Det fornemmes straks, man træder ud af færgen, ruller bilvinduet ned eller stiger ud af flyets airconditionerede luft: duften af sommer, der ligger svævende over Bornholm.

Det er de varme klippers tørre stenlugt. Duften af hedelyng, vild gyvel og rønnebær, der stædigt vokser frem blandt Hammerens kæmpesten og klippesider.

Det er duften af Gudhjems stillestående skærgårdskyst, og hvad havet gemmer på: superbt stegte rødspætter, dampende varme torsk, knasende lune fiskefrikadeller og selvfølgelig den fede duft af en helt nyrøget sild med groft salt og rugbrød. Det er duften af frokostbøffer fra Sandvigs tusinde sommerrestauranter og de sofistikerede frokosttallerkner fra Rønnes gourmettempler.

Det er den overmættede duft af planter og træer i Døndalens dyb. Anemonerne, kaprifolierne og ramsløgene. Men det er også den slatne lugt af fadøl en alt for tidlig søndag morgen på Rønne Torv. Og duften af overophedede kasseapparater fra de bornholmske turistfælder, der overalt lurer på turisternes surt sammensparede feriepenge. Det hører med.

Det er alt sammen duften af Bornholm – sommerens land. Det er duften af himmel. Duften af hav. Og en duft af klipper, der aldrig slipper.