»Bok, bok, borkrrrr, skråååårk, skrååårk!«

Som 36.000 gamle, klagende damer samlet under ét tag udtrykker den fynske hønsebesætning sin nervøsitet over at få besøg i stalden. De bevæger hovederne i ryk, lader de små øjne stirre i skiftende retninger og basker med de kridhvide vinger. I det omfang, pladsen tillader det.

15 cm siddepind
For her på Aalundgaard i det småbakkede landskab mellem Assens og Odense lever hver høne sammen med ni bofæller i bure på 0,75 kvadratmeter eller 750 kvadratcentimeter per høne. Men dyrene af typen hvid lohmann har bedre forhold end deres forfædre.

Fra årsskiftet trådte nye EU-regler for burhøns nemlig i kraft. Eller nye og nye ... de blev vedtaget i 1999 efter lange tovtrækkerier med de europæiske landmænd, som kunne se frem til udgifter i millionklassen for at leve op til de skrappere krav. Derfor fik de tolv år til at vænne sig til tanken og spare sammen til nye bure.

Da ægproducent Helge Strandgaard Hansen i sin tid fik at vide, at hvert af hans dyr skulle have 150 kvadratcentimeter mere plads og 15 centimeter siddepind samt adgang til redekasse, strøelse og en slibesten til kløerne, besluttede han sig for at droppe det hele.

»Det ville simpelthen blive for dyrt, så jeg prøvede at sælge gården og holde helt op i branchen. Men markedet er jo bundfrossent, så der var ikke en kat, der ville købe den«, fortæller han.

Derfor står den skæggede fjerkræavler nu som 62-årig iført grønne gummistøvler i sin stald med spritnye hønsebure for fem millioner kroner. Men så har æglæggerne også fået både højere til loftet og et anlæg, der lever op til alle regler.

»Velfærden er jo helt klart blevet bedre. Før sad de mest stille eller lagde sig ned, men nu er de blevet mere aktive. Det her er det bedste, vi kan gøre, når landbruget skal være en kommerciel industri, og vi er så få om at have så mange dyr«, siger Helge Strandgaard Hansen med henvisning til, at der i 1970 var 3.500 ægproducenter i Danmark. I dag er de cirka 250 om at producere 55 millioner kilo æg.

Dyrene vil gerne sidde i fred
Man kan godt blive i tvivl om, hvor meget velfærd hønsene vader i, hvis de selv skulle sige det. Når man skuer ned ad de endeløse rækker med bure i to lag, stikker stribevis af hvide hoveder med røde kamme ud mellem tremmerne. Og inde i burene er der få centimeter fra hoved til loft, når hønen sidder på sin pind.

En skotøjsæskelignende redekasse optager en del af pladsen. Men dyrene er glade for at kunne »sidde lidt i fred«, når de skal lægge deres æg, som Helge Strandgaard Hansen forklarer.

LÆS OGSÅBuræg sælges med smukke ord

På taget af redekassen har hønsene fået strøelse at skrabe i – helt i overensstemmelse med deres natur og med EU’s nye regler. Men den lille sandkasse er afspærret om morgenen og formiddagen, hvor hønsene lægger æg, for det er ikke smart, hvis æggene dumper ud på taget af redekassen. Så er de sværere at samle ind.

Sover længe 1. juledag
Hønseriet i Aarup er stort set fuldautomatisk. Det grovmaskede metalnet, der udgør burenes bund, er skråt, så æggene af sig selv triller ud på et lille transportbånd, bliver kørt ud af stalden og pakket, før de bliver hentet af Danæg og kørt ud i landets supermarkeder, hvor de ofte kan erhverves for bare en krone stykket. En computer sørger for vand og foder, og et bånd under burene ekspederer effektivt dyrenes afføring ud af stalden.

For Helge, som bor et stykke væk fra gården, betyder det, at han ikke behøver at komme her hver dag, men kan lade en anden stå for den daglige drift.

LÆS OGSÅ Forbrugere mangler klar besked om æg fra burhøns

»Jeg kan sove længe første juledag og leve et mere almindeligt liv end dem, der skal passe økologiske høns døgnet rundt. Jeg gider sgu ikke at skulle ud og skyde en ræv søndag aften«, siger han.

Når hønsene alligevel får menneskebesøg hver morgen, er det for at samle de dyr ind, som er døde i nattens løb. Hønsene får lov at leve i godt halvandet år, før de bliver omdannet til minkfoder, og i den periode dør hver tyvende af dem af sig selv. Det er færre end i de økologiske landbrug, hvor hønsene er mere udsat for sygdomme, rovdyr og andre farer.

»Samtidig er burhøns mere miljøvenlige, og hygiejnen er i top. Mine høns udleder mindre ammoniak og CO2, og de går ikke rundt i deres eget lort«, som Helge formulerer det.

I Dyrenes Beskyttelse er chef for dyrevelfærd Pernille Fraas Johnsen ikke imponeret over burhønsenes nye forhold. På foreningens hjemmeside opfordrer en bannerannonce til at boykotte buræg, og det ændrer de nye regler ikke ved.

»Der er stadig tale om et bur, og derfor synes vi, at æg fra økologiske eller fritgående høns er et meget bedre valg. Det værste ved burene er, at dyrene ikke kan have deres naturlige adfærd. De kan ikke gå rundt og skrabe i jorden, for der er hverken plads eller underlag til det. Før havde de et A4-ark at leve på, og nu har de fået udvidet det med et postkort. Det er voldsomt at se på«, siger hun.

Ideal om idyllisk landbrug
Helge Strandgaard Hansen er enig i, at nutidens husdyr godt kunne have det bedre. Men han er også træt af, at byboerne, som udgør en stadig større del af befolkningen, holder krampagtigt fast i et ideal om små hyggelige landbrug, hvor tyve høns går frit omkring og hakker i det grønne. Og at mange mennesker stiller deres krav om dyrevelfærd derefter. »Ethvert dyr er jo bygget til at gå udendørs, og det ville da være rart, hvis det kunne være mere som i gamle dage, for det er et mærkeligt samfund, vi lever i i dag, synes jeg. Men det kan ikke lade sig gøre, når hver landmand er nødt til at have tusindvis af dyr for at få det til at løbe rundt«, siger han.

Selv har han dog ikke noget blødsødent forhold til sine 36.000 skingre produktionsenheder. Faktisk har han aldrig rigtig kunnet lide høns.

»Vi havde nogen, da jeg var barn, og jeg hadede dem. De havde alle sammen lopper, og det var altid os børn, der skulle ud i brændenælderne og samle æg ind. Men da det blev lovligt med burhøns i Danmark i 1970’erne, tænkte jeg: Det må man kunne tjene penge på«, fortæller han.

Han er lidt gladere for beboerne i stalden ved siden af. Aftenen før Politikens besøg har han nemlig fået leveret 20.000 nyfødte hønekyllinger, og nu er de lysegule dunklumper 40 timer gamle og svære at stå for – selv for en hønseriejer. Helge Strandgaard Hansen har givet otte kroner per styk. Men så har han også betalt for de 20.000 hanekyllinger, som bliver slået ihjel i samme omgang, fordi de ikke kan lægge æg.