Jeg har haft lyst til at råbe: Luk nu røven! I aner ikke, hvad I snakker om!«.

I dag er Claus Christensens tone mindre brysk, men frustrationen er intakt. En frustration over at leve med en usynlig sygdom, som i dag kan behandles så godt, at en hiv-smittet som Claus Christensen kan leve et næsten helt normalt liv.

Men også kun næsten. For angsten for at dø, angsten for at smitte andre og angsten for at blive isoleret på arbejdspladsen og i vennekredsen er en konstant følgesvend for den 41-årige pædagog.

Som så mange andre hiv-smittede har Claus Christensen holdt sin sygdom hemmelig for venner, familie og kolleger i årevis, fordi han frygtede deres reaktion.

»Jeg var så bange for, at de kun ville se et grønt, slimet monster, der var befængt. Sådan så jeg mig selv i mange år«, som Claus Christensen udtrykker det.

For et år siden lagde han sin hemmelighed åbent ud, da han skrev bogen ’Et liv med hiv’, og hans mål dengang som nu er at fortælle verden, ikke mindst unge mennesker – der modsat ældre generationer ikke er flasket op med ’brug kondom’-budskabet – at hiv stadig er en meget alvorlig og tabubelagt sygdom.

»Medierne er i dag så fulde af positive historier om hiv, at det fremstår, som om det bare handler om tage nogle piller. Det gør mig så frustreret, for jeg har i mange slæbt rundt på en megatung rygsæk fyldt med angst og skam – en urangst for at dø og en angst for at blive udstødt af de mennesker, jeg kender og holder af. Mange hiv-smittede er stadig meget bange for at stå frem og vælger at holde deres sygdom hemmelig for venner, familie og kolleger af frygt for at blive udstødt og isoleret, og det bliver helt overset«, fortæller Claus Christensen.

LÆS ARTIKELMyndigheder advarer: Mirakelmiddel er klor

Han fik konstateret sin sygdom i 1994, dengang en positiv hiv-test var lig med den sikre død. Han var blevet smittet af en heteroseksuel kvinde tre år tidligere. Lægen på Hvidovre Hospital, der overbragte den triste nyhed, gav Claus Christensen tre år at leve i.

Tre år, der i en choklignende tilstand blev brugt på voldsom druk, ensomme dage og nætter i lejligheden med hjertebanken og tårer som eneste selskab og senere hen rejser til Østen, hvor den dengang 25-årige dødsdømte mand forsøgte at flygte fra sig selv, men i stedet endte med at rejse ud til de yderste afkroge af sin egen sjæl. Med i bagagen var en ’fuck jer’-attitude, for livet skulle jo alligevel slutte lige om lidt. Og på sin egen mærkelige måde var det enkelt at leve med en dødsdom.

»Det var faktisk nemmere for mig at vide, at jeg skulle dø af aids end at lære at leve med hiv!«, fortæller Claus Christensen, og forklarer:

»Så behøvede jeg ikke at forholde mig til min sygdom. Jeg kunne jo ikke gøre så meget, så jeg havde det sådan: Okay, jeg har tre år og en masse penge. Der var noget fanden i voldsk i mig, og hver dag blev levet stærkt. Jeg var ved at feste mig ihjel«.

Medicinforsøget
I 2001 fik han dog nok af at flygte. Under en skitur i Canada besluttede Claus Christensen, at tiden var inde til at vende hjem og se realiteterne i øjnene. På det tidspunkt havde han været hiv-smittet i syv år, og bortset fra den nærmeste familie og nogle få venner holdt han sin sygdom hemmelig for alle.

»Jeg var så hunderæd for, at nogen skulle opdage det, for jeg var sikker på, at de ville løb væk. Men der i 2001 fik jeg nok af at rejse og ville gerne hjem og omsætte mine erfaringer og engagere mig i mere varige projekter«.

LÆS ARTIKELPilleboom skræmmer ikke

Han kom hjem, sagde ja til at deltage i et forsøg med medicin på Hvidovre Hospital og løb direkte ind i en gedigen nedtur:

»Jeg røg ned i et sort hul, fordi det hele virkede så uoverskueligt. En rådgiver fortalte mig, at hiv er en uafsluttelig sorg, og det er faktisk sådan, det er«.

Medicinen virkede efter hensigten, og langsomt vendte livsmodet tilbage. Vennerne, som ikke vidste noget, misundte ham det vilde ungkarleliv, men inderst inde drømte Claus Christensen kun om at leve et helt almindeligt liv med kone og børn. En drøm, der virkede helt urealistisk, men som ikke desto mindre rykkede tættere på, da han mødte sin nuværende kone, Kirsten, på pædagogstudiet.

Belært at tidligere erfaringer med en kæreste, for hvem han holdt sin sygdom hemmelig i et år, vidste Claus Christensen, at han hurtigt skulle ud med sproget. Så måtte det briste eller bære. Kirsten blev inviteret på middag, og Claus havde en meddelelse:

»Kirsten troede, at jeg ville sige, at jeg var gift. Så da hun hørte det, var hendes reaktion: Var det bare det? Senere kom bekymringerne og angsten, men hun er blevet hos mig«.

Igen gjorde Claus Christensen den opdagelse, at folk reagerede anderledes, end han troede. Som det var tilfældet med hans tidligere kæreste, som forlod ham, ikke fordi han havde hiv, men som konsekvens af, at han holdt det hemmeligt for hende i et helt år. Først den dag, hun skulle flytte ind til ham, fik han det sagt – pakket ind i rødvinståger.

»Hendes ting stod i gården, men jeg kunne simpelthen ikke bære dem op i lejligheden, før hun fik det at vide. Vi endte med at drikke to flasker vin, og hun måtte hjælpe ordene ud af mig. Hun blev bange! Hendes første reaktion var, at hun blev bange for at miste mig, men hun følte ikke afsky, som jeg havde frygtet«, fortæller Claus Christensen. Det var hans eget uafklarede forhold til sin sygdom, der qblev en bremseklods for parforholdet:

»Det blev sværere for mig at være sammen med hende end før, fordi jeg nu skulle dele noget med hende, som jeg ikke selv kunne rumme«.

Familieidyl
Dengang var der ikke noget, der hed ’trekombinationsbehandling’ for hiv-smittede. Det er der i dag. Pillerne sørger for at holde Claus Christensen rask og i live. Så effektivt, at han kan dyrke ubeskyttet sex med sin kone og leve et såkaldt almindeligt liv med hendes to sønner fra første ægteskab og deres fælles datter Frida på tre år i et bofællesskab i Ballerup.

»Ingen havde nogensinde troet, at jeg skulle blive far, så min datter er virkelig mit lille mirakel«.

Vejen til familieidyllen har været brolagt med alvorlige depressioner, selvmordstanker og mismod, der i perioder har fået overtaget i Claus Christensens sjæl, indtil han i samarbejde med en terapeut fra Hiv-Danmarks rådgivning blev i stand til at rydde op i dæmonerne.

Angsten for at dø, angsten for andres fordømmelse og angsten for at smitte forsvinder dog nok aldrig:

»Hiv-smittede har så svært ved at lægge kondomet fra sig, for det ligger dybt i en«.

Er det i dag 100 procent sikkert at dyrke sex uden beskyttelse?

»Når man er velbehandlet som jeg, ja. Min læge siger, at risikoen for, at jeg smitter Kirsten, svarer til risikoen for, at jeg får en tagsten i hovedet. Jeg tror på det, og det gør Kirsten også. Men det er jo ikke kun på det seksuelle område, det betyder noget. Det betyder også noget, at min datter kan lege med andre børn, uden at deres forældre skal være bange. At jeg kan arbejde som pædagog på en specialskole, og det betyder alverden for mig, når jeg laver mad i vores bofællesskab, at de andre ikke behøver at være angste, når jeg skærer mig og bløder«.

LÆS ARTIKELKondomer passer mænd for dårligt

Folks angst for nærkontakt med en hiv-smittet lever stadig i bedste velgående, oplever Claus Christensen.

Ikke nødvendigvis fordi folk er fordomsfulde, men fordi de ikke ved bedre. Som dengang hans kones veninde flovt fortalte ham, at hun havde været søvnløs en hel nat og søgt informationer på nettet efter en aften i Claus Christensens selskab.

»Jeg lå på gulvet og legede med hendes 3-årige datter. Jeg legede farlig hund med en bold i munden, og datteren gjorde det samme, med den samme bold. Moderen blev grebet af en voldsom angst for, hendes datter skulle blive smittet med hiv via mit spyt. Hun var stor nok til at fortælle mig det, og det er jeg glad for, for det minder mig om, at jeg ikke skal tolke alting gennem et fordomsslør, men huske på, at folk ikke altid kender fakta«, siger Claus Christensen.

Claus Christensens bog ’Et liv med hiv’ er udkommet på Frydenlund, 304 sider, 299 kroner.
Uddrag fra bogen kan læses på www.etlivmedhiv.dk