I det stille vand ud for Rømø og Sild dukker et sælhoved op af vandet, kigger sig teleskopisk omkring og forsvinder lige så hurtigt, som det kom til syne.

Det er kun de voksne om bord på kutteren ’Rosa Paluka’, der når at se sælen. Børnene om bord sidder på knæ med hænderne i en rød kasse og opmærksomheden rettet i samme retning. I kassen ligger der søstjerner, krabber med forskelligt temperament og et par småfisk, som de skiftevis tager op, aer, undersøger og propper tilbage i kassen.

LÆS ARTIKEL Tag med til den danske ø, du ikke må besøge

Egentlig burde de vel hænge ud over rælingen for at se de sæler, som dagens safari går ud på. Forældre har i hvert fald punget ud for at lade poderne se forhåbentlig nogle af de 2.000-3.000 spættede sæler, der lever driverlivet i Vadehavet.

Imponeret.  Ikke kun sælerne - som ikke altid kommer helt tæt på båden - kan imponere de mindste. Krabber og søstjerne gør også arbejdet. Foto: Miriam Zesler

Men vildtforvalter Flemming Juel Søndergaard, der siden 2007 har guidet turister på alle former for safari, man kan komme på i og omkring Vadehavet, er helt klar over, at de mindste om bord ikke rigtig får så meget ud af at se på sæler.

»De kigger ud på en sandbanke, hvor der ligger nogle dovne dyr, der måske ikke engang gider at bevæge sig. Derfor trawler vi lidt fra havbunden op til de mindste, så de både får noget at vide om bunddyr, men også får lidt mere håndgribeligt syn for sagen«, siger Flemming Juel Søndergaard.

Og hans erfaring matcher virkeligheden. I al den tid kassen er fuld af bunddyr, flokkes børn helt ned til to år med store øjne omkring kassen – og hører efter, når Flemming Juel Søndergaard fortæller om den sære eremitkrabbe, om den aggressive svømmekrabbe, der får især drengene til at høre særligt efter, og om, hvordan man kan se, at en strandkrabbe er en han eller en hun. Og forsigtigt piller bunden åben på en krabbe for at bevise sin viden. Og lukker den nænsomt igen, uden at dyret lider overlast.

LÆS ARTIKEL Læserne: Her er Danmarks dejligste ferieø

Da kutteren sænker farten og blødt skvulper i vandet ud for sandbanken Jordspand, hvor man så tidligt som fra 1200-tallet har beretninger om dens eksistens, er der ellers fuld valuta for pengene. Cirka 200 sæler og flere unger ligger hulter til bulter spredt ud i vandkanten 100 meter fra ’Rosa Paluka’.

»Sælerne er på land, for de har også brug for solstråler og det D-vitamin, de får deraf, for at fordøje de fire-fem kilo fisk, de spiser om dagen. Og desuden kan sæler godt blive lidt ‘søsyge’ og har brug for lidt fast grund under maven«, fortæller Flemming Juel Søndergaard.

Afslapning.  Nogle nyder solen, mens andre spejder efter sæler. Foto: Martin Bubandt

Blandingen af tyske og danske voksne fotograferer ivrigt. Sælerne er ikke synderligt generet af deres pludselige berømmelse. Et par stykker svømmer endda ud for kortvarigt at tage sine fans i øjesyn.

LÆS ARTIKEL Byvandring med kongeligt hor og krig

De spættede sæler er glade for at bo i Vadehavet. Her er næsten intet erhvervsfiskeri – kun lidt rejefangst – og da havet er beskyttet farvand, får de lov til at passe sig selv. Her lever de i symbiose med tidevan? det. Vildtforvalteren fortæller, at de føder på sandbankerne, når der er lavvande – og skulle det svipse, kan en sæl afbryde sine veer og vente med at fortsætte fødslen, indtil vandet igen er væk.

Alle er derfor glade, for sælernes store appetit generer altså ikke fiskerne, og på disse kanter lever man godt af de turister, der gerne vil se sælerne, som Flemming Juel Søndergaard udtrykker det.

LÆS ARTIKEL Færgerne binder Danmark sammen

Inden man når ud til sandbankerne og sælerne, sejler man fra Rømø et smut om tyskernes stolthed, øen Sild, eller Sylt på tysk. Tyskerne har ikke meget kyst, så den, de har, er rasende populær, og færgen til Sild er stuvende fuld af busturister fra hele Tyskland, der vil være med i klubben af dem, der har oplevet Sild. Tidligere foregik sælsafarierne direkte fra Rømø, men da man for nogle år siden ændrede søfartsreglerne, må man nu i stedet en tur omkring Sild, hvilket gør turen dyrere og længere.

»Det ærgrer os selvfølgelig, for vi kunne se sæler, trawle og være tilbage på Rømø på to timer. Nu tager det fire og er en lidt lang tur for de mindste«, siger Flemming Juel Søndergaard, mens han slikker dagens sidste sol øverst på færgen tilbage til Rømø – og når at udpege et par enlige sæler på eventyr undervejs.

Men de to mindste børn fra dagens sejlads lader ikke til at ville have undværet et eneste sekund med en af søstjernerne og krabberne i hænderne.

FØLGTuren Går Til på Facebook