Annonce
Annonce
Opdateret januar 2011

Intro til Kenya

Tag på eventyr i Kenya og oplev løvebrøl, hyænesang og palmesus.

GUIDE: Turen går til Kenya

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Kenyas eventyr begynder ved havoverfladen på paradisøen Lamu og slutter først over fem kilometer senere på toppen af Mount Kenya – Afrikas næsthøjeste bjerg. Indimellem ligger nogle af kontinentets mest spektakulære dyreparker, den fantastiske Masai Mara-savanne, smukke regnskove og Afrikas største sø, Victoria-søen.

Så det er ikke for meget sagt, at Kenya som rejseland er tæt på at være komplet. Mulighederne er næsten uendelige. Du kan starte i Nairobi og gå på opdagelse i mylderet af gadesælgere og skyskrabere i en af Afrikas ubestridte metropoler. Fortsætte ud over mægtige savanner, der genlyder af løvebrøl, hyænesang og gnuernes brummen.

Tag så en afstikker i fodsporene på Karen Blixen og mærk suset af kolonitiden med dens særlige aura af cricket og gin & tonics på terrassen. Eller se himlen bliver farvet lyserød af 100.000 flamingoer, der letter fra en af Kenyas soda-søer. Og slut af på Mount Kenyas sneklædte eventyrtinder. Eller skyl støvet af dig i Det Indiske Oceans lune bølger, hvor temperaturen aldrig når under 25 grader.

FAKTA

  • Rejsen til Kenya

    De fleste får et rejsebureau til at arrangere turen. Det er ganske vist dyrere end at ordne det på egen hånd, men også langt nemmere, og som oftest den sikreste opskrift på en vellykket safari.

    Prisen svinger fra 15.000 kr. til 25.000 kr. for en 10-dages safaripakke – hvor prisen afspejler graden af luksus undervejs. Du kan købe en færdigrejser hos et af de mange rejsebureauer, der har specialiseret sig i Afrika.

    Der er ingen direkte fly fra Danmark, men blandt andet KLM/Kenya Airways og Turkish Airlines har fornuftige afgange dagligt til Nairobi med kun et stop undervejs og en samlet rejsetid på ca. 12 timer. Returbilletter koster ned til ca. 5.000 kr.

    Kenya har ingen officiel turistrepræsentation i Danmark, men ambassaden, der ligger i Stockholm, er behjælpelig med information. En række rejsebureauer med speciale i Kenya vil også kunne hjælpe.

  • Rejsen rundt i Kenya

    Bus
    Mellem alle større byer kører intercitybusser, som fungerer ok og ofte kører til tiden. Der skal ofte reserveres plads dagen i forvejen. Ellers kører de såkaldte matatuer (minibusser) overalt. De er billige og hurtige, men også ukomfortable, og chaufførerne kører som gale!


    Taxa
    Taxaer er overkommelige at betale og kan være et godt alternativ til bus – også til længere strækninger.


    Lejet bil
    De få internationale udlejningsfirmaer er dyre, mens mindre, lokale biludlejere er billigere. Generelt er det dog dyrt og besværligt for de fleste turister selv at leje bil. Ud over venstrekørslen er vejnettet i Kenya en blandet oplevelse, og den hasarderede kørsel kan kræve tilvænning.


    Fly
    Dårlige veje kan gøre turen mellem dyreparkerne til en lidt anstrengende affære. Men der er masser af indenrigsfly med daglige afgange mellem alle større byer og de fleste safariområder. I modsætning til fly til nabolandene er indenrigsflyvning i Kenya forholdsvis billigt, efter at lavprisselskaber er begyndt at presse priserne. Regn med 1.000-1.500 kr. for en returbillet til de fleste steder i Kenya.

    Flyvningerne til nationalparkerne foregår ofte i mindre propelfly, der i sig selv kan være en sjov rejseoplevelse og en fantastisk måde at nyde landskabet på.

    De vigtigste flyselskaber er

    • Kenya Airways (Kenyas største)
    • Air Kenya
    • Safarilink
    • Mombasa Air Safari
    • Fly540 (et nyt lavpris-flyselskab)

    Det meste indenrigsflyvning og enkelte internationale flyvninger går fra Wilson Airport fem kilometer syd for Nairobi.


    Tog
    Tog er en ekstrem langsom, men også en sikker, sjov og forholdsvis komfortabel måde at rejse mellem Nairobi og henholdsvis Mombasa og Kisumu.

    Tog mellem Nairobi og Kisumu kører i øjeblikket kun én gang om ugen og koster $40 pr. person for en enkeltbillet på 1. klasse i delt topersoners sovekupe. En enkeltbillet på 2. klasse koster $30. Begge er inkl. opredning, aftens- og morgenmad. Der er rabat for børn under 12 år. Turen tager 13 timer, men forvent forsinkelse.

    Tog mellem Nairobi og Mombasa kører tre gange om ugen og koster $50 for pr. person for en enkeltbillet på 1. klasse i delt topersoners sovekupe. En enkeltbillet på 2. klasse koster $40. Begge er inkl. opredning, aftens- og morgenmad. Der er rabat for børn under 12 år. Turen er sat til 14 timer, men forvent flere timers forsinkelse.


    Færge
    Færgefarten på Victoriasøen til Uganda og Tanzania er desværre fortsat ude af drift.

  • Visum og valuta

    Visum
    Visum kan købes i lufthavnen ved ankomsten. Køen er ofte lang og langsommelig, så skynd dig ud af flyet.

    Kenya har midlertidigt nedsat visumafgiften fra $50 til $25 indtil udgangen af 2010 for et standard tre-måneders visum. Det er dog sandsynligt, at ”rabatten” forlænges.

    Passet skal være gyldigt mindst seks måneder efter ankomstdatoen.


    Valuta
    Valutaen er Kenya Shillings, som forkortes Ksh. Safariudflugter, entré til dyreparker og finere hoteller afregnes dog i dollars.

    Der er hæveautomater i Nairobi, Mombasa og andre større byer. Dollar og euro veksles nemt i lokale banker eller vekslebureauer. Vær opmærksom på, at dollarsedler fra før år 2000 normalt ikke kan anvendes i Kenya.

    Kreditkort er efterhånden udbredte og kan bruges på de fleste større hoteller, restauranter og butikker. Mange hoteller lægger dog fem pct. på regningen, hvis man betaler med kreditkort.


    Toldregler
    I Kenya kan besøgende over 18 år toldfrit indføre

    • 200 cigaretter (eller 50 cigarer eller 250 gram løs tobak)
    • en flaske spiritus

    For yderligere information se Kenyas skattemyndigheders hjemmeside, Kenya Revenue Authority eller på SKAT’s hjemmeside.

    Guld, ædelstene og jagttrofæer må kun udføres fra Kenya, hvis det er forsynet med den nødvendige autorisation fra de kenyanske myndigheder. Det er forbudt at tage elfenben, dyreskind og skildpaddeskjold med ud af landet. Det samme gælder armbånd af elefanthår, halskæder med løvetænder og andre dele fra vilde dyr.

  • Sundhed og sikkerhed

    Forsikring
    Det gule sygesikringsbevis gælder ikke i Kenya, så en rejseforsikring er et must. Forsikringen skal som minimum dække sygdom og hjemtransport. Opbevar en fotokopi af forsikringspolicen hos pårørende hjemme eller hos en medrejsende.


    Vaccination og sundhed

    Vaccinationer
    Rygterne om de afrikanske kryb, slanger og faretruende tropesygdomme er stærkt overdrevne! Langt de fleste slipper i værste fald med en mild gang diarré. Men det skader ikke at gardere sig.

    Få de nødvendige vaccinationer et par måneder før afrejse. Det gælder normalt vaccinationer mod

    • hepatitis A
    • stivkrampe
    • difteri
    • kolera
    • gul feber

    Ved ophold over en måned anbefales desuden

    • meningitis
    • hepatitis B
    • evt. tyfus

    Mere info om vaccination
    Man kan få opdateret information om de nødvendige og anbefalelsesværdige vaccinationer hos

    • sin praktiserende læge.

    Der kræves ingen vaccinationer ved indrejse i Kenya, hvis man kommer direkte fra Danmark. Ved indrejse fra afrikanske lande, hvor gul feber er udbredt, skal vaccination mod sygdommen kunne dokumenteres.


    Malaria
    Malaria er ikke så udbredt i Kenyas højtliggende områder, for eksempel Nairobi, Masai Mara, Nakuro og Naivasha, men almindelig langs kysten og ved Victoriasøen, hvor det er en god idé at tage malariapiller, ikke mindst i regntiden. Myggenet og myggebalsam er andre obligatoriske midler til at undgå malaria.


    Indlæggelse
    Skulle uheldet være ude, og man får brug for hospitalsbehandling, anbefales det at bruge private klinikker. Betalingen skal falde på stedet, så sørg for at have en god rejseforsikring.


    Medicin
    Der er forholdsvis velforsynede apoteker i de større byer. Men medbring malaria-piller hjemmefra og evt. et bredspektret antibiotika som Ciproxin mod kraftigere diarré.


    Drikkevand
    Det anbefales altid at drikke mineral- og kildevand på flaske, der kan købes overalt i landet. Før en safari er det en god idé at købe et større lager af drikkevand. De fleste lodges sælger også vand på flaske, men ofte en del dyrere.


    Påklædning
    Kenyanerne er normalt meget velklædte, men bærer over med de mere afslappet klædte turister. Især i de muslimske områder langs kysten bør kvinder dog undgå dybe udskæringer, bar mave og ærmeløse toppe. Shorts for både kvinder og mænd bør mindst gå til knæet.

    Generelt bliver chancen for at få lov til at gå i fred større, hvis man blender ind, dvs. dropper pengebælte, shorts og solhat, når man bevæger sig rundt i byerne. På stranden kan man være mere afslappet. Det er dog ikke tilladt for kvinder at være topløse.

    Medbring tøj til almindeligt sommervejr, gerne let bomuld og i lyse farver. Men husk også en fleece eller sweater – i højlandet bliver det køligt om aftenen. Desuden sandaler, solhat og solcreme med høj faktor til beskyttelse mod den brændende ækvatorsol. Og badetøj – også til safarituren, da mange lodges har swimmingpool.


    Kriminalitet
    Sikkerheden er noget, der desværre stadig er grund til at tage meget alvorligt, selvom situationen er blevet bedre de seneste 5-10 år. Her er nogle grundregler:

    • Efterlad dyre ure og smykker på hotellet og gem kameraet i en taske/pose
    • Medbring kun mindre beløb
    • Gå ikke på gaden efter mørkets frembrud. Tag en taxa
    • Efterlad ikke værdier i bilen
    • Tag ikke ud i ukendte områder uden pålidelig guide
    • Lyt til de lokale anbefalinger

    Følger man disse råd, er risikoen minimal. Skulle der endelig ske noget, så forhold dig i ro og hold hænderne over hovedet. Giv alle værdier fra dig, og lad være med at kigge i retning af overfaldsmændene (så de ikke behøver at frygte at kunne blive identificeret).

  • Fakta om Kenya

    Areal: 582.646 km2 (14 gange Danmarks).
    Indbyggertal: 38 mio. (7 gange Danmarks).
    Etnisk sammensætning: Ca. 50 forskellige stammer udgør 99 pct. af befolkningen, hertil arabere, indere og europæere.
    Religion: ca. 45 pct. protestanter, 33 pct. katolikker, 12 pct. naturreligioner, 10 pct. muslimer.
    Sprog: Swahili og engelsk er officielle sprog, hertil en række stammesprog.
    Statsform: Kenya er en repræsentativ demokratisk republik, hvor præsidenten både er statsoverhoved og regeringschef.
    BNP pr. indb.: $912.
    Årlig befolkningsvækst: 1,8 pct.
    Valuta: Kenya shilling.
    Højeste punkt: Mount Kenya (5.199 m).
    Eksport: Te, blomster, kaffe og grøntsager.

    Tre anderledes fakta om Kenya

    Mobiltelefoner: Næsten alle kenyanere har deres egen mobiltelefon – selv gadetiggere – som de bruger som bankbog, til at overføre penge via sms og til at sende kredittaletid hjem til familien langt væk i landsbyerne. Kenya var det første land i verden, hvor folk på landet uden strøm kunne købe solopladelige mobiltelefoner.

    Slumbyer: Kenya har nogle af verdens hurtigst voksende byer, især slummen. I Nairobi bor to ud af tre indbyggere i slumbebyggelser, selvom slummen kun dækker fem pct. af byens samlede landareal.

    Nationalretten: Grillet ged, »nyama choma« er Kenyas ukronede nationalret, der egentlig bare er grillet kød uden yderligere dikkedarer. Når kenyanere går ud og spiser på restaurant, vil de i ni ud af ti tilfælde mæske sig i grillet gedekød. I rå mængder! En portion på et kilo kød er ikke usædvanligt for en granvoksen kenyaner – men så er benene også vejet med!

GUIDEN FORTSÆTTER HER:
Annoncer
Turen går til-forsiden
Turen går til
24. maj. KL. 07.00
FERIEIDYL. Det græske øhav byder på øer for enhver smag. - Foto: Deborah Benbrook

Her kan du få mest ferie for dine penge i år

Fordelagtige valutaer og uopdagede ferieområder. Her er de destinationer, hvor pengene rækker lidt længere denne sommer.

Turen går til
23. maj. KL. 15.14
FUSK. En gæst stak af fra en regning på 15.000 kroner. (Arkivfoto) - Foto: Ilbusca, iStockphoto.com

Hotelgæster skrider fra dyre regninger

Oplyser forkerte adresser og kreditkortoplysninger og stikker så af.

Turen går til
22. maj. KL. 14.53
Foto: Dorte Hansen

6.000 nye bycykler indtager New York

New Yorks bycykler, Citi Bikes, tages i brug den 2. juni.

Seneste nyt

Vi guider til gode rejsemål i Maj

New Zealands Sydø

New Zealands Sydø

Paradis for aktive naturelskere

Sharm el-Sheikh

Sharm el-Sheikh

Sol og varme året rundt, krystalklart vand og store oplevelser på de helt...

Cuba

Cuba

Salsarytmer, høj cigarføring og smukke, solbrændte huse. Cruising i seje...

Tenerife

Tenerife

Sol, vand og vulkaner er Tenerifes tre top-attraktioner. Men...

Bangkok

Bangkok

Hvis Bangkok var en flaske vin, var der tale om en magnum. Og etiketten...

Yucatán

At besøge Yucatán er at dykke ned i forhistorien mellem maya-ruiner og...

Goa

Goa ligger som en solmættet parentes mellem det enorme indiske...

Krabi

Krabi, Krabi, jeg overgiver mig. Du er for smuk og dejlig. Krabi er en...

Hurghada

Snorkeleventyr og beachparty på bare fødder. Sol, strand og vand om dagen...

Venedig

Udenfor skodderne står Venedig op. Gadefejerne trækker trillebørene gennem...

Dubai

Futuristiske og vanvittige Dubai pirrer, forundrer, forarger og sitrer i...

Gran Canaria

Vil du have nærmest evig sommer, skal du tage til Gran Canaria. Her ruller...

Miami

Fuld fart på festen i Miami, oplevelsessamfundets epicenter i Orlando...

Phuket

Phuket er livsnydelse på højt plan. Et strejf af sommer året rundt og en...

Kenya

Tag på eventyr i Kenya og oplev løvebrøl, hyænesang og palmesus.