Annonce
Annonce
Turen går til 2. sep. 2012 KL. 07.00

Tag med til øen, der er new yorkernes egen baghave

GUIDE: Turen går til New York

Når New Yorks asfaltjungle nærmer sig smeltepunktet, vælter newyorkerne ud til øerne omkring Manhattan. En af de mest populære er Governors Island.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

3 spændende øer nær New York

City Island
I 1600-tallet var øen beboet af indianere, og trods navnet minder stemningen her mest om en fiskerby i New England; milevidt fra New Yorks storbystemning. Der er seafoodrestauranter i store mængder, og på hovedgaden gallerier og antikforretninger af dens slags, som hører små øer til.

Ellis Island
Øen lige ud for den sydlige del af Manhattan var det sted, de fleste af USA's immigranter ankom til - mere end 12 millioner i perioden fra 1892 til 1954. I dag vrimler det stadig med mennesker udefra, men nu er det turister og efterkommere. En bonus er, at man er ganske tæt på Liberty Island, hvor Frihedsgudinden står.

Randall's Island
Øen hænger sammen med Wards Island og er kendt for sine mange sportsaktiviteter. Det var på Randall's Island, at løberen Jesse Owens kvalificerede sig til OL i Berlin i 1936, hvor han vandt fire guldmedaljer; fodboldspilleren Pelé debuterede for New York Cosmos i 1975, hvor banen var spraymalet grøn for at tage sig godt ud på tv, og den jamaicanske OL-guldvinder Usain Bolt i 2008 satte sin første verdensrekord i 100-meter-løb på 9,72 sekunder.

Det var Governors Island, de første hollandske bosættere sejlede til i 1624 med skibet ’New Netherland’ – i dag er det i høj grad lokale newyorkere, der vælter derud for at cykle på den bilfri ø, opleve kunst og kultur sommeren over og tage på picnic. Eller blot for at nyde den enestående udsigt til Manhattans skyline og Frihedsgudinden.

Så snart man sætter fod på Governors Island, mærker man, at man er kommet til noget helt andet end New Yorks biler, røg og larm. Her er lige så stille som i en skov. Det er først, når man vender sig om, at man kan forvisse sig om, at det pulserende New York faktisk ligger lige derovre på den anden side.

Det eneste, man skal passe på her, er øens specielle firepersoners familiecykler, der ofte volder føreren kvaler, når den skal manøvreres ind og ud mellem de mange fodgængere.

LÆS ARTIKEL På cykel i New York: Vi guider til de bedste ruter

Brooklyn-færgen lægger til ved en stor græsplæne, hvor folk ligger og suger den friske luft fra East River til sig, inden det besluttes, om man skal gå højre eller venstre om øen – eller midt hen over. Det er de tre muligheder, der er. Ligegyldigt hvilken vej man vælger, er der én ting, man møder: kunst. New York Times har kaldt øen for »New York Citys legeplads for kunst«.

Kunst med og uden børn
Børn  bruger dækket, der egentlig er en del af en skulptur, som gynge. Foto: Peter Christensen

Overalt på øen står i år gigantiske skulpturer af kunstneren Mark di Suvero, der i stilen kan minde om sin mere kendte landsmand Alexander Calder. Det er ikke noget, der kan føres bevis for, men der er formentlig flere børn, der leger på di Suveros skulpturer end på Calders.

Der står godt nok, at man ikke må kravle på dem, men Mark di Suveros skulpturer tager sig ualmindelig godt ud med glade børn om bord. Specielt i området ved det såkaldte Picnic Point, hvor børn – og enkelte fædre – kravler rundt på en skulptur med et stort bildæk, der kan drejes rundt.

LÆS ARTIKEL 15 alternative oplevelser i NY

Ved siden af ligger de mindre vovemodige henslængt i hængekøjer eller sidder i knaldrøde Adirondack-stole, som man kender fra den klassiske amerikanske veranda. Blikket vender én vej: mod den mest perfekte udsigt til Frihedsgudinden.

Afslapning.  Her bliver livet nydt i hængekøjer på Governors Island, men trods den afslappede stemning, er planerne for øen mange og forskellige. Foto: Peter Christensen

Andre steder på øen står Mark di Suveros skulpturer side om side med enkeltstående værker af andre kunstnere. Blandt andet en liggende 1:1-skulptur af Frihedsgudindens ansigt, der tjener som seværdigt kunstværk og – som meget andet på øen – legeplads for børn.

Ved siden af er en temmelig ukonventionel minigolfbane. Det er den frivillige kunstorganisation Figment, der igennem flere år har lavet denne årlige minigolfbane på Governors Island og beskrevet hensigten på følgende måde: »Designet er skabt til at være underholdende – ikke frustrerende – for spillere i alle aldre«. At dømme efter de vildfløjne bolde er det vist en fornuftig hensigtserklæring.

Inspirationen i år er hentet fra traditionelle arkadespil, og hvert hul er skabt af en kunstner eller en kunstnergruppe. Man kan blandt andet prøve Michael Mastroiannis pinballinspirerede ’Golfernor’s Island’, hvor man udstyret med golfkølle går rundt på en model af øen med færger, bygninger og fugleliv.

Skulle børnene være blevet kunstnerisk inspireret af minigolfbanen, kan de slå sig løs på egen hånd få minutter derfra hos the Children’s Museum of the Arts. Borde og stole i børnehøjde står udenfor på græsset – nærmest som var en kreativ børnehave flyttet udendørs. Her kan børnene boltre sig over sommeren i diverse workshop, hvoraf nogle ledes af kunstnere.

LÆS ARTIKEL Insiderguide til newyorkernes New York

Governors Island er i det hele taget særdeles velegnet til børn. En af dem, der jævnligt tager derover med sine tre børn, er Inna Berman fra Brooklyn.

»Det føles, som om man kommer væk – som en slags ferie herhjemme. Vi kalder det for ’The New York Staycation’. Vi prøver at komme herud mindst et par gange om måneden. Det er fascinerende for børnene, for når man bor i New York, skal man passe på med, hvordan og hvor man går. På Governors Island kan man løbe rundt og nyde det. Vi behøver ikke at være bekymrede. Her kan børnene opleve noget andet end New Yorks stress og jag«.

Punk på en søndag
Som resten af New York byder den kulturelle kalender på Governors Island på temmelig varierede oplevelser. Selv om øen umiddelbart mest inviterer til idylliske cykel- og picnicture eller henslængte stunder i de mange hængekøjer på øen, så er det en god ide at tjekke, hvad der er på programmet, den dag man tager derud. En dag kan der være klassiske koncerter, en anden dag jazz fra 1920’erne.

Men der kan også være anderledes hårdtslående ting på programmet. Sidste gang Politiken lagde vejen forbi, var der således et arrangement, der hed ’Punk Island 2012’, hvor 50 særdeles højtspillende bands havde taget opstilling rundt om på den lille ø. På den måde kunne det unge og meget sortklædte publikum gå fra den ene energiudladning til den anden. Som Franklin Fantauzzi, der tilfører den sortklædte dresscode en del kulør med sin grønne hanekam.

Punk.  Også punk-publikummet har nydt sommeren på Guvernors Island til arrangementet 'Punk Island 2012'. Foto: Peter Christensen

»Det er første gang, jeg er her«, fortæller han, mens det buldrer løs i baggrunden.

Han har taget turen fra Manhattan, selv om han ikke helt passer til målgruppen.

»Jeg er mere et metalhead«.

Kunst i historiske omgivelser
På Governors Island blander moderne kunst og kultur sig med historiske bygninger. Man kan blandt andet besøge Fort Jay – bygget til at forsvare New York under Den Amerikanske Revolution – og Castle Williams – bygget i begyndelsen af det 19. århundrede til at forsvare New York mod angreb fra vandet.

På den side af øen, der vender over mod Manhattan, kan man opleve eksempler på moderne design. Det er det nationale designmuseum Cooper-Hewitt, der står bag udstillingen ’Graphic Design: Now in Production’, der viser noget af det mest banebrydende design, der er skabt siden 2000 – blandt andet plakater, bøger, magasiner, skrifttyper og branding af forskellig slags. Udstillingen, der lukker 3. september, er som meget andet på Governors Island gratis.

LÆS ARTIKEL Guide: Hippe NY-restauranter med billig mad

På den side af øen, der vender væk fra Manhattan, finder man et par små gallerier, hvor blandt andet Empire Historic Arts udstiller mannequiner med historiske kjoler, der er for slidte til at blive udstillet på finere og mere etablerede steder i New York. På Governors Island får de til gengæld nyt liv i de folkelige omgivelser.

Ligesom øen er deres værker lette at forholde sig til.

»Nogle gange føler folk sig intimideret af moderne kunst, fordi de føler, at de ikke er veluddannede nok til at kunne danne sig en ærlig mening. Selvfølgelig kan de det, men nogle gange er de bare ikke bekendt med formen. Alle ved, om de kan lide en kjole eller ej«, siger Rodney DeJong, der sammen med Michael B. Levinson står bag projektet.

»Sidste år var vi med på Governors Island for første gang, og det var blot året før, at vi overhovedet fandt ud af, at øen var åben for offentligheden. Michael ringede en dag ude fra øen og sagde: ’Det er fantastisk. Der er alle de her udstillinger’«, fortæller Rodney DeJong.

»Det er en perle midt i New York City, som ikke mange mennesker kender«.

Det er dog ifølge Elizabeth Rapuano, marketing- og kommunikationschef for fonden for Governors Island, i gang med at ændre sig hastigt.

»Øens popularitet er vokset de seneste år. I 2006 kom der 26.000 mennesker over i løbet af sæsonen, og sidste år kom der 448.000 besøgende«, fortæller hun.

Fortsætter den varme sommer i New York, vil der blive rift om pladserne på færgen indtil sæsonafslutningen 30. september.

Rodney DeJong ved hvorfor.

»Selv om øen kun ligger fem minutters sejlads væk, føler man, at man mentalt er adskillige kilometer væk«.

ARTIKLEN FORTSÆTTER HER:
Side 2: Se planerne for Govenors island:

Borgmester overvejede tilbud fra Tivoli: Ville lave øen om til forlystelsespark

GUIDE: Turen går til New York

Vi guider til gode rejsemål i Maj

Cuba

Cuba

Salsarytmer, høj cigarføring og smukke, solbrændte huse. Cruising i seje...

New Zealands Sydø

New Zealands Sydø

Paradis for aktive naturelskere

Yucatán

Yucatán

At besøge Yucatán er at dykke ned i forhistorien mellem maya-ruiner og...

Krabi

Krabi

Krabi, Krabi, jeg overgiver mig. Du er for smuk og dejlig. Krabi er en...

Tenerife

Tenerife

Sol, vand og vulkaner er Tenerifes tre top-attraktioner. Men...

Bangkok

Hvis Bangkok var en flaske vin, var der tale om en magnum. Og etiketten...

Gran Canaria

Vil du have nærmest evig sommer, skal du tage til Gran Canaria. Her ruller...

Miami

Fuld fart på festen i Miami, oplevelsessamfundets epicenter i Orlando...

Goa

Goa ligger som en solmættet parentes mellem det enorme indiske...

Phuket

Phuket er livsnydelse på højt plan. Et strejf af sommer året rundt og en...

Hurghada

Snorkeleventyr og beachparty på bare fødder. Sol, strand og vand om dagen...

Sharm el-Sheikh

Sol og varme året rundt, krystalklart vand og store oplevelser på de helt...

Kenya

Tag på eventyr i Kenya og oplev løvebrøl, hyænesang og palmesus.

Venedig

Udenfor skodderne står Venedig op. Gadefejerne trækker trillebørene gennem...

Dubai

Futuristiske og vanvittige Dubai pirrer, forundrer, forarger og sitrer i...