»Vi er blevet sat af på White Sand Beach. Nu er klokken ni om aftenen, og jeg kan konstatere, at Ko Chang er et meget, meget stille sted. Både vand og luft er tropevarmt, og det ser ud, som om der venter os nogle rolige dage«.

Sådan står der i min dagbog fra ankomsten til den thailandske ø Ko Chang tilbage i foråret 1994.

LÆS OGSÅHer er Thailands uspolerede paradis-strande

Nu står jeg 17 år efter på en lille havn på fastlandet og ser igen Ko Chang tårne sig dampende og tropegrøn op på den anden side af det lille smalle sund. I morgendisen ligner Thailands næststørste ø, med sine høje, tætte og frodige skråninger en mystisk og dragende kulisse til King Kong-filmens jungleø.

FOTO:  Sune Højrup Bencke Jeg er spændt på at se, hvordan Ko Chang har ændret sig, siden mine rejsevenner og jeg flygtede fra det stegende, fugtighede og kaotiske Bangkok for at finde en fredelig ø med lange, ensomme paradisstrande. Alle anbefalinger fra de andre unge i rygsækturismens thailandske centralnervesystem, hotelgaden Khao San Road, lød på Ko Chang, Ko Chang og Ko Chang.

Tidsrejse på 17 år
På afstand ser der ikke ud til at være den store forskel på Ko Chang anno 2011 og 1994. Men fra det øjeblik færgeturen fra fastlandet begynder, ændrer det sig. Denne gang sker det på en stor klods af en bilfærge komplet med kiosker med kolde drikkevarer og en stor gruppe larmende russiske turister.

I 1994 rejste russerne ingen steder, og dengang sejlede jeg fra kystflækken Laem Ngop med en fiskekutter, der stille og roligt tøffede ned langs Ko Changs vestlige side og smed backpackerne af på små skrøbelige træmoler ved de forskellige strande.

Ingen veje og ingen store hoteller
Der er sket et kæmpe ryk på Ko Chang de sidste 15 -20 år. Øen var bagud på charter- og backpackerpoint fra starten, fordi de høje bjergskrænter helt ned til vandet gjorde det svært at opbygge en ordentlig infrastruktur (Ko Chang er stadig ikke forbundet hele vejen rundt). Da det samtidig tog ekstraordinært lang tid at udrydde malaria, og øen lå forholdsvist isoleret helt ude østpå uden oplagte øhopmuligheder, er det først meget sent, at charterturismen er kommet til Ko Chang.

LÆS OGSÅBo i regnskoven og oplev det uspolerede Thailand

I 1994 var der stort set ikke nogle veje på Ko Chang. Og jeg kan ikke huske, at jeg så andre overnatningsmuligheder end små strandhytter, mens de eneste adspredelser fra en bambusmåtte på stranden og et dyk i havet hver halve time, var dykkerture eller beachvolley med de andre backpackere.

Magien er intakt
Det erindringsbillede er ikke til at kende nu. Alene det, at vi kan køre fra færgelejet på Ko Changs nordlige spids til hotellet Klong Prao Beach lige syd for White Sand Beach, er en kontrast til oplevelsen for 17 år siden, hvor en kutter taxiede frem og tilbage mellem strandenes moler.

Igennem bilvinduet kan jeg se en 7-Eleven, en Restaurant Jensen og en irsk bodega. Men selvom Ko Chang er blevet beriget med store hoteller, supermarkeder og restauranter, så er 1990’ernes fredfyldt magi stadig til stede.

Småøer perfekte til øhop
Ikke mindst, når man befinder sig en tidlig, stille formiddag ved Ao Salek Phet på øens sydligste spids. Her flyder der stille, blid thaipop ud af højttaleren ved en restaurant på molen. Bølgerne slår roligt mod siden af en lille speedbåd, der tager turister med ud på øhop omkring Ko Chang.

LÆS OGSÅHer er Thailands fedeste strandhytter

Og det er ikke nogen dum idé. Øhop altså. Kigger man på et kort over Ko Chang, så stopper man med at tælle alle de små ko’s (øer), der pletter havet omkring øen, når man er nået op over 30 stykker. Enkelte kan man bo på – som Ko Kood og Ko Mak – mens de fleste andre lokker med små perler af tropestrande, hvor du kan snorkle, dase og knibe dig selv i armen.

FOTO:  Jacob Høngaard JensenFrokost i sandet
To store Suzukimotorer på hver 200 heste får den lille speedbåd til at hamre ud af havnen. Efter godt en halv time ankrer vi op ved at par småøer og skær og hopper i vandet for at snorkle. Jeg ser flere grupper af akvarielignende fisk, koraller og små anemonelignende svampe i orange, gule og blå farver, der trækker sig sammen og forsvinder, når jeg vifter med hånden foran dem.

LÆS OGSÅSådan prutter du om prisen i Thailand

Ved det næste stop ankrer vi op i et smalt stræde mellem to små øer. Her er vandet helt glasklart og bunden udgjort af knuste, hvide koraller. Til frokost disker besætningen op med en håndfuld thaispecialiteter, der har været holdt varme i store termokasser. Jeg dykker blandt andet ned i gul karry med skaldyr, kokossuppe og frisk frugt til dessert, mens jeg sidder på en stor sten i sandet og kan se små lokale fiskerbåde duve mildt ude på havet.

FOTO:  Sune Højrup BenckeStille dage på Lonely Beach
På vejen hjem lægger vi til ved Lonely Beach, der er stedet, hvor nutidens rygsækturister søger hen. Standen ligger på Ko Changs sydlige del, der er øens mest ufremkommelige. De slanke, høje palmer vejer stille, og skyggefulde træer læner sig dovent ud over vandet, så du kan sidde på stammen med fødderne i vandet og læse en bog.

Måske det er det bedste billede på livet på Lonely Beach, hvor det koster omkring 40 kroner pr. dag for en primitiv hytte på skråningerne ned til stranden. At sidde på en pude på gulvet på strandens enlige restaurant og kigge ud over bugten, mens jeg nipper til en kold Singha, er som at blive sendt tilbage til 1994.

Jeg bladrer i dagbogen fra dengang, hvor der af gode grunde ikke står så meget på siderne fra Ko Chang. Men jeg falder over følgende citat:

»Jeg bader, skriver breve, bader igen, spiser frokost, bader, spiller snooker, bader og bader igen. Det var det her, jeg drømte om, da jeg tog hjemmefra. Jeg lever livet«.

LÆS OGSÅ SIDE 2
Tre oplevelser på Ko Chang

Turengårtil.dk var inviteret til Ko Chang af Apollo Rejser og Thai Airways.