Spørgsmål:

Vi vil gerne hjælpe mit barnebarn på 10 år, men det er lidt svært at tale med forældrene om overvægt, og hvordan takler vi det uden at overskride barnets grænse? Vi har type 2-diabetes i familien, som er arveligt, så det er ikke til at tænke på, hvis det sker.

Jeg kan se, at det mest sidder på maven, og der er cirka 3-5 kg overvægt, så det er til at tage i opløbet.

Svar:

Overvægtige børn har stor risiko for at slæbe overvægten med ind i voksenlivet. Det øger risikoen for livsstilssygdomme, f.eks. type 2-diabetes. Lige så alvorligt er det, at overvægtige børn risikerer mobning og dårligt selvværd. En undersøgelse viste, at overvægtige børn havde lige så dårlig livskvalitet som børn med cancer. Jeg kan derfor godt forstå din bekymring. Det er ikke nemt.

LÆS BREVKASSE Klarlund: Tygge-hygge gør os fede, uden vi ved det

Men jeg mener afgjort, at man skal sætte ind over for en begyndende overvægt hos børn: sundere mad og mere motion.

Det er i høj grad forældrene, der bestemmer, hvor meget en 10-årig får at spise. Jeg hører forældre sige, at de ikke vil have konflikter i dagligdagen vedrørende slik og søde sager. Men konflikten skal nok komme den dag, da der står et overvægtigt ungt menneske og anklager sine forældre for ikke at have sat grænser.

Hvis det er svært at tale med forældrene om kosten, kan du måske snakke med barnebarnet og prøve at skabe motivation for en sportsaktivitet. Måske du kan følge dit barnebarn til sport?

For nogle år siden spurgte jeg forsigtigt min bror og svigerinde, om jeg måtte blande mig, da jeg syntes, min nevø var blevet lidt for buttet.

»Du må gøre alt, hvad du vil«, sagde de og tog med kyshånd imod hjælp.

Jeg har ingen videnskabelig dokumentation for, at det, jeg gjorde, var det rigtige, men jeg fortæller historien til inspiration.

I 12-års fødselsdagsgave gav jeg min nevø en ret sej skridttæller, som kunne gemme skridt for en hel uge. Der var også en kalender. Og så var der en hemmelig kontrakt. Vi skrev begge under: Hvis han ville tage mindst 12.000 skridt hver dag og skrive dem i kalenderen indtil jul (et halvt år), ville han få en pengegave juleaften.

LÆS BREVKASSE 11.000 skridt om dagen: Får jeg nok motion?

Kontrakten var hemmelig, for det var jo ikke meningen at hænge nogen ud. Imidlertid var han så glad for og stolt over aftalen, at han bekendtgjorde den blandt familie og venner, og ikke mindst i skolen. Hver dag i et par år skrev han sine skridt ind i kalenderen. Det blev tit til mere end 12.000 skridt.

Han fik lov til at have én slapperdag per måned. Denne dag bliver meget nøje planlagt, så han kan bruge hele dagen på at se fjernsyn og spille computer. Men han fandt også ud af, at det betaler sig at gå til sport.

Sådan en dag med hård håndboldtræning fik skridttælleren til at banke rigtig hurtigt. Min nevø tabte sig og skød godt i vejret. Han kom hurtigt til at se godt ud. Han viste mig, hvor mange benmuskler, han havde fået.

Og han sagde til sin mor, at nu kunne de godt købe et par korte bukser! Vi fortsatte kontrakten i et par år. Og han gik ind i teenageårene som en flot fyr uden overvægt. Det er ikke bedsteforældrenes opgave at opdrage børnebørnene. Men man har lov til at tilbyde sin hjælp.

FACEBOOKBliv ven med Politiken