Andrássy-boulevarden er den ungarske hovedstad, Budapests, svar på Champs-Élysées i Paris med mærkevarebutikker som Louis Vuitton, traditionelle cafeer og kulturpaladser som Operahuset.

Andrássy er præget af smukke bygninger, men for den nu 96-årige fader Placid forbindes patricierejendommen i nummer 60 ikke med skønhed, men derimod med tortur, fornedrelse og mord.

»Kommunisternes politi hentede mig 6. juni 1946 ved halvfemtiden om morgenen og førte mig til Andrássy 60. Når man gik ind ad døren til nummer 60, vidste man, at man aldrig ville blive den samme igen. Under forhørene blev de tilbageholdte slået, torteret og i værste fald myrdet. Alle vidste, hvad der foregik i Andrássy 60«, fortæller den spinkle gamling bag sit skrivebord i sin lille sirlige etværelses lejlighed på Bartók Béla-gaden i Budapest.

I dag er Andrássy 60 indrettet som museum til minde om ofrene for først nazisternes overgreb i 1940’erne og siden kommunisternes.

Fader Placid gestikulerer og smiler det meste af tiden, men når samtalen falder på hans forhør i henholdsvis Andrássy 60 og Marok-fængslet i 1946, bliver hans furede ansigt fyldt med smerte og sorg.

Afhørte ved midnatstid
I første omgang blev præsten forhørt af ungarske kommunister, som ikke torterede ham, men da de russiske besættelsesstyrker tog over i august 1946, blev han udsat for en særdeles hårdhændet behandling.

»De tog som regel folk ned til afhøring ved midnatstide. Bortset fra to stærke lamper, som lyste direkte ind i mit ansigt, var der fuldstændig mørkt i lokalet. Jeg sad helt nøgen, mens de afhørte mig om begivenheder, der aldrig havde fundet sted. De russiske forhørsledere var bevæbnet med pistoler, gummiknipler og jernstænger. De slog mig, til jeg var ude af stand til at stå på mine ben«.

LÆS OGSÅNazitysklands hemmeligheder: Oplev helvede under jorden

Efter torturen blev fader Placid fundet skyldig i at være en af lederne imod russernes tilstedeværelse i Ungarn, bolsjevismen, den kommunistiske revolution og også »stemplet som terroris«.

Det benægter fader Placid og siger, at han blot passede sit job som gymnasielærer og sjælesørger. Fader Placids eneste ’forbrydelse’ var, at han var opstillet på en stemmeseddel for Bondepartiet ved valget i november 1945 helt nede som nummer 100.

Dommen faldt prompte: 10 års strafarbejde i Gulag.

10 år i helvede
Det værste ventede forude for fader Placid, men inden tilbragte han et par måneder i ungarske fængsler i Sopronköhida og Munkács.

»Kirkeklokkerne i Munkács var det sidste, jeg hørte i Ungarn, inden jeg 16. december 1946 blev sendt til Gulag 200 kilometer øst for Moskva, ikke langt fra landsbyen Potyma. Under togtransporten stjal en russer mine støvler, og jeg ankom barfodet i 31 graders kulde. Jeg græd som et barn, da vi nåede frem til lejren, og det var lige så pinefuldt, da jeg igen fik varmen i benene efter ankomsten«, fortæller fader Placid.

Fader  Placid alias Károly Olafsson har svenske aner. Foto: Poul Husted

Den spinkelt byggede intellektuelle kunne slet ikke klare det hårde arbejde med at fælde træer i arbejds- eller rettere slavelejren, men ved en misforståelse blev han udnævnt til at være maler og sågar portrætmaler.

LÆS OGSÅ Cambodjas blodige fortid går lige i hjertet

En rå børste blandt fangerne bad fader Placid male et portræt af en smuk kvinde bag på et lille spejl. Portrættet blev så vellykket, at medfangen ikke alene lovede at beskytte fader Placid, men den russiske lejrkommandant blev så imponeret, at han spurgte: »Kan du også lave falske pengesedler?«.

Malede 39 portrætter
Pengesedler blev det aldrig til, men alene det første år malede fader Placid 39 portrætter. De første var forfærdelige, men »hvis noget er nødvendigt, så lærer man det«. Ikke alene ved hjælp af portrætkunsten kunne fader Placid opmuntre og trøste sine medfanger.

Foto:  Poul Husted

I al hemmelighed holdt han også messer for dem, »for Gud sendte mig til fangelejren med et formål, nemlig at trøste og opmuntre de ensomme og hårdtprøvede fanger«.
Under opholdet så fader Placid mange medfanger dø, og på et tidspunkt vejede han selv kun 41 kilo på grund af kosten, som hovedsagelig bestod af kålsuppe eller grød, lidt brød og lejlighedsvis fisk.

LÆS OGSÅMøde med døden og helvede på rulleskøjter i USA's største by

Efter 10 års strafarbejde blev fader Placid sendt tilbage til Ungarn. Han flyttede ind hos sin mor og søster, som ikke havde hørt noget til ham, siden han blev ført til Andrássy 60. I de følgende år arbejdede han på fabrik og et hospitalsvaskeri, inden han som 60-årig gik på pension. Han begyndte at holde messer i bydele, hvor hans fortid ikke var kendt, og efter kommunismens fald i 1989 fik han en lang række æresbevisninger, men højdepunktet var hans møde med pave Johannes Paul II i 1992.

I dag er helbredet ikke for godt, og han bevæger sig kun langsomt rundt ved hjælp af stok og rollator, og der står også en kørestol bag skrivebordet, men fader Placid er ved godt mod:

»Gud har givet mig et godt liv, og jeg er en lykkelig mand, for hver dag er en gave. Gud forlod mig aldrig. Sovjetunionen sendte mig til Gulag og dræbte tusinder af mennesker. Men hvor er Sovjetunionen i dag. Jeg er 96 år og er her stadig. Det er Guds humor«.

Bedstefar var bøddel
Andrassy 60 er fortid for fader Placid, men bygningen, som i dag kendes under navnet Terror Háza eller Terrorhuset, har ikke glemt fader Placid. På førstesalen i museets Gulag-afdeling er et lille trækors anbragt i en glasmontre. Korset blev skåret af en ungarsk analfabet, så fader Placid kunne bruge det ved sine natlige messer i fangelejren.

Foto:  Poul Husted.

Támas Baranyi er historiker og leder museets forskningsafdeling. Han siger, at »museet ikke fokuserer så meget på objekter som på symbolik. Først var bygningen hovedkvarter for Pilekorspartiet, som var en speciel ungarsk afart af fascismen. Her torterede de deres modstandere, indtil ungarske kommunister og sovjetiske besættelsesstyrker tog over og anvendte samme metoder mod deres modstandere. Kommunisternes politiske politi havde hovedkvarter her indtil 1956. Derefter indtog kommunisternes ungdomsafdeling lokalerne«.

LÆS OGSÅTag med til museet, hvor intet er som det ser ud til

Det symbolske kommer f.eks. til udtryk i et af udstillingslokalerne, hvor to voksmannequiner er placeret med ryggen mod hinanden og uafbrudt drejer rundt. Den ene voksfigur er klædt som en fascistisk militsmand, mens den anden er iklædt en kommunistisk politimands uniform.

»Ofte gik en fascist direkte over til kommunisterne. De havde ingen holdning, men var lette at påvirke og regulære voldsmænd«, forklarer Tamás Baranyi.

Galger og bødler
Torturkælderen er den mest uhyggelige afdeling, selv om der er tale om en rekonstruktion. Her er celler så små, at den tilfangetagne kun kunne stå oprejst. En celle er beklædt med gummipuder, i tilfælde af at fangen blev sindssyg eller forsøgte at begå selvmord. Puderne lydisolerede også fuldstændig cellen. I ’gymnastiksalen’ blev fangerne hængt op i en krog i loftet og tævet.

Et afløb i gulvet sørgede for, at blodet ikke svinede alt for meget. En galge er placeret i en af cellerne, men selv om mange døde under forhørene, var der ingen, som blev henrettet i Andrássy 60.

Foto:  Ungarns Turistråd

I en rød gang hænger fotos af navngivne bødler, hvilket har medført en del protester fra pårørende. Museumsdirektør Mária Schmidt fortæller, at hun har været under politisk pres fra tidligere kommunister for at tage billederne ned, men at de bliver hængende.

»Heller ikke hvis en hustru eller et barnebarn beder om det. Et barnebarn så sin bedstefar på væggen og blev meget berørt. Mange familiemedlemmer har aldrig hørt, hvad deres forfædre bedrev i kommunismens navn«, siger Schmidt og tilføjer, at de berørte bør spørge ældre familiemedlemmer om, hvad de portrætterede personer i den røde gang har bedrevet.

Husk, men tilgiv
Museet åbnede i 2002, og forinden var der foregået en heftig diskussion om, hvorvidt man skulle grave i fortiden eller ej. Museet er imidlertid blevet en succes. Til åbningsceremonien kom 130.000, og de omkringliggende gader var fyldt med mennesker. Siden 2002 har museet haft fire millioner besøgende.

»Vi skal ikke glemme, men tilgive, fordi det er historie, og vi kan ikke leve i fortiden. Hvis man lever i fortiden, kan man ikke nyde livet, og livet er smukt. Betragt museet som et bevis på ungarernes styrke – styrke til at overleve kommunismen, Sovjetunionens besættelse og til at blive en fri nation igen i slutningen af det 20. århundrede. Det har givet os selvtillid, at vi kan overleve alle mulige vanskeligheder. Vi ungarere er mestre i at overleve trængsler«, konkluderer Maria Schmidt.

Politiken var inviteret af Ungarns Turistråd.