I Politiken kunne man 1. januar læse, at en ung pige var blevet dræbt i trafikken.

Sorgen er ubærlig, når en datter, søster, kæreste eller veninde sådan pludselig bliver revet bort. I det perspektiv og i et samfundsperspektiv var det derfor glædeligt samtidig at kunne læse, at antallet af døde og kvæstede i trafikken var historisk lavt i 2011. I 1970 var antallet af trafikdræbte ca. 1.200. Ved udgangen af 2011 var dette tal lige over 200.

LÆS KLUMME Klarlunds klumme: Motion på recept

Faldet i antallet af trafikdræbte kan tilskrives en lang række tiltag. Der er øget kontrol med spirituskørsel. Der er også kommet en ny alkoholkultur i kølvandet på forbuddet mod at drikke i arbejdstiden. Vi accepterer ikke længere, at vennerne drikker og derefter kører bil. Der er også mere fokus på bilisters brug af sikkerhedssele, øget hastighedskontrol, udvikling af kollisionssikre biler og bedre veje.

Der har været satsninger på kampagner, uddannelse, trafiksikkerhedspolitik og regulerende lovgivning. Det er oplagt, at reduktionen i trafikdræbte ikke er et udtryk for, at den enkelte dansker er vågnet op og har besluttet sig for ikke at køre nogen ihjel i trafikken. De landvindinger, der er gjort inden for trafiksikkerhed, er et resultat af mange foranstaltninger primært i form af strukturelle tiltag, som med tiden har ført til en ændret kultur.

Historisk set er det tydeligt, hvilke typer forebyggelse der virker. Koleraen blev som bekendt ikke bekæmpet, fordi den enkelte begyndte at vaske hænder, men som resultat af kloakering og andre hygiejniske foranstaltninger. Det var heller ikke opfordringen til den enkelte om ikke at spytte, der gjorde, at vi fik bugt med tuberkulosen. Antallet af tuberkulosetilfælde faldt som resultat af bedre isolerede boliger med mere lys og luft. Smitsomme sygdomme er i betydeligt omfang livsstilsrelaterede, men er først og fremmest blevet bekæmpet ved fælles nationale indsatser, herunder effektive vaccinationsprogrammer, samt velkvalificerede organisationer, der er udstyret med tilstrækkelige ressourcer og den fornødne magt til at sørge for rent vand, affaldsfjernelse og et lavt bakterieindhold i vore fødevarer.

Historiens forebyggelsessucceser, herunder trafiksikkerhed, har været båret af offensive initiativer, hvor det offentlige har handlet aktivt og påtaget sig et stort ansvar. Indsatserne har været strukturelt orienterede og mindre afhængige af individuel selvovervindelse.

Da man i sin tid indførte kloakering, vakte det voldsom harme og forargelse. Skulle statsmagten bestemme, hvor man måtte forrette sin nødtørft? Det har været kendetegnende for mange forebyggelsestiltag, at de først har vakt modstand, men siden hurtigt er blevet accepteret af de fleste. For vi er vant til, at samfundet sætter grænser for vores potentielt skadelige adfærd.

Man må ikke køre bil, når man har drukket alkohol, for så er der risiko for, at man skader andre. Denne analogi er i tråd med, at man ikke må udsætte andre for skadevirkningen af tobak. Men vi har også en lov om, at man ikke må køre bil uden sikkerhedssele. Det er en helt anden type lov, for her sætter samfundet grænser for, hvilke risici man må udsætte sig selv for. Analogien til tobakken ville være at forbyde tobak, som alt i alt udgør en væsentlig større risiko for sygdom og tidlig død end trafikulykker med manglende selebrug.

LÆS BREVKASSE Klarlund: Vi ved for lidt om e-cigaretter

I disse dage diskuterer vi, hvordan tobakken kan gøres mindre synlig og tilgængelig. Set i et historisk lys er det hovedrystende interessant, at det kan vække debat, ja, ligefrem modstand, at man vil indføre tiltag, der kan forebygge unges rygestart og sikre alles ret til at indånde en luft, der ikke er forurenet af tobak. I dag ville vi have svært ved at forestille os at vende tilbage til en tid, hvor latrinerne blev tømt ud i gaderne. Inden længe vil vi undre os over en tid, hvor unge kunne købe cigaretter i skolekantinen, og hvor nationaløkonomien var afhængig af indtægter fra tobakssalg.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken