Spørgsmål fra Kirstine:
På mit spinninghold i det lokale motionscenter deltager en pige, som tydeligvis har anoreksi. Hun er ikke bare meget tynd. Hendes krop er skind og ben.

Hun deltog i timen, men hele tiden frygtede jeg, at hun skulle falde om. Hun hører slet ikke til i et motionscenter, men snarere i en seng med pleje og mad.

Jeg er ikke ude efter hende – hun har brug for hjælp. Men jeg kan ikke forstå, at det kan være tilladt for personer, der tydeligvis lider af anoreksi, at deltage i timer i motionscentrene. Jeg er klar over, at det er meget vanskeligt at afvise personer med alt for lav vægt, men signalet kan måske være en håndsrækning.

Dels til hende, men mest for at vise andre, at det hverken er sundt eller naturligt at være så tynd.

LÆS OGSÅSociale medier vil ikke se tændstiktynde piger

Kan du ikke opfordre til en kampagne, hvor motionscentrene fremhæver den naturlige sundhed? Den samme kampagne kunne også tage fat på problemerne med overtræning. Jeg ser mennesker i mit center, som lader til at bruge størstedelen af deres vågne timer på at træne. Det er ikke sundt. Og endnu mere radikalt opfordre motionscentrene til at afvise medlemmer, hvis BMI er alt for lavt.

Jeg håber, at du har et bud på en løsning eller at andre vil komme med bud.

LÆS OGSÅKlarlund: Sådan ved du, om du overtræner

Svar:
Det er ikke for meget sagt, at anorektiske fitnessudøvere kan forekomme næsten uhyggelige, når de går, ensomme og sammenbidte, og træner time efter time.

De er ikke nogen god reklame for fitness, hvor formålet med træningen gerne skulle være, at man blev mere sund og mere glad.

Anoreksien har nemlig det stik modsatte formål. Anoreksien forherliger slankning, selvkontrol, perfektion, regler og rutiner og bruger disse i andre sammenhænge nyttige egenskaber i et ondartet projekt, hvis mål er udslettelse af krop og sjæl.

LÆS OGSÅHver 10. ung har sultet sig slankere

En gennemgående strategi for anorektikere er at bruge det normale til at retfærdiggøre sig selv, dvs. hvis andre skærer fedt væk, kan man også selv, hvis andre træner meget, kan man også. Men der er mildest talt en anderledes bagvedliggende dagsorden. Det handler ikke om sundhed, men om selvudslettelse.

Det gør ikke noget, at man tager afstand fra dette forehavende. Det vil hjælpe anorektikeren i kampen mod sin sygdom, hvis sygelig adfærd bliver mødt med overbærende distance og en antydning af kritik.

Når det gælder den anorektiker, som du beskriver i dit brev, forekommer det rigtigt, at hun skal udelukkes fra at deltage. Det er en god idé alene af den grund, at træning, når man er svært undervægtig, i bedste fald er usund, men meget vel kan være farlig.

LÆS OGSÅSkolebørn tæller kalorier

Du har også ret i, at der er andre end anorektikerne, der har glemt de gode grunde til at træne. Hvis man er så optaget af at træne, at man ikke har tid til at se familie og venner, kan vi begynde at tale om sygelig sundhed. Årsagen til en sådan adfærd kan vi kun gisne om, men det handler måske om, at man ved ydre disciplin forsøger at tøjle indre kaos. Det er dog vanskeligt at udelukke folk fra træning på grund af deres mentalitet.

Svær undervægt er imidlertid en nogenlunde entydig parameter, og jeg tror, fitnesscentrene ville gøre både sig selv og anorektikeren en tjeneste ved at udelukke de svært undervægtige. Udelukkelse fra fitnesscenteret vil naturligvis ikke direkte hjælpe til at gøre de anorektiske kunder raske, men det vil være et bedre signal at sende fremfor indirekte at godkende deres syge bestræbelser ved at acceptere dem i centrene. Man kan sige, at det ville være en håndsrækning, som du netop skriver.

LÆS OGSÅOvertræning gør motionister syge

Jeg er således enig med dig et langt stykke hen ad vejen. Det vil være godt med fokus på emnet. Jeg synes dog ikke, problemstillingen egner sig til lovgivning med håndfaste målinger af vægt og BMI, men føler mig overbevist om, at de fleste fitnesscentre kan håndtere problemet og gerne vil opfordre til, at deres instruktører er opmærksomme på, risikoen ved at træne, hvis man er svært undervægtig.