I 1969 blev mælken sat på danske morgenborde i kander med anonyme, hvide plastikposer i.

Kønt så det ikke ud. Men mælken stammede fra køer, der alle gik ude på græs meget af året, og mælken var rigere på gode fedtsyrer og vitaminer.

I 2009 – fyrre år efter – prydes mælkekartonerne med traditionelle gårdnavne som Engholm og Egelykke og billeder af gumlende køer på kløvermarker.

Men syv ud af ti danske køer har i dag aldrig mærket græs under klovene. De lever af industrielt produceret kraftfoderblandinger, der for en stor dels vedkommende består af majs, som de aldrig ville få fra naturens side.

Der dør i dag dobbelt så mange køer i staldene som for bare ti år siden.

Nostalgisk spin
Gårdene på mælkekartonerne er et spin, en nostalgisk fantasi.

En ny dokumentarfilm, ’Food, Inc’, der får dansk premiere under filmfestivalen CPH:DOX, handler om fødevareproduktion i USA, men meget af filmen kunne handle om det ligeledes hyperindustrialiserede danske landbrug anno 2009. Jens Hansen havde måske nok en bondegård – i dag har han en fabrik.

»Den måde, vi spiser på, har ændret sig mere de sidste 50 år end de foregående 10.000 år«, siger fortælleren i ’Food, Inc’.

»Men billedet, der bruges til at sælge maden, er stadig billedet af det lokale Landbrugsamerika«.

Dyr er industriprodukter
Filmen handler om, hvordan vi sælges ideen om sund mad fra sunde dyr og planter, mens fødevareproduktionen i virkeligheden har fjernet sig helt fra landbruget og bondegården og nu minder om kinesiske samlebånd for plastikvarer.

Hønsegården består nu af 45.000 kyllinger, der står tæt pakket i lukkede rum og vokser i en så rasende hastighed, at deres ben nogle gange ikke kan bære vægten af deres enorme fremavlede brystpartier. En kylling slagtes i dag efter kun halvt så lang tid som i 1950, men når alligevel at blive dobbelt så stor.

Yngre og yngre køer slagtes
Den samme udvikling ses ifølge ’Food, Inc.’ med andre husdyr: Før i tiden var kvæg fire eller fem år gamle, før de blev slagtet – nu er de 14-16 måneder, hedder det i dokumentaren.

»Det er i den grad fastfood. Det, der får en kalv fra 40 kilo til 550 kilo på 14 måneder, er enorme mængder af korn, protein og fedtstof og et arsenal af ny medicin«, fortæller fødevarejournalisten Michael Pollan i ’Food. Inc.’.

Medicinen er fortrinsvis antibiotika, der både i USA og i Danmark gives i langt større mængder til raske dyr end til syge mennesker. Resultatet er sygdomsfremkaldende bakterier, som er resistente mod behandling.

Mangfoldigheden er en illusion
Dit supermarkedet har måske 10.000-20.000 varer på hylderne, men ifølge fødevareforfatteren Michael Pollan er mangfoldigheden også en illusion.

I USA er der kun en håndfuld virksomheder involveret, og i virkeligheden er der også kun en håndfuld råvarer involveret.

Bag kulisserne står to afgrøder, majs og soja, for ufattelig mange produkter. Majs og soja indgår som ingredienser i mange industrielle varer, og også hovedfoderet i produktionen af svin, køer og kyllinger – selv dambrugsfisk får det.

Majs og soya er statsstøttede
Meget af klodens produktion af fødevarer er nu drejet over mod de to højtydende, genetisk modificerede og ikke mindst statsstøttede afgrøder.

»Hvorfor er det, at man kan få en McDonald’s-burger for 99 cent, men ikke engang kan få et broccoli-hoved for den samme pris? Vi har drejet vores fødevaresystem over mod de dårlige kalorier. Og det er ikke et uheld. Grunden til, at de kalorier er billigere, er, at vi støtter dem med vores landbrugspolitik«, siger Michael Pollan.

Han har skrevet nogle af de mest indflydelsesrige bøger om, hvordan vores fødevarer produceres, og om, hvad der er sundt og usundt at spise.

Vi vil have salt, fedt og sukker
»Industrien siger, at problemerne med fedme er en krise i det personlige ansvar. Men når de fremelsker fødevarer, så trykker de på vores evolutionære knapper. Vi er genetisk skabt til at gå efter tre smage: salt, fedt og sukker.

Disse ting er temmelig sjældne i naturen. Men nu er sukker tilgængelig 24 timer i døgnet i enorme mængder«, siger han.

’Food, Inc.’ er produceret af samme selskab, der fik succes med Al Gores ’En ubekvem sandhed’, og har blandt andet Michael Pollan som konsulent sammen med en anden indflydelsesrig journalist, Eric Schlosser.

Schlosser skrev bogen ’Fast Food Nation’ om, hvordan fastfoodindustrien laver deres produkter og behandler deres medarbejdere.

Fokus på industriel fødevareproduktion
Det er den seneste i en stribe af film og bøger, der har sat fokus på vores industrielle fødevareproduktion og vores fremmedgjorthed over for, hvad vi spiser.

Dokumentaristen Morgan Spurlock startede ballet i ’Super Size Me’, hvor han satte sig for at leve af burgere og pomfritter fra McDonald’s i 30 dage og fik læger til at overvåge hans krops hastige forfald.

’Super Size Me’ fik premiere over hele verden og fik McDonald’s til at fjerne sin superstore størrelse fra menuen.

Men ’Food, Inc’ har skabt endnu større furore i USA. Den amerikanske fødevareindustri har følt sig tvunget til at svare på anklagerne med deres egne modkampagner.

Monsanto går til modangreb
Monsanto, den multinationale virksomhed bag mange sorter af gmo-majs, har oprettet et websted, der imødegår påstandene i ’Food, Inc.’ om, at firmaet presser bønderne til at bruge Monsantos genetisk manipulerede majs.

Den amerikanske kødindustri er også gået på barrikaderne og har blandt andet skabt webstedet SafeFood Inc som modsvar til dokumentarens påstande; alt fra at kyllinger skam holdes i lukkede rum for at beskytte dem mod rovdyr til, at det er forkert, at majsfoder skaber grobund for opblomstringer af skadelige E.coli-bakterier i køernes maver.

Økologer anklages for blåøjet idealisme
Men fødevareindustrien kritiserer mest af alt, at ’Food, Inc’s opstiller et naivt alternativ til den industrielle produktion: den lokale, økologiske bondegård, der producerer mange forskellige fødevarer til sit lokalområde.

Filmen besøger f.eks. bonden Joel Salatins økologiske gård i Virginia og fremhæver gården som et slags mønstereksempel på bæredygtighed.

Det er en farm, hvor dyrene går rundt blandt hinanden og kun lever af det, der kan dyrkes på Salatins marker. Kyllingerne flyttes rundt med traktor til friske græsområder.

En økologisk katastrofe
Men ifølge fødevareindustrien er det ikke nogen videre praktisk måde at producere mad til mange hundrede millioner mennesker på – faktisk ville det være lidt af en økologisk katastrofe, hvis USA’s kyllingefarmere skulle flytte deres 1,5 milliarder kyllinger rundt med dieseldrevne traktorer, så de kunne få frisk græs fra markerne.

»At forestille sig, at amerikanernes enorme efterspørgsel efter kylling kan mødes af små bedrifter med høje omkostninger til energi og arbejdskraft er simpelthen en fantasi«, skriver de.

Med syv milliarder munde at mætte allerede i 2012 er blåøjet idealisme ikke bare en blindgyde, det er ligefrem skadeligt, mener industrien altså.

Minister giver Bonderøven tærsk
Danmarks fødevareminister, Eva Kjer Hansen, var inde på det samme, da hun i onsdags, ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde for 450 landmænd i Herning, gik i flæsket på DR-programmet om den selvforsynende landmand, ’Bonderøven’, for at idealisere et gammeldags landbrug uden kobling til det moderne.

»Danmark skal (...) have et landbrug med satellitstyring og topmoderne staldsystemer. Landbrugets virksomheder er højteknologiske biofabrikker. Det er den slags billeder, Danmarks Radio burde slå fast i serier som ’Bonderøven’«, sagde hun.

Filmskaber ønsker debat
Også kritikere, der er glade for at få budskabet om de negative og inhumane konsekvenser af industrialiseret landbrug frem, peger på, at filmen ikke stiller realistiske alternativer op.

Men skaberen af ’Food, Inc’, Robert Kenner, har svaret, at han først og fremmest ønsker at starte en debat.

Men han påpeger også, at biofabrikkernes samlebåndsproduktion af billige fødevarer ikke har gjort os glade og sunde. Overfloden af kalorier har først og fremmest gjort os fede og syge. På samme tid, som vi har gjort dyrene i kostaldene, hønsehusene og grisestierne fede og syge.

»Flere og flere mennesker ønsker ikke længere at være en del af et system, der ikke er bæredygtigt. Prisen for billig mad er blevet for høj«, sagde han til San Francisco Weekly.