Fru Jensen har kræft. Hun er så syg, at hun dør af det. Men hvis hun tilbydes en ny, dyr medicin, kan hun måske leve seks måneder længere. Hvor meget må behandlingen koste? En halv million? En hel million?

Kan det betale sig at give dyr medicin til døende mennesker? Hvis beslutningen skal opgøres i kroner og øre, er svaret et klart nej, for de døende vender ikke tilbage til arbejdsmarkedet for at bidrage til fællesskabet. Men hvis fru Jensen får den nye medicin, vil hun måske kunne opleve sit eneste barnebarns konfirmation!

Økonomiske og eksistentielle spørgsmål mødes i debatten om, hvordan vi skal prioritere i sundhedsvæsnet. De høje udgifter på nogle områder betyder, at andre områder bliver nedprioriteret.

LÆS KLUMME Klarlund: Egyptisk dødskørsel gav mig lyst til »kedelig tryghed«

Lad os nu sige, at vi havde dobbelt så mange behandlingsmuligheder, som vi havde penge til at behandle for. Skulle vi så betale 1 million kroner for et leveår, hvis vi kunne flytte pengene over i en anden diagnose og få 2-3 leveår for de samme penge? Er nogle patienter mere værd end andre? Har nogle sygdomme mere prestige end andre? Er nogle patientgrupper - eller deres foreninger - bedre til at kæmpe deres sag?

Og er medmenneskelighed en del af regnestykket?

Sundhedsøkonomer beregner allerede, hvordan man kan få mest mulig sundhed for pengene. Man beregner såkaldt kvalitetsjusterede leveår: Hvor meget koster behandlingen? Hvor meget forlænger den patientens liv? Og hvor høj en livskvalitet får patienten i løbet af den tid?

»Populært sagt dividerer vi sundhed og økonomi med hinanden«, siger professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard.

Vi har tradition for ikke at skelne mellem patienter. Når man som læge står over for en patient, er man altid patientens ambassadør. Det gælder også, hvis patienten f.eks. er kriminel eller opholder sig illegalt i landet. I lægeløftet hedder det blandt andet: »... at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse«.

Vi kommer ikke uden om, at der skal prioriteres i sundhedsvæsenet, men det må aldrig blive den enkelte læge, afdeling eller hospital, der træffer valg om, hvem der skal behandles. Det er en politisk beslutning at afgøre, hvem vi vælger til - og fra - når det gælder sundhedsvæsenets ressourcer.

LÆS KLUMME Klarlund: Hurtig-spisere kan risikere at blive fede og syge

Skatteborgerne vægtersundhed højt. Men selv i en økonomisk opgangstid med flere ressourcer til rådighed ville de mange muligheder for behandling stadig overstige de offentlige budgetter. Dertil kommer, at livsstilssygdomme ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vil udgøre 70 procent af al sygdom i 2020. Det bliver en enorm udskrivning for samfundet at behandle konsekvenserne af vor livsstil.

Derfor skal det endnu en gang betones, at det både for den enkelte og for samfundsøkonomien er så meget bedre at forebygge end at behandle. Sundhedsfremme og tidlig opsporing af sygdom vil på sigt give mere luft i sundhedsbudgetterne. Så hvorfor bruger vi kun 1 krone på forebyggelse, for hver gang vi bruger 100 kroner på behandling?

Uanset hvad årsagen er til, at den enkelte har en given livsstil, rækker konsekvensen af denne langt ud over selvet: Mit valg af livsstil har betydning for, hvor mange vi har råd til at behandle.

Har nogle sygdomme mere prestige end andre? Er nogle patientgrupper - eller deres foreninger - bedre til at kæmpe deres sag?

FACEBOOKBliv ven med Politiken