Sublime og åndeløse øjeblikke fyldt af fryd, forundring og eftertanke står i kø på det bølgende Møn med stejle klinter og det flade Lolland-Falster, hvor jorden møder himlen langt ude i horisonten: Glimt af vandrefalken, der dykker foran kridhvide og absurd smukke klinteformationer, en sæl som et aflangt gråt missil på spidsen af krumodden Albuen eller en sjælden orkidé, der vipper let og lokkende i vinden.

I byerne mærkes fryden, når en port eller en smøge pludselig åbnes til en forunderlig verden. På en træterrasse i en gård hygger folk sig i solen med en mønsk øl foran bryghuset. På et torv sidder et par og spiser kage, mens deres børn sværmer om Bjørnebrønden. Byen åbner sig i et vue over et spejlblankt nor med Aalholm Slot som en middelalderlig borgklods bag trækroner, eller spadsereturen ender overraskende i en bydel af lige linjer, en mosaik af blanke vinduesflader og trappepartier ned mod det sorte vand.

Selv en strandtur byder på oplevelser, der sætter sig dybt i én. Strande bag lange, snorlige diger, der minder om den store stormflod i 1872 og arbejdet med at inddæmme og afvande ubegribeligt store arealer. Strande, dannet af flint fra Møns Klint. Strande, som Østersøen langsomt æder op. Inde i landet rejser godser og slotte sig af jorden. Folk slentrer hånd i hånd gennem Liselund Slotspark. Kammermusik flyder fra åbne vinduer på Fuglsang Herregård. Børn trykker næsen mod ruden og følger tilblivelsen af en ost på Knuthenlund Mejeriudsalg.

Når dagen går på hæld, mærkes mætheden som en behagelig tyngde i kroppen. Ens hoved summer stadig af dagens lyde og synsindtryk, og huden føles stram af havvand. Men det er ikke kun hovedet og kroppen, der er blevet brugt. Sjælen er blevet fodret – i små bidder gennem hele dagen – med noget, der ikke smager fladt og ligegyldigt, men er tilsat det magiske krydderi, der gør oplevelsen til noget, der insisterer på at blive husket.