Annonce
Annonce
Turen går til 14. aug. 2011 KL. 05.30

Guide: Oplev Manchesters mageløse mangfoldighed

GUIDE: Turen går til

Hippe restauranter, klassiske pubber og fede museer. Og så fodbold. Tag med på 48 timers rundtur i Manchester.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

MANCHESTER

Rejse: SAS har daglige non-stop-flyvninger til Manchester. Man kan også flyve med British Airways via London.
www.sas.dk og www.ba.

Bedste rejsetid: Sommerhalvåret, hvor temperaturen er behageligst og chancen for solskin er størst. Klimaet minder en hel del om det danske, så bliv ikke overrasket over en byge.

Overnatning: Manchester har et stort udvalg af hoteller i alle prislag, men regn med mindst 600 kr. for et rimeligt hotel i turistklasse i centrum.

Restauranter: Det er lidt billigere at gå ud og spise end herhjemme. Især Manchesters mange etniske restauranter er prismæssigt attraktive.

Mere info: www.manchester.com og www.visitbritain.com.

SE VORES GUIDES TIL STORBRITANNIEN

Engang var Manchester slidt og beskidt. I dag valfarter selv englænderne til byen. Manchester er forvandlet til ukendelighed med sine hippe restauranter og kvarterer og et rigt udvalg af museer. Og så selvfølgelig fodbolden.

For i denne weekend skydes Premier League i gang, og i dag står Manchester United klar på grønsværen for at gøre livet surt for West Bromwich Albion.

Er du en af dem, der skal følge Uniteds boldkunstner live, så sørg for også at bruge et par dage på at opleve den tidligere industriby, der har forvandlet sig til en turistmagnet, hvor nye funklende højhuse i glas og stål kliner sig op ad gamle brune victorianske huse i de smalle gyder.

Byen, der forvandlede sig
Det hele er meget kompakt i Manchesters centrum – og vil næppe indgå i en byplanlæggers bedste drømme. Men nyt og gammelt skal der være plads til i Nordenglands uofficielle hovedstad og landets næststørste by. Den kan desuden gøre hævd på at være verdens første industrielle by. For ikke så mange år siden var der ikke mange, som lagde vejen forbi, for hvad i alverden skulle man se – og hvorfor oven i købet udsætte sig for den forurenede luft fra den omfattende industri?

Meget, rigtig meget, er sket i løbet af de seneste år, og i dag besøger talrige turister Manchester, som kommer for at opleve det enorme udbud af museer, gammel som ny arkitektur, den tætte stemning på byens utallige chikke caféer, pubber og restauranter. Og fodbold. Med to store rivaliserende klubber i én og samme by.

Manchester er et glimrende eksempel på, hvor meget en by kan forvandle sig og helt afgjort være i stand til at ryste støvet af sig, hvis man virkelig vil. Og det har de haft viljen til i denne store by med omkring en million sjæle inden for selve bykernen.

Vil du opleve forvandlingen, så følg her med på to dages rundtur:

MANCHESTER DAG 1

Det klassiske Manchester

  • FOTO:  Jens Henrik Nybo.Central Library: Et godt sted at starte et besøg i Manchester i ro og mag er på St. Peters Square omtrent i hjertet af byen. Nyd synet af den skønne runde Central Library, Storbritanniens største bibliotek, hvis form er inspireret af Pantheon i Rom.
    Central Library, St. Peters Square, Manchester. OBS. Lukket til 2013 pga. ombygning.
  • Manchester Town Hall: Fortsæt et par hundrede meter i nordlig retning til Manchesters vældige victoriansk-gotiske rådhus, som domineres af et 85 meter høje tårn, og gå inden for for at beundre de rigt dekorerede hvælvede buegange. Desværre er der kun rundvisning lørdage og onsdage kl. 14, så ligger dit besøg på én af de to dage, så invester i en billet til fire pund. Hvis ikke, så støt dig til de info-foldere, som udleveres ved indgangen.
    Manchester Town Hall, Albert Square, Manchester. Rundvisning lørdag og onsdag kl. 14. Entré: 4 pund.
  • John Rylands Library: Gå nu ad Brazennose Street i fem minutter, og du når til John Rylands Library på Deansgate. Endnu en victoriansk bygning og endnu et bibliotek, men også en af landets smukkeste bygninger. Museet rummer en af verdens største samlinger af manuskripter og trykte værker, bl.a. det ældste afsnit af Det Nye Testamente.
    John Rylands Library, Deansgate, Manchester.
  • Manchester Cathedral: Brazennose Street fører også op til Manchesters katedral. Den synes ikke stor, men er ikke desto mindre den bredeste katedral i England. Indenfor åbner en spændende verden sig. Navnlig de kønne middelalderlige træudskæringer i kirkens kor er seværdige.
    Manchester Cathedral, Victoria Street, Manchester.
  • Chetham's Library: Bag katedralen ligger endnu en af byens gemte skatte – og jo, endnu et bibliotek: Chetham’s Library and School of Music. Har du set filmen 'I Rosens Navn' med Sean Connery, vil du måske nikke genkendende til det bibliotek, som indgår i nogle af filmens passager. Bygningerne har aner tilbage i starten af 1400-tallet, men blev omdannet til bibliotek i 1655. Væggene har lagt øre til mange spændende samtaler – f.eks. da Marx og Engels debatterede her i læsesalen i 1840’erne.
    Chetham’s Library and School of Music, Long Millgate, Manchester.

Manchesters kvarterer – fra Kina til bohemerne

  • Chinatown: Sidst på eftermiddagen, når solen mister sit tag, og den blå time begynder, viser Manchester sig fra en helt anden side. Så er det tid at udforske nogle af storbyens kvarterer. Og selvfølgelig også hitte et godt spisested, som der er flere af. Chinatown i Manchester er en af verdens største uden for Kina. Spækket med et hav af spisesteder. Den særlige duft af kinesisk mad og eksotisk stemning breder sig, så snart du træder indenfor den store kinesiske indgangsportal, der markerer Chinatowns revir. Et fortrinligt valg for aftenens gastronomiske oplevelser er den prisbelønnede Yang Sing-kædes restaurant i Princess Street 34. Maden er kantonesisk inspireret, og her er flere end 200 retter at vælge imellem. Prøv gerne nogle af retterne med fisk og skaldyr. Priserne er yderst rimelige – f.eks. kan man vælge en fire-retters menu for 29,90 pund.
  • FOTO:  Jens Henrik Nybo.Northern Quarter: Northern Quarter er et af Manchester mest populære boheme-distrikter. For ikke så længe siden et slidt og brugt kvarter, men sådan er det langtfra nu. Shopping bør foregå i Pop Boutique på Oldham Street 34 for det store udvalg af retro- og vintagetøj. Gå rundt og snus, og føl du medvirker i en film fra 1960’erne. Eller i Afflects på Church Street 52 med 50 butikker fordelt på fire etager, og som sælger alt fra tatoveringer og skaterudstyr til tøj med et erotisk tilsnit. Muligvis lidt plat for nogle, men ikke desto mindre ret underholdende. Slut aftenen af med at lægge vejen forbi baren Lammers på Hilton Street 57, der er en hyldest til Frank Foo Foo Lammar, en af Englands største dragqueens, eller Odd Bar på Thoms Street 30 for at opleve boheme-indretning og hyppige optræden af musikere.
  • Gay Village: Manchesters bøsse-og lesbiske kvarter – det største af sin slags uden for London, men bestemt også åben for heteroer. Gay Village ligger centralt ved den store hovedfærdselsåre, Canal Street. Her vrimler det med barer, klubber og caféer. Kig indenfor i Manto (nr. 46), den første bøssebar, der åbnede i distriktet. Lige overfor ligger fashionable Metz – en fusion af café og bar.
  • Castlefield og Deansgate Locks: Her er masser af trendy barer og restauranter. Men det er en god idé at tage en taxi hertil eller at hoppe på en af busserne eller sporvognene, f.eks. til Deansgate Train Station.

MANCHESTER DAG 2

Manchesters museer

Manchester er så rig på museer, at du såmænd kunne bruge en uge alene på dem.

  • Museum of Science & Industry: Uanset om der bor en tekniker-nørd i dig, eller du bare er almindeligt nem at imponere, så er Museum of Science & Industry et must. Flotte eksemplarer af fly fra flyhistoriens spæde barndom, elegante lange damplokomotiver, motorcykler, dampturbiner – kort sagt alt, hvad den industrielle barndom har udviklet. Og i netop Manchester findes i stor udstrækning et enormt udvalg. Tre timer her flyver af sted.
    Museum of Science & Industry, Liverpool Road, Manchester. Gratis entré og åbent alle dage.
  • Manchester Museum: Det naturhistoriske museum ligger i tilknytning til University of Manchester og kan med over 4.000 genstande danne finalen på dine museumsbesøg. Nøjes eventuelt med at nyde nogle af de talrige egyptiske kulturgenstande.
    Manchester Museum, The University of Manchester, Oxford Road, Manchester. Gratis entré og åbent alle dage.

I fodboldens mekka

  • FOTO:  Jens Henrik Nybo.Manchester United: Er du så heldig at være i Manchester, når Manchester United spiller på det gigantiske stadion, Old Trafford, og måske ligefrem har fået billet til en fodboldkamp, så er ikke et øje tørt. Men mindre kan gøre det – alene den pompøse nye arena er en oplevelse i sig selv. Men se dette mekka for fodbold skal du simpelthen – ligegyldig om du er inkarneret fodboldfan eller ej. Ud over det opulente bygningsværk huser Old Trafford et spændende museum, hvor du kan følge den legendariske klubs op- og nedture, mens du oplever den interaktive rundvisning, som bl.a. indeholder besøg i Trophy Room og Hall of Fame. Du kan også gå i den tunnel, som spillerne går op igennem på vej ud på banen, eller sidde i omklædningsrummene og mærke duften af sved fra spillernes foregående kamp. Brug også tid på at kigge nærmere på nogle af de afsindigt mange souvenirs og merchandises, som alle har at gøre med klubben. Der er flere butikker, som bugner med den ene fantasifulde vare efter den anden.
    Manchester United, Old Trafford, Manchester. Åbent alle dage, bortset fra på spilledage. Entré: 4 pund. Det tager et kvarter med Metrolink-sporvognen at komme til Old Trafford, der ligger lidt uden for centrum.
  • Manchester City: Ret skal være ret: Manchester har også en anden store fodboldklub, City. Også denne klub har sit overvældende stadium med tilhørende museum. (Faktisk siges det, at blandt Manchester-borgerne er der flere medlemmer af City end af United).
    Manchester City, Etihad Stadium, SportCity, Rowsley Street, Manchester.

Moderne arkitektur i Manchester

  • The Quays: Futuristisk, sprælsk, imponerende, grænseoverskridende, smukt. Og måske grimt. Du bliver overrasket, når du stiger ud af sporvognen ved Salford Quay og opdager, at du befinder dig i en ganske anden verden end inde i det centrale Manchester. Her viser byen muskler og styrker selvtilliden med sine originale og særegne moderne byggerier. Engang et trist og beskidt dok- og industriområde, men i dag forvandlet til ukendelighed. Et kæmpemæssigt område, som du oplagt bruger de sidste timer af eftermiddagen på at udforske. The Quays dækker de tre områder, Salford, Trafford og Old Trafford (hvor Man U's stadium og museum ligger). Herude bor velhavere, der er kontorer og endelig nogle museer, som sagtens kan nydes udefra. Kig især på The Lowry og The Imperial War Museums kubistiske arkitektur. Og nyd så, hvor afslappende det er at spadsere rundt i det nyurbane landskab med masser af frisk luft og vand til alle sider.
    The Quays, Manchester.

GUIDE: Turen går til

Vi guider til gode rejsemål i Juni

Cuba

Cuba

Salsarytmer, høj cigarføring og smukke, solbrændte huse. Cruising i seje...

Gran Canaria

Gran Canaria

Vil du have nærmest evig sommer, skal du tage til Gran Canaria. Her ruller...

Bangkok

Bangkok

Hvis Bangkok var en flaske vin, var der tale om en magnum. Og etiketten...

Dubai

Dubai

Futuristiske og vanvittige Dubai pirrer, forundrer, forarger og sitrer i...

Yucatán

Yucatán

At besøge Yucatán er at dykke ned i forhistorien mellem maya-ruiner og...

Venedig

Udenfor skodderne står Venedig op. Gadefejerne trækker trillebørene gennem...

Goa

Goa ligger som en solmættet parentes mellem det enorme indiske...

Sharm el-Sheikh

Sol og varme året rundt, krystalklart vand og store oplevelser på de helt...

Tenerife

Sol, vand og vulkaner er Tenerifes tre top-attraktioner. Men...

Krabi

Krabi, Krabi, jeg overgiver mig. Du er for smuk og dejlig. Krabi er en...

New Zealands Sydø

Paradis for aktive naturelskere

Phuket

Phuket er livsnydelse på højt plan. Et strejf af sommer året rundt og en...

Miami

Fuld fart på festen i Miami, oplevelsessamfundets epicenter i Orlando...

Hurghada

Snorkeleventyr og beachparty på bare fødder. Sol, strand og vand om dagen...

Kenya

Tag på eventyr i Kenya og oplev løvebrøl, hyænesang og palmesus.