Forleden satte Usain Bolt olympisk rekord, da han løb 100 m på 9,63 sek.

Det var Carl Lewis, der som den første ved løb i lav højde brød 10-sekunders-barrieren 14. maj 1983. Det interessante er, at da først denne barriere var brudt, blev vi relativt hurtigt vidne til en stribe af løbere, der kunne komme under de magiske 10 sekunder.

Sir Roger Bannister er læge og forsker, men først og fremmest en løbelegende. Det var nemlig ham, der 6. maj 1954 brød 4-minutters-barrieren for en engelsk mil (1.609,3 m) og blev indehaver af verdensrekorden på 3 minutter og 59,4 sekunder.

LÆS OGSÅKlarlunds brevkasse: Hårdt løbeunderlag kan skade blodet

Andre løbere var tidligere kommet tæt på, men de 4 minutter havde stået som en uovervindelig barriere. Bannister vidste imidlertid, at selv om kredsløbet sætter en naturlig fysiologisk begrænsning, er det psyken, der afgør, hvor tæt man kan komme på sin absolut maksimale ydeevne. Historien bekræfter, at Bannister havde ret. Da han havde sprængt 4-minutters-barrieren, fulgte mange andre løbere hurtigt trop.

I skrivende stund er verdensrekorden for maraton 2:03:38, sat af Patrick Makau fra Kenya ved Berlin Marathon 2011. Tiden er en forbedring på mere end 51 minutter i forhold til Johnny Hayes’ guldmedalje ved OL i 1908, hvor maratondistancen for første gang var fastsat til 42,195 km. Spørgsmålet er, om kenyaneren har nået det menneskeligt mulige med en gennemsnitlig hastighed på omkring 20,4 km/time.

LÆS OGSÅKlarlunds brevkasse: Pulsen kommer langt op

Michael Joyner er professor ved Mayo Klinikken i USA. Med udgangspunkt i den viden, vi i dag har om, hvad der begrænser menneskets løbehastighed på maratondistancen, har han beregnet, at det er menneskeligt muligt at løbe maraton i tiden 1:57:58. Han baserer denne tid på en hypotetisk løber med et kondital på 84, en høj laktattærskel og en exceptionelt god løbeøkonomi. Der er tale om værdier, der hver for sig har været målt hos eliteløbere.

Intet taler således imod, at verden en dag kommer til at se en løber med exceptionelt gode medfødte løbeegenskaber og dermed en potentiel maratontid på under to timer. Men vi ved, at psyken sætter en grænse for, hvor tæt man kan komme på sin absolut maksimale ydeevne.

2-timers-grænsen for et maratonløb kan derfor være en barriere, der bliver lige så vanskelig at forcere, som de 10 sekunder var for 100-meter-løbet, og som de 4 minutter i sin tid var det for en engelsk mil.

LÆS OGSÅKlarlunds brevkasse: Langdistanceløb driller maven

Den sublime idrætspræstation er altid et produkt af talent (gener) og miljø (træning), men også af psyke. Og hermed adskiller den sublime idrætsudøver sig ikke fra den sublime kunstner, videnskabsmand eller forretningsmand – eller -kvinde. Jeg tænker tit på det. Jeg kender mange, der er dygtige og har talent. Men jeg kender ingen, der for alvor har præsteret og gjort en forskel – uden samtidig at være flittige og eje viljen til sejr.