En enkel, lille ret. Fynsk rygeostsalat. Slagteren tager en bøtte rygeost, en bøtte kvark eller creme fraiche, et par håndfulde små, stærke radiser i tern og måske nogle agurketern, rører det hele sammen og skovler det i en plasticbøtte. Der er ikke så mange dikkedarer over rygeostsalat. Men når man breder et skovturstæppe ud og sætter sig i solskinnet med langtidshævet, knasende brød, gult smør, lidt grønne asparges, et par tomater og måske en bakke jordbær fra den lokale vejbod – og så altså rygeostsalaten – er porten omtrent åbnet til himmeriget. Den fynske natur, hvad enten det er de bløde bakker, stokroserne og de grønne øer i et blåt sund eller flade inddæmmede marker, stejle klinter og fjorden med trækfugle, er Fyn på enhver årstid betagende til kulinariske friluftsoplevelser eller bare til oplevelser og frisk luft.

Det tager tid at fremstille rygeost. Sødmælken varmes op med kærnemælk og lidt osteløbe, og så skal den dryppe af i to døgn. Til sidst skal den røges – helst med røg fra brændenælder – og først derefter kan man gå i gang med selve salaten.

Sådan er Fyn også. Her skal ikke hastes, hvis man vil have nuancerne med. Ikke noget med at snuppe den drønende motorvej, der pløjer sig tværs gennem Fyn fra Middelfart til Nyborg. Som med rygeosten tager det tid, hvis man vil opleve landet mellem Lillebælt og Storebælt. Det tager tid at komme rundt ad de bugtede, bakkede landeveje – for slet ikke at tale om Øhavet, hvor de mange færger gør, at rejsetempoet helt af sig selv kommer ned i gear.

At alt ikke bare er landidyl, stokroser og rygeost på Fyn, er de gigantiske elmaster med det brede vingefang et tegn på. Masterne trækker lange strenge af ledninger ikke bare ud over Fyn, men videre ud i Europa fra Fynsværket i Odense Havn. Flade pramme tøffer ind gennem Odense Fjord med kul til værket, og lastbiler kører bigballer fra landmændenes marker til værkets halmlagre. 133 hektar drivhuse – eller 26 procent af Danmarks samlede drivhusareal – omkring Odense er storkunderne. Når vinterhimlen står oplyst i et flammende orange skær, nyder knaldrøde tomater, grønne agurker og blomstrende potteplanter godt af varme og lys fra værket.

Det hedder nu ikke agurker, men augårker på disse kanter. Ligesom enhver handel høfligt og mildt afsluttes med et farveller. Den syngende fynske dialekt er langt fra forsvundet trods broer og elnet til omverdenen og et aktivt, globalt erhvervsliv. Sprogets mildhed, venligheden og en glæde over alle de goder, som Fyn, øerne, havet, fjorden og jorden giver, kan ikke undgå at smitte bare lidt. Selv vinden fra havet er blid, som man sidder dér en tidlig forårsdag med trækfugle foroven, kulpramme, fragtskibe og hvide sejl i øjenhøjde, grove, grålige sten langs kysten og en god madkurv. Hvis man har dryppet mælken af i to døgn forinden, kan man endda lave sin egen rygeost over bålet på et kvarters tid.