener. Ifølge evolutionsteorien har nogle mennesker ’grådige gener’, dvs. de har en særlig god, medfødt evne til at oplagre energi.

Man forestiller sig, at personer, der levede i stenalderen og havde grådige gener, havde større chance for at overleve. Det er muligt, at denne overlevelsesmæssige fordel også indebærer en evne til at spise hurtigt. At have grådige gener og grådige spisevaner gav en overlevelsesmæssig fordel, dengang livet var kendetegnet af perioder med hårdt arbejde og mangel på føde. I dag har vores livsstil ændret sig drastisk, og vi kan klare dagligdagen uden at forbruge mange kalorier. Mennesker med grådige gener eller grådige spisevaner har derfor en større risiko for at udvikle fedme.

Hvis man hører til dem, der skal holde øje med vægten, er det ikke nok at have fokus på, hvad man spiser, man skal også interessere sig for, hvor meget man spiser, og her kan det måske være en hjælp at sætte spisehastigheden ned.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken