Annonce
Annonce
Brevkasse 30. mar. 2012 KL. 09.55

Klarlund: Badeferie uden svømning kan også gøre dig smertefri

Ikke alle tænker på 'badeferie' som værende synonym med masser af motion og svømning, som Klarlund gør.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Brevkasse

Overlæge på Rigshospitalet, professor ved Københavns Universitet og leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Inflammation og Metabolisme, der forsker i, hvordan fysisk aktivitet gavner sundheden. Udgangspunktet for brevkassen er, hvordan vi holder raske mennesker raske.

Spørg om sundhed:
Politiken Lørdagsliv
Rådhuspladsen 37,
1785 København V
Mærke: 'Sundhed'

bente.klarlund@pol.dk

Spørgsmål:

I din udmærkede brevkasse spørger en herre, om du kan forklare, hvorfor han ved 14 dages badeferie i Indien fluks mister gigtsmerter i knæene. Han foreslår selv, at det kunne være afholdenhed i forhold til kød og kaffe; men du forklarer det med en øget motion, han dog slet ikke selv har talt om, at han har udøvet.

LÆS BREVKASSE Klarlunds brevkasse: Ferie tog gigtsmerter

Ved 'badeferie' forstår du måske 10.000 meters svømning om dagen, men jeg ved, at havet også gør mig så enormt godt, selv om jeg højst svømmer 20 meter den ene vej og 20 meter tilbage igen, inden jeg lægger mig tilbage på det varme sand og føler, at min krop lever i den største harmoni med sig selv – vandret.

Svar:

Du rammer mig lige på kornet. Det er udtryk for motionsfanatisme, når begrebet ’badeferie’ med det samme giver mig associationer i retning af svømning og snorkling i timevis.

Jeg indrømmer imidlertid gerne, at badeferie naturligvis kan indebære, at man sidder på en strand og kigger ud over havet, mens tankerne vandrer. Eller være ensbetydende med ’vand-ret’: at man ligger der på stranden – kun afbrudt af den næste drink, det næste måltid eller nogle enkelte svømmetag i vandet.

Dermed kan man også aflaste sine led, og det kan i nogle tilfælde give kortvarig smertefrihed. Det er dog nødvendigt at styrke musklerne med motion for at opnå smertefrihed på lang sigt.

LÆS BREVKASSEKlarlund: Asiatisk motion har mange fordele

Noget helt andet er, at smerter er et subjektivt begreb. Smertetærsklen er forskellig fra person til person, men den svinger også hos det enkelte menneske. Det samme smertestimulus kan opfattes som mere eller mindre intenst.

Man kan blive afledt, f.eks. ved musik, ved samtale og med kunst, så man oplever smerterne mindre. Hvis man er stresset, eller hvis livet ikke arter sig godt, kan de kroniske smerter til gengæld føles ubærlige.

Du har en vigtig pointe: Havets skønhed og kraft kan for en tid få os til at glemme smerter og andet besvær. Pablo Henrik Llambias har skrevet bogen ’Ud over havet’. Der er mange blanke sider.

Bogen er næsten tømt for ord. Det er på en måde befriende. Det er måske det, havet gør ved os. Gør os fri for besværlige ord og smerter. Jeg tror faktisk, jeg vil prøve en badeferie uden badning!

FACEBOOKBliv ven med Politiken