Annonce
Annonce
Sygdom 31. okt. 2012 KL. 17.47

Bunken af sager mod politianmeldt sædbank vokser

Det seneste år har Nordisk Cryobank i seks tilfælde indberettet mangelfuldt.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Sundhedsstyrelsen anmeldte sidste uge den omstridte sædbank Nordisk Cryobank til politiet efter en ny sag, hvor en donor ikke er blevet stoppet efter mistanke om en arvelig sygdom.

Nu viser det sig, at sagen om den skandaleramte sædbank vokser uge for uge. Flere nye indberetninger viser, at Nordisk Cryobank i flere tilfælde ikke har sat donors sæd i karantæne trods mistanke om risiko for arvelige sygdomme.

LÆS OGSÅ Sundhedsstyrelsen melder omstridt sædbank til politiet

Det skriver DR Nyheder.

»Da der gik hul på bylden, havde vi nok en forventning om, at der kunne dukke mange flere sager op, og det er så sket nu«, siger Lone Søgaard, der er mor til to donorbørn, hvor der i begge tilfælde opstod mistanke om en arvelig sygdom - et af hendes børn er i dag sygt.

»Det gør mig da ked af det, at sædbankerne ikke tager større ansvar for de børn, de er med til at sætte i verden. Det mindste man kunne forvente, var, at de kunne karantænere donorerne på en ordentlig måde, indtil de var 100 procent sikre på, at en donor ikke kan overføre en sygdom til et barn«, siger Lone Søgaard.

Seks nye sager
I forbindelse med den løbende gennemgang af indberetninger om sædbanken til Sundhedsstyrelsen er det konstateret, at Nordisk Cryobank - efter Sundhedsstyrelsens indskærpelse af reglerne i oktober 2011 - i seks nye tilfælde har indberettet mangelfuldt.

Ifølge reglerne så skal sædbanker straks sætte en donors sæd i karantæne, hvis sædbanken får oplysninger om, at donor kan have en arvelig sygdom, der kan overføres til børnene.

Sundhedsstyrelsen har politianmeldt Nordisk Cryobank, da der ikke er sket karantæne af donors sæd i forbindelse med udredningen i ikke mindre end seks sager.

LÆS OGSÅ Politikere kræver mere kontrol med sæd

Sagerne drejer sig om børn født med hjertefejl, rygmarvsbrok og forsinket udvikling, som kræver en undersøgelse for at konstatere, om donor har overført en mulig arvelig sygdom til børnene. Og det er altså i disse sager, at indberetningen har været mangelfuld.

Tre af de seks sager er allerede afsluttet med frigivelse af donors sæd, da der ikke er grundlag for at mistænke en genetisk sygdom, der stammer fra donor.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at den har skærpet fokus på Nordisk Cryobank. Og i takt med, at der sker nye overtrædelser har Sundhedsstyrelsen skærpet sanktionerne, senest med politianmeldelse og en indstilling om bøde.

nyheder@pol.dk