Annonce
Annonce
Sygdom 24. sep. 2012 KL. 03.00 opdateret 24. sep. 2012 KL. 07.43

Flere danskere dør af kræft

Antallet af kræftdødsfald herhjemme er det højeste i ti år.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print


Vi mangler stadig de store forskningsmæssige gennembrud

Jørgen H. Olsen, forskningschef hos Kræftens Bekæmpelse

Flere danskere dør af kræft i disse år end tidligere. I 2010 døde 15.799 danskere af kræft, det højeste tal i over ti år viser Politikens gennemgang af tal fra Sundhedsstyrelsen. Tre ud af ti dødsfald herhjemme skyldes nu kræft, som er blevet den markant største dødsårsag blandt danskerne.

»Årsagen til, at flere dør af kræft er, at vi har en stor stigning i nye kræfttilfælde, og en andel af de ramte mennesker dør af det. Når tallene justeres for befolkningens sammensætning, blandt andet at der bliver flere og flere ældre og dermed generelt flere tilfælde af kræft, så ser vi et lille fald«, siger overlæge og afdelingschef for Forebyggelse og Dokumentation hos Kræftens Bekæmpelse, Hans Henrik Storm.

Behandlingen har aldrig været mere effektiv
Paradoksalt nok har kræftbehandlingen aldrig før været så effektiv herhjemme. Store indsatser for at forbedre behandlingen har virket. Men der konstateres samtidig flere kræfttilfælde i disse år end nogensinde før blandt danskerne.

Dels fordi lægerne er blevet bedre til at diagnosticere tidligt. Dels fordi danskerne lever længere og derfor oftere får kræft, da risikoen for mange arter af sygdommen øges med alderen.

Men også fordi danskernes livsstil - i form af dårlige vaner, når det gælder kost, motion, druk, rygning og ophold i solen - fremmer udviklingen af kræftsygdomme.

Flere får konstateret kræft
235.000 danskere lever i øjeblikket med en kræftdiagnose. I 2010 blev der opdaget 35.563 nye tilfælde af kræft, hvilket er et lille fald i forhold til året før, men over ti procent flere end for ti år siden.

LÆS ARTIKELGrundig bog giver svar på livet efter kræft-diagnosen

Antallet af dødsfald steg fra 15.450 til 15.799 fra 2009 til 2010, og set over ti år er stigningen i dødsfald cirka to procent. Tallene fremgår af de nyeste opgørelser i Sundhedsstyrelsens cancerregister og dødsårsagsregister.

»Antallet af danskere, der overlever kræft, er nogenlunde konstant, samtidig er der desværre flere, der får konstateret en kræftsygdom. Men faktisk helbredes en større andel af de kræftramte i dag. Og det er et udtryk for, at vores behandling er blevet langt bedre. Især kombinationen af mere effektiv kirurgi, strålebehandling og kemoterapi har været med til at skabe denne succes«, siger professor og kræftforsker Morten Høyer ved Aarhus Universitetshospital.

Sygdommen vender tilbage
Dødeligheden i Danmark er også højere end i de øvrige nordiske lande og afspejler, hvor svært det er at komme kræften til livs, selv om kræftbehandlingen er blevet mere effektiv gennem nye metoder og bedre organisering.

»Det går fremad, og mange reddes i dag med behandling, men afhængig af kræftformen vender sygdommen tilbage hos mellem en tredjedel og halvdelen af dem, der behandles«, siger forskningschef Jørgen H. Olsen hos Kræftens Bekæmpelse, som sidste uge var vært for et stort symposium, hvor eksperter fra hele verden udvekslede den nyeste viden om kræftforskning.

LÆS ARTIKELUndersøgelse: Nordisk mad beskytter mod kræft

»Vi mangler stadig de store forskningsmæssige gennembrud, der skal til for at forstå kræft godt nok til at kunne bekæmpe den mere effektivt i dens forskellige former«.

Det går bedre med kræftramte børn

Et af de store lyspunkter i kampen mod kræft er behandlingen af børn.

Hos børn er kræftceller mere følsomme over for behandling. Her har mere effektive metoder været med til at øge overlevelsesraten markant - også efter international målestok - for børn med leukæmi og lymfekræft.

I 1960’erne var kun omkring 30 procent af de kræftramte danske børn i live, fem år efter at de havde fået stillet en kræftdiagnose. I dag er det op mod 90 procent.