For 25 år siden blev sovsen droppet, og smør blev noget, man skrabede hjemme hos Edvard Thune-Hansen og hans kone. Som chauffør og vognmand med stillesiddende arbejde og lidt for mange kilo på sidebenene var den knap 40-årige mand løbet ind i nogle mærkelige symptomer.

Han faldt alt for ofte i søvn under møder og skulle hele tiden ud for at tisse – måske 10-12 gange i løbet af en arbejdsdag. Ved lægen fik han diagnosen diabetes 2.

LÆS ARTIKELKvinden er familiens sundhedsminister

»Jeg tog mig godt sammen på det tidspunkt. Min kone lavede fornuftig mad til mig, jeg tror endda, at hun selv gik med på kuren. Og hun smurte sunde madpakker, som jeg fik med på arbejde. Så undgik jeg de mange frokoster med kollegerne«, erindrer Edvard, som i dag er blevet 62 år.

Tre håndmadder og en snaps
Lægen valgte dengang ikke at give ham medicin, men at se tiden lidt an. Og da Edvard næste gang kom til kontrol, var sygdommen væk. Blodsukkeret var i hvert fald ikke for højt. Så han havde ikke brug for medicin, bare han holdt ved den sunde livsstil.

Men efter nogle år gik han og konen fra hinanden. Pludselig blev de sene frokoster efter møderne i vognmandsbranchen indtaget med de andre vognmænd på La Coba, en nærliggende bodega, hvor de serverer tre håndmadder til frokost.

LÆS ARTIKEL Sukkersyge rammer oftest singler

»Når man sidder der med gutterne, så skal man lige have en øl til maden. Og så er der en, der foreslår, om man ikke skulle starte med en sildemad og en snaps. Jeg havde helt klart svært ved at holde fast i den sundere livsstil. Jeg troede jo, at jeg var sluppet og blevet helt rask«, siger Edvard.

Efter frokost fortsatte man nogle gange videre i byen, andre gange stod den på en pølse i pølsevognen eller kaffe og et par krydderboller til aftensmad. Som ejer af flere vogne behøvede Edvard Thune-Hansen ikke selv sætte sig bag hyrevognenes rat særlig ofte. Det havde han folk til. Han tjente godt med penge, og der var nok af byture og middage med veninder.

LÆS ARTIKELSukkersyge får nej til ny teknik, der kan redde liv

En sen aften sad Edvard på en bodega efter en god middag og nogle øl. Han var beruset, men ikke overdrevent fuld. Men da han ville rejse sig for at gå hjem, ville benet ikke lystre.

»Der var blevet lagt et nyt tæppe på, så jeg kiggede ned for at se, om det var, fordi benet sad fast i en fold. Men jeg kunne ikke se noget. Og jeg kom da også hjem, selv om det snurrede i benet«.

Tre blodpropper i hjernen
Først senere på natten ringede Edvard til vagtlægen – nu kunne han slet ikke støtte på venstre side. Han blev indlagt med det, lægen troede var en blodprop. Faktisk var der hele tre styk i Edvards hjerne – den ene passerede, men to sidder der stadig den dag i dag. Det snurrer i venstre side, men efter at Edvard er kommet på medicin, har han fået det så godt, at han stadig kan køre taxa, bare ikke for mange timer. En ny type diabetesmedicin har betydet, at han har tabt sig 10-15 kilo.

LÆS ARTIKELSukkersyge rammer buschauffører hårdt

Selv om han er påpasselig med sine spisevaner nu, tror Edvard, at det er nemmere at leve sundt, når man bor sammen med en anden. Det er fristende at købe slagterens færdigretter i stedet for at bruge tre kvarter på at bakse et måltid sammen, som man spiser på fem minutter.

»Logikken ville sige, at det var nemmere at være på kur, når man er alene, men sådan er det ikke. Jeg tror, det er noget psykologisk. Hvis jeg havde kone og børn, så ville man skiftes eller lave maden sammen, og så ville man ikke bare droppe det, fordi ens familie skulle have noget mad«, siger han.

På samme måde mener han, at det er »røvsygt« at gå tur alene.

»Jeg kunne godt tænke mig en veninde, selv om jeg aldrig keder mig. Det er rart at gå sammen med nogen. Men når jeg ser bort fra det, synes jeg, jeg har et meget godt liv«, siger Edvard Thune-Hansen.