Annonce

Vigilds Blog

Mad 7. sep. 2008 KL. 10.00

Birkesød er ikke kernesund

Sødemidlet Birkesød markedsføres som et naturprodukt og sælger godt i helsekostbutikker. Lodret misinformation, mener ernæringsekspert.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Birkesød og xylitol

Birkesød er handelsnavnet på et sødemiddel fra Natur Drogeriet.

Det indeholder 40 procent mindre energi end sukker og påvirker blodsukkeret mindre end almindeligt sukker.

Sødemidlet virker afførende og kan give kolik og diarre ved doser over 20 gram dagligt.

Birkesød består af stoffet xylitol (E967), der fremstilles af xylose, der blandt andet kan udvindes af løvtræ, herunder birk.

Ifølge Lørdagslivs oplysninger er der dog ingen producenter, der kan garantere, at deres xylitol er fremstillet af xylose, der udelukkende stammer fra birk.

Xylosen kan lige så vel være kunstigt fremstillet, og det betyder, at der ikke er nogen garanti for, at det Birkesød, du køber i forretningerne, på noget tidspunkt har haft relation til birk.

Natur Drogeriet, der forhandler Birkesød, fremstiller ikke selv xylitolen og ønsker ikke at oplyse, hvor de får produceret stoffet.

Dyrt sødemiddel
Birkesød Xylitol sødestof 800 gram koster 182,50 kroner i butikskæden Helsam. Birkesød Xylitol sødestof 200 gram koster 60,75 kroner samme sted.

800 gram Dansukker koster 8 kroner og 200 gram 2 kroner i SuperBrugsen, der dog udelukkende forhandler sukkeret i poser med 2 kg, der koster 19,95 kroner.


Birkesød

»Det er næsten for godt til at være sandt. Du kan bruge det helt ligesom sukker, og det har hverken bivirkninger eller en grim bismag«.

Sådan beskriver en ekspedient i City Helse ved Nørreport i København sødemidlet Birkesød, da Lørdagsliv agerer kunde en tirsdag morgen.

Hun henviser til, at Birkesød »jo er det, de bruger i Kernesund Familie-bogen og i bogen ’10 år yngre på 10 uger’«.

Samme begejstring møder vi hos Helsemin i indkøbscentret Fisketorvet, hvor ekspedienten betegner Birkesød som »godt for kroppen« og henviser til selv samme bøger.

Disse ligger i øvrigt stablet på disken.

Begejstrede tilhængere
Forfatterne til disse bestsellere, Morten og Ninka-Bernadette Mauritson samt Thorbjörg Hafsteinsdottir, har overbevist tusinder af danske familier om, at Birkesød er et suverænt alternativ til sukker blandt andet med den påstand, at sødemidlet er et rent naturprodukt:

»Birkesød er xylitol udvundet af træer, grøntsager eller anden naturlig afgrøde«, lyder det for eksempel i bestselleren ’Kernesund Mad’, der udkom i april.

I forgængeren, ’Kernesund Familie’, anbefales Birkesød som et acceptabelt sødemiddel, fordi det er »udvundet fra birkebark«.

Samme argument fremføres i bogen ’10 år yngre på 10 uger’, hvor der også står, at kroppen kan genkende stoffet.

Birkesød er et kunstigt fremstillet tilsætningsstof
Men intet kunne være mere forkert, hævder udviklingskonsulent i Viffos – Videnscenter for Fødevarer og Sundhed, Christian Hovmann:

»Birkesød er et tilsætningsstof, E967, der er kunstigt og industrielt fremstillet. Det er ikke et naturprodukt, sådan som det markedsføres, og derfor betragter jeg påstandene i bøgerne som ren misinformation«, siger Christian Hovmann, der desuden er professionsbachelor i human ernæring.

Den barske kritik kommer bag på forfatterne til ’Kernesund’-bøgerne.

Hemmelighedskræmmeri hos firmaet

»Det er rigtigt, at xylitol er et kunstigt fremstillet stof, men Birkesød kommer fra en naturlig kilde. Det har producenten fortalt os og dokumenteret over for os, så det må vi stole på, indtil andet er bevist«, siger Morten Mauritson, der har skrevet de to bøger sammen med sin kone.

Natur Drogeriet i Hørning står som producent af Birkesød, men producerer det ikke selv, erfarer Lørdagsliv.

Firmaet ønsker ikke at oplyse, hvem der er deres producent på grund af »konkurrencehensyn«, oplyser direktør P.M. Christiansen, som heller ikke ønsker at tale om, hvad Birkesød er fremstillet af.

Mere vildledning
Birkesød er 22 gange dyrere end almindeligt sukker og indeholder lige så få næringsstoffer som sukker, siger Viffos’ udviklingskonsulent, Christian Hovmann.

Og hvad værre er, har sødemidlet nogle alvorlige bivirkninger, som bøgerne skøjter for let henover, mener han:

»Man skal ikke spise mere end 20 gram Birkesød (xylitol) om dagen, før man risikerer at få diarre eller luft i maven. Sådanne komplikationer har almindeligt sukker slet ikke, så jeg ser ingen som helst grund til at bruge Birkesød«, siger han.

Sukkeralkohol giver mavegener
Advarslen om mavegener bakkes op af professor ved Institut for Human Ernæring, Lars Ove Dragsted:

»Xylitol er et sukkeralkohol, som man ikke skal bruge i større mængder, fordi det giver maveproblemer. Stoffet skaber nemlig problemer med vandbalancen i tarmen«.

Det er med sødemidler som med alt andet, vi putter i munden, pointerer Lars Ove Dragsted:

»Alle, der siger, at man skal gøre én ting, har misforstået det helt basale kostråd om, at man skal spise varieret«.

Bedre end sukker
Forfatter Morten Mauritson mener ikke, at hans og hustruens bøger lægger skjul på, at Birkesød kan virke afførende:

»Hele vores koncept bygger på, at intet kan tåle at blive spist uhæmmet. Heller ikke xylitol, og vi påstår ikke andet«.

En af de store fordele ved Birkesød, mener han, er, at midlet ikke påvirker blodsukkeret i nær høj stor grad som almindeligt sukker.

»Vores koncept går ud på, at man skal holde sig helt væk fra sukker, fordi det påvirker blodsukkeret meget. Så det er også af dén grund, at vi anbefaler Birkesød«, siger Morten Mauritson.

Når du ønsker en sød smag

Spar på sukkeret. Brug almindeligt sukker, når du vil søde maden.
Hvis du foretrækker sødemidler, så skift mellem de forskellige slags.
Ifølge de officielle anbefalinger bør madens samlede indhold af sukker per dag højst udgøre 10 procent. Det betyder:

70 gram for mænd – svarer til 33 sukkerknalder
55 gram for kvinder – svarer til 26 sukkerknalder
30 gram for 2- til 5-årige – svarer til 14 sukkerknalder
45 gram for 6- til 9-årige – svarer til 21 sukkerknalder
55 gram for 10- til 13-årige – svarer til 26 sukkerknalder
65 gram for 14- til 17-årige – svarer til 31 sukkerknalder

Kilder: Videnscenter for Fødevarer og Sundhed (Viffos) samt Institut for Human Ernæring

Annonce

PRIVATØKONOMI – Fokus på din økonomi

Læs Politiken hver MANDAG BESTIL I DAG

- Få det bedste fra politiken.dk/tjek på mail

Annoncer
Dine penge
10. feb. KL. 14.58
Postlovløshed. En fyldt brevkasse signalerer fri bane til indbrudstyve, og med den nye lov om brevkasser står 'sladrehanken' nu frit fremme. - Foto: FINN FRANDSEN

Advarsel: Din nye postkasse kan invitere tyvene indenfor i ferien

Din nye brevkasse kan afsløre, at du er på vinterferie, pointerer forsikringsselskab.

Nettet
10. feb. KL. 12.32 opdateret KL. 12.39

Netbankhackere bryder igennem NemId

Danske Bank-kunder har fået stjålet op mod 700.000 kroner af hackere.

Motion
10. feb. KL. 08.24
Familieidræt. Løb er nemt og lige til at gå til. Det har børnefamilierne fundet ud af. - Foto: Mathias Christensen

Folk med tre børn løber mest

Børneforældrene er de bedste til at snørre løbeskoene jævnligt.

Annoncer
Annoncer

Vi tjekker

Seneste tv på tjek

02:34

10. feb. KL. 07.49 TV Her er årets bedste computerspil