Fra at være et lidt urtet transportmiddel fås den moderne kasse- eller ladcykel nu i så forskellige udgaver og former, at der er noget for enhver smag. Men man skal gøre sit specifikke behov klart. Er det primært børnetransport, eller skal den kunne noget mere og dermed vare længere?

Christianiacyklen – navnet er nærmest pseudonymt med kassecyklen. En omvendt trehjulet cykel, hvor man cykler helt almindeligt, men til forskel fra dens tohjulede fætter er der her mere end et styr og et enkelt hjul til hænderne. En hel og ganske rummelig kasse og to hjul vel at mærke. Værkstedet i fristaden begyndte produktionen i 1984, og i de første år var den enerådende – ikke så liberalistisk, men brandingmæssigt godt, idet en trehjulet cykel med kasse foran for mange per definition er en Christianiacykel.

Produktionen flyttede til Bornholm i 1990, og siden har den måske lidt klodset udseende transportcykel fået veldesignede og ligefrem futuristisk designede alternativer. Ikke at Danmark kan måle sig med cykelslaraffenlandet Holland, men udvalget er bestemt større end for blot 10 år siden.

Kasse- eller ladcykler har en begrænset udbredelse. Hollands flade terræn gør sit til udbredelsen af tunge cykler. For der er vægt på, det er ingen hemmelighed. Lidt indkøb, to unger, og hvad de så har med, gør hastigheden adstadig, og stigninger i terrænet betragtes med alvor. Derfor er der nok også grund til cyklernes udbredelse i det forholdsvis flade København i modsætning Århus, hvor lange, udmarvende stigninger kan tage pippet fra enhver idealist.

Nem at parkere
Det er som regel ved familieforøgelse, at tanken om en ladcykel indfinder sig. Enten fordi man ikke har en bil og heller ikke kunne tænke sig at få en eller også som et smidigt transportmæssigt alternativ. Når ungerne er helt små, er det en svir at sætte liften ned i kassen og fylde op med tæpper, fornødenheder, ekstra af alt og så køre en tur.

Samtidig er indkøb til husholdningen lige pludselig blevet på bilisternes præmisser – bortset fra at de skal gå længere med varerne til deres parkeringspladser – der er altid plads til en ladcykel et eller andet sted. En kasse pilsnere, en kæmpe omgang toiletpapir, ti liter mælk, intet problem.

Men hvad skal man så vælge? For valgmulighederne giver jo usikkerhed. Der findes cykler, der nærmest er klapvogne med pedaler – perfekte til børn, men når de så lige pludselig selv cykler, har man jo ikke meget at bruge dem til. Bortset fra at brugtpriserne er ganske gode – man kan jo simpelthen kalkulere med at videresælge.

En ting er salgskynisme, en anden ting er simpel afhængighed. Man kan jo fragte alt med sådan en. Fra det musselmalede tolvpersoners kaffestel, der bare ikke må gå itu, til en rusten havegrill, som skal på losseren. Fra det fineste til det groveste. Transportmæssigt – altså til ting, der kan stables og pakkes – er den firkantede kasse bedst – men det kan jo også lade sig gøre at fragte ting i de mere specifikt børnevenlige formstøbte kabiner.

Hvor det for år tilbage var lidt flippet at køre rundt med en ladcykel, er der nu cykler for alle slags at vælge imellem. De her testede fem cykler er ikke dækkende for hele det danske marked – udbuddet er større, og det vokser – men de fem dækker de tendenser, der er, når man vælger en kassecykel.

Man må leve med, at en kassecykel for nogle har en negativ signalværdi. Googler man kassecykler, er de første hits nogle vrede kommentarer om, at de fylder hele cykelstien. Det er ganske rigtigt, at cykelstier tit er for smalle. Så er man ikke populær, når man blokerer det hele – ukvemsord fås desværre i rigt mål fra hidsige cyklister, der gerne vil overhale her og nu. Det fascistoide trafikantgen er ikke forbeholdt bilister.

Men generelt er der positivitet omkring en ladcykel. Japanske turister fotograferer fænomenet, og man må også vænne sig til anerkendende blikke fra det modsatte køn, når man af egen kraft fragter sig selv, sit habengut og yngel rundt i byen. Det tager man så med.