Der var engang, hvor ’uspoleret’ rent faktisk betød: Uspoleret. Det var, før masseturismens kødgletsjer kværnede hen over selv de fjerneste destinationer – i dag betyder uspoleret vel nærmest ’for kedelig til turister’.

Men engang imellem bliver ens professionelle kynisme alligevel udfordret. Måske er det Azorernes fjerne placering næsten halvvejs til USA. Måske spøger Radioavisens ’lavtryk over Azorerne’ fra dengang, den portugisiske øgruppe udgjorde en vigtig meteorologisk uvejrskrage, stadig. Forbavsende få turister finder i hvert fald hele vejen ud til de ni frodige øer med den rige historie. 127.000 udlændinge besøgte Azorerne sidste år, og det er 600.000 færre end på den geografisk meget mindre, men langt mere velkendte portugisiske ø, Madeira. Og beboerne herude i Atlanten har ikke tænkt sig at lave om på det med masseturisme. De kan lide øerne, som de er.

Og selvom cirka 15 procent af turisterne faktisk er danskere, er der plads nok til os alle sammen, uden at det kommer til at minde om en tur i den lokale Føtex.

Azorerne er resultat af sammenstødet mellem hele tre tektoniske plader, og vulkanerne er stadig ikke færdige med at forme dem. Det kan man opleve helt tæt på, når man besøger øen Faial: Så sent som 1953 eksploderede en underjordisk vulkan en kilometer uden for øens vestlige spids, kaldet Capelinhos. Resultatet, der blandt andet begravede en lille landsby og øens fyrtårn, er et helt nyt, rødbrunt månelandskab af askebjerge – der efter en halv times rumvandring fører op til det endnu rygende krater flere hundrede meter over det blå, brusende hav. Herfra er der ikke langt over til naboøen Pico, hvis to kilometer høje vulkan ikke alene er det højeste punkt i Portugal, men også et yndet mål for vandrere i god form.

GUIDECapelinhos – Azorernes Mars-landskab

Ned i vulkanen
Hver ø, sin vulkan: På øen Terceira kan man ligefrem komme ned i en. I Algar do Cavão har det underjordiske tryk sprængt en lodret tunnel langt ned i dybet – eller rettere: op til overfladen. Turen derned er lige ind i Ringenes Herre, når den giftiggrønne mos på overfladens dryppende våde klippehul hurtigt afløses af grotesk smeltede klipper i det snoede hul, der fortsætter ned i dybet.

Vulkanerne er også nyttige – geotermisk varme dækker en stor del af øernes energibehov. Og så kan man lave mad i en vulkan. På hovedøen São Miguel har vulkanerne skabt en næsten schweizeridyllisk bjergdal. Her smyger velhaverlandsbyen Furnas sig blandt grønne enge og træklædte skråninger ned til en sø, ved siden af hvilken det kogende vand bobler direkte op af jorden i små, svovlosende pøle. Og ligesom vi herhjemme har indrettet grillpladser ude i naturen, har øboerne gravet overdækkede huller, hvor man kan langtidskoge sin mad i store gryder. Det giver ekstra smag, for ingen vanddamp forlader gryden.

Det benytter byens restauranter sig også af: Hver dag klokken 12.30 kommer en lille karavane af biler og graver de gryder, de satte over seks timer tidligere, op. Resultatet kan man for eksempel smage på den lille art deco-perle af et hotel, Terra Nostra, midt i byen. Som altid på Azorerne snakker vi om simpel portugisisk bondemad: Mange slags kød og grøntsager, men denne gang kogt så længe og ved så lav temperatur, at kødet næsten går i vidunderlig mør opløsning for øjnene af os.

GUIDEHer kan du smage gryderetten tilberedt i vulkanjord

I hotellets baghave starter en stor botanisk park, der fortæller en interessant historie om alle de arter af træer og planter fra hele verden, rejsende gennem tiden har bragt til Azorernes frodige jord, og som er endt med at forme landskabet. Men parkens sofastykke er den kæmpe pool af gulligt, hørmende vulkansk vand. Det ligner resultatet af en omgang blefri babysvømning, der er gået helt galt – men kan man frigøre sig fra associationerne om afføring, er det mineralholdige varme vand lifligt og angiveligt helsebringende.

GUIDEVelgørende mineralvand på Azorernes mindste ø, Graciosa

Men bare 10 minutter derfra – i Caldera Velha – kan man få en endnu mere autentisk badeoplevelse, hvis man trænger ind i den næsten tropiske bjergkløft med kæmpe bregnetræer, passerer en rygende kilde og ender i et vandfald af perfekt tempereret vand. Der er næsten tale om en regnskov, og det er et godt eksempel på de frodige mikroklimaer på øerne, der skifter hele tiden.

Europas eneste teplantager og verdensarv-vinmarker
Frodigheden bliver naturligvis omsat i landbrugsprodukter. Flere er unikke. Europas to eneste teplantager ligger på São Miguel. Den er et arbejdende museum med maskiner, der ikke ser ud til at være blevet udskiftet siden åbningen i 1883.

»Vores er ikke den bedste te i verden«, indrømmer fabrikkens ejer, der er femte generation af slægten af teproducenter, med falsk beskedenhed. Men det er tæt på:

»Vores te har et lavere indhold af tein og er derfor mildere, sundere og mindre bitter«.

GUIDEHer kan du shoppe te og kunst fra Azorerne

Som man kunne forvente, har den menneskelige foretagsomhed inden for landbruget også resulteret i en masse lokal sprut. Likør med smag af ananas, passionsfrugt og brombær er specialiteter, der nok bedst nydes af gamle damer, når de spiller canasta. Men noget af den lokale vin – i særdeleshed den hvide ved navn Frei Gigante – smager lifligt mineralsk og koster nærmest ingenting. Dens druer gror på øen Pico, der engang var næsten helt dækket af lava. Men beboerne brød møjsommeligt stenene op og byggede kilometervis af stengærder, der i bittesmå parceller beskytter vinplanterne mod vinden og havets salt. Samtidig slipper stenene solens varme løs om natten og hæver dermed druernes sukkerindhold. De uendelige stengærder er på UNESCO's liste over verdens kulturarv.

GUIDEVandretur på Picos vinmarker

Blandt Picos vingærder møder vi tilfældigt en gammel vinbonde, der inviterer os ind i sit skur af en produktionshal, bygget af sorte lavasten. Han byder på et glas af den sherryagtige Verdelho-drue og klager over, hvordan vejret i år har udslettet næsten hele høsten. Han er en af de få, der overhovedet har druer at sælge fra den klippefyldte jord.

På kaskelotmuseum og delfinsafari
Ud over vinen er Pico bedst kendt som hvalfangerøen, indtil den næringsvej blev internationalt forbudt i 1986. Fra bittesmå både jagede lokale sømænd de kæmpe kaskelothvaler, der i modsætning til andre hvaler har den fordel, at de ikke synker, når de dør. Et museum i en gammel hvalfabrik i byen Lajes (ikke at forveksle med et mindre interessant museum i São Roque) viser, hvor primitivt det foregik.

Men nu er det blodige erhverv erstattet af en anden form for hvaljagt: Hver dag tager turister af sted fra flere af øerne for at studere krabaterne på nært hold. Og nært hold skal tages bogstaveligt – mange ture foregår i små gummibåde, hvor man er helt nede i øjenhøjde med kæmperne.

Vores gruppe ser dog ingen hvaler. Til gengæld bliver vi omringet af hundredvis af delfiner, der muntrer sig med at svømme om kap med båden så tæt, at man rent faktisk kan række ud og røre dem.

Friske svømmere får faktisk lov at hoppe ned til dem – til delfinernes undrende nysgerrighed.

GUIDETag ungerne med på hvalsafari fra São Miguel

Handelsvejenes mødested
At havet altid har været Azorernes livline, siger sig selv. At de også i flere hundrede år var Europas livline til resten af verden, er måske mindre indlysende. Men da portugisiske skibe i 1500-tallet satte sejl på farefulde ture til Indien efter krydderier, blev de på hjemturen blæst til havs af golfstrømmens vinde. Det bragte dem automatisk til Azorerne, før de kunne ramme et nordligere vejrsystem, der sendte dem tilbage til Europa.

Den historiske by Angra på øen Terceira, hvis bjergfremspring på én gang dannede en naturlig havn og et godt forsvar mod pirater, blev dermed verdens dengang måske vigtigste transithavn – både på vej fra Indien og på vej til de nye kolonier i Sydamerika. I hvert fald indtil nye sejltyper gjorde det muligt for skibene at sejle tættere til vinden, så de ikke behøvede omvejen om Azorerne. Angras betydning visnede bort med denne nautiske landvinding. Men denne globaliseringens forpost har i dag fået nyt liv på UNESCO's liste over verdens kulturarv.
En anden slags skibsfart spiller stadig en aktiv rolle på Azorerne. Hvert forår sætter en større flotille af modige lystsejlere fra Europa nemlig sejl mod Amerika. Efter måske et par uger på havet anløber godt 3.000 sejlbåde hvert år den travle marina i Horta på øen Faial, og det giver byen en særlig stemning – til tider dramatisk. Da vi besøger byen, ligger den kæmpe trimaran (treskroget racersejlbåd, red.) ’Oman Air Majam’ fortøjet i havnen. Masten er revet af, hovedskroget er fuld af huller, og det ene yderskrog mangler helt – resultatet af en kapsejlads, der gik galt. Skipperen måtte aktivere sit radionødfyr og blev samlet op nordvest for Azorerne af et fragtskib på vej til Tyrkiet.

Man forstår, hvorfor alle sejlere per tradition maler et lille billede på Hortas havnemole. Ifølge overtroen betyder det god vind. Hele havnemolen er overmalet af disse små vidnesbyrd om moderne eventyr.

På havnebaren med det kuriøse navn Peter Café Sport mødes sejlerne hver aften i sæsonen. Og baren, der er fuld af signalflag og andre efterladenskaber fra besøgende søfarere, er kendt vidt og bredt i sejlermiljøet. Her møder vi en australier, der aldrig kom videre: For otte år siden stod han af en sejlbåd, hvor besætningen ikke kunne enes. Som mange søfarende før ham valgte han at stå af på Azorerne. Nu har han været her i otte år.

GUIDEAzorernes bedste caféer og barer

»Jeg vender aldrig tilbage til Australien«, siger han.

Gennem tiderne er mange azorere emigreret i stort tal, ikke mindst til USA. Men mange vender også tilbage igen. Der er et eller andet, de ikke kan undvære. Måske en kultur, geografien på én gang har gjort stærkt kosmopolitisk og dybt isoleret.

Og i hvert fald en stolthed over at være noget helt andet end resten af verden.

Gennem tiderne er mange azorere emigreret i stort tal, ikke mindst til USA. Men mange vender også tilbage igen. Der er et eller andet, de ikke kan undvære.

Politiken var inviteret af Portugals Turistbureau