Annonce
Annonce
Annonce
Brevkasse 8. apr. 2012 KL. 15.43

Klarlund: Sådan drukner danskerne

Klarlund slår et slag for de fem baderåd og en fin udstilling på Experimentarium i København. Og fortæller om druknestatistikken.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Brevkasse

Overlæge på Rigshospitalet, professor ved Københavns Universitet og leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Inflammation og Metabolisme, der forsker i, hvordan fysisk aktivitet gavner sundheden. Udgangspunktet for brevkassen er, hvordan vi holder raske mennesker raske.

Spørg om sundhed,
Politiken Lørdagsliv,
Rådhuspladsen 37,
1785 København V
Mærke: 'Sundhed'

bente.klarlund@pol.dk


De fem baderåd:

  • Lær at svømme;
  • gå aldrig i vandet alene;
  • læs vinden og vandet;
  • lær stranden at kende, og
  • slip ikke børnene af syne.

Se også:

Experimentarium i København har lanceret en ’vandtastisk’ udstilling. Den handler om vand.

Jeg var med til åbningen og kunne ikke undgå at få associationer til Østerbro Svømmehal. Det var der, jeg lærte at svømme med skolen.

Jeg kan huske, at jeg fik min første hjernerystelse, da jeg trodsede skiltet med ’Løb ikke, våde fliser er glatte’. Det blev også til en gevaldig maveplasker fra tremetervippen, hvormed en karriere som svømmestjerne sluttede, inden den var begyndt.

Men jeg fik da lært at svømme til husbehov. Og jeg fik respekt for, at leg med vand kan have konsekvenser.

Senere sad jeg på bænken sammen med de andre mødre, mens vore børn fik svømmeundervisning om eftermiddagen i Emdrupbadet. Det er nemlig vigtigt at lære at svømme. Det kan være livreddende. Og det kan være en kilde til glæde og motion.

LÆS KLUMME Klarlund: Egyptisk dødskørsel gav mig lyst til »kedelig tryghed«

Når man bor i Danmark, er man omgivet af vand. Vi burde derfor være fortrolige med havet.

Men havets styrke kan komme bag på os alle. Vandet kan være vildt. Dog er det som regel adfærden i det, der er skyld i ulykkerne. Derfor drukner hvert år mere end 125 små og store mennesker i de danske farvande.

Ifølge en rapport fra Syddansk Universitet var der i alt 1.117 personer, der døde som følge af drukning i Danmark i perioden 2001-09.

Af disse var 622 (56 pct.) ude for en drukneulykke, 383 (34 pct.) begik selvmord, 4 blev dræbt, mens årsagen til, at de resterende 108 (10 pct.) druknede, var ukendt.

Der er flere mænd (86 pct.) end kvinder, der drukner.

Der er ingen tvivl om, at alkohol og vand er en meget farlig cocktail. Det viser sig, at alkohol har været involveret i ikke mindre end hver fjerde drukneulykke.

De tre hyppigste aktiviteter forbundet med drukneulykker er: fritidsaktiviteter i båd, badeulykker og drukneulykker, der sker som følge af færdsel på havneområder.

Omstændighederne bag børns drukneulykker afhænger af barnets alder. Spædbørn drukner i badekar, småbørn drukner ofte i havebassiner, og større børn drukner især ved badning.

De 15-24-årige drukner hyppigere om vinteren end i andre sæsoner. Disse ulykker er ofte relateret til alkohol og gå i byen-aktiviteter.

LÆS KLUMME Klarlund: Mental udholdenhed er vigtigere end høj puls

De fem baderåd fortæller, hvad man skal være opmærksom på, når man færdes på stranden. Rådene er udviklet af TrygFonden og Dansk Svømmeunion. De samler og forenkler de mange baderåd, vi har hørt gennem tiderne.

De fem baderåd er: Lær at svømme; gå aldrig i vandet alene; læs vinden og vandet; lær stranden at kende, og slip ikke børnene af syne.

Experimentarium ligner et vandskab i disse dage. Her kan børnene kæmpe med havets kraft, når de bliver taget af strømmen i et revlehul.

De kan prøve, hvor langt kræfterne rækker, når de skal redde et menneske, der er faldet over bord fra skibet.

Og de kan opleve det store sus, når de surfer ned ad den gigantiske, men knastørre surfbølge.

Remsen med de fem baderåd er nem at lære udenad, men hvis rådene skal bundfælde sig i praksis, er det en god idé, at de store tager de små ved hånden, tager en tur til Hellerup og kaster sig ud i et sikkert hav af lærerige oplevelser.

Det er nemlig vigtigt at lære at svømme. Det kan være livreddende. Og det kan være en kilde til glæde og motion

FACEBOOKBliv ven med Politiken