Med sommerfugle i maven og våde håndflader åbner 38-årige Fitz Roy Madsen døren til sin oldefars, Andreas Madsens, gård. Det har taget ham mange år med utallige e-mails, telefonopkald til de argentinske myndigheder og frustrationer, før han i dag endelig kan træde ind i stuerne, som hans danske oldefar byggede for mere end 100 år siden.

Det er dog med blandede følelser, at han betragter de nedslidte og misligholdte bygninger. Men frustrationen og afmagten over ikke at have kunnet råde over familiegården gør, at nu er han klar til tage arbejdshandskerne på og begynde en større renovering, sådan som hans oldefar ville have ønsket det.

Den største udfordring for bjergbestigere
Et par uger forinden hopper vi af bussen i landsbyen El Chaltén – ikke langt fra det, der ofte betegnes som verdens sydligste by, Ushuaia. Den stærke modvind slår os lige i ansigtet, da vi træder ud på hovedgaden i den lille by, der kun huser 800 fastboende indbyggere. Til trods for blæsten er vi ikke tvivl om, at byen har sin charme, når solen igen titter frem, men lige nu klaprer døre, og gadeskilte gynger frem og tilbage som i en anden westernfilm.

LÆS ARTIKELOplev Che Guevaras Argentina

Højsæsonen er endnu ikke begyndt, og de mennesketomme gader bekræfter, at vi er tidligt på den. Som så mange andre eventyrlystne er vi taget til Patagonien i Argentina for at vandre i Los Glaciers Nationalpark og se det berømte 3.400 meter høje bjerg Fitz Roy, der er en af de største og mest eftertragtede udfordringer for bjergbestigere i hele verden.

Dansk historie oveni
Men El Chaltén gemmer ikke kun på flotte naturoplevelser og et udgangspunkt for trekking i Andesbjergene. For danskere gemmer byen på en særlig interessant historie. Byen ville nemlig ikke være til, hvis det ikke var for en stædig jyde, der i begyndelse af det forrige århundrede smøgede ærmerne op og satte El Chaltén på landkortet.

Hovedgaden  i El Chaltén. FOTO: Christina Hoffmann Vi har glædet os til at se byen og vandre i bjergene for at se det sagnomspundne Fitz Roy, men heldet er ikke med os. Regnen pisker mod ruden, og vinden er så kraftig, at det suser i hele foyeren på vores hotel Aldea, der ligner noget fra eventyret Snehvide.

Normalt er der herfra udsigt til Fitz Roy, men lige nu kan vi ikke engang ane det i horisonten. Alting går op i tåge. Dagens trekkingtur er indstillet, men det skal ikke holde os fra at se nærmere på den by, som har rødder i det danske. Vi kaster os ud i uvejret og bevæger os mod campingpladsen Camping Madsen, der er opkaldt efter den danske familie.

De der ikke kom hjem i live
Det hele begyndte i 1901, hvor den 20-årige matros Andreas Madsen gik fra borde og satte fødderne på argentinsk jord. Han havde netop forladt den jyske landsby Handbjerg for at søge efter nye eventyr. Mange immigranter oplevede skuffelser.

Gaden  er opkaldt efter Andreas Madsen. FOTO: Christina Hoffmann På vej ned af en gade står et skilt formet som et bjerg med navnet Andreas Madsen, og på den anden side af skiltet kan vi læse om den danske pioner. Vi fortsætter og kigger ind i byens kapel. Det løber os koldt ned ad ryggen, da vi på en mindetavle læser navnene på de mange bjergbestigere, der aldrig kom hjem i live.

Endelig når vi Camping Madsen, eller det vil sige stedet, hvor campingpladsen burde ligge – for her er ingen campingplads. Noget forvirrede får vi fat i en forbipasserende, som fortæller os, at den lukkede for tre år siden på grund af uoverensstemmelser med myndighederne.

Hr. Fitz Roy Madsen
Slukørede vender vi tilbage til vores hotel, hvor vi skuffede fortæller om vores tur. Men vi er heldige og får at vide, at Andreas Madsens oldebarn stadig bor i byen, og at han arbejder på den lokale radiostation. Ifølge receptionisten kæmper han for at genvinde familiens fødegård, og så er han opkaldt efter det berømte bjerg.

»En serio, se llama Fitz Roy Madsen«, siger receptionisten og gentager, at den er god nok: Han hedder Fitz Roy Madsen. Hun tænder for radioen og fortæller, at vi kan høre ham berette om livets gang i El Chaltén, og vi bliver nysgerrige efter at møde Andreas Madsens oldebarn. Telefonnettet fungerer ikke optimalt, men der bliver givet besked til radiostationen om vores ønske.

Fitz  Roy Madsen med sin bedstefar. FOTO: Christina HoffmannVi sætter os på en af byens hyggelige restauranter og opdager, at Andreas Madsen med cykelstyroverskæg holder øje med os fra glas og ramme. De mange fotos vidner om hans betydning for byen.

Fem minutter senere trykker vi en ung udgave af Andreas Madsen i hånden, og vi er slet ikke i tvivl om, at Fitz Roy Madsen er i familie med den danske pioner. Hans hvide tandsæt lyser op i det solbrændte ansigt, mens han omhyggeligt fortæller om sine danske rødder.

På puma-jagt
»For at forstå min kamp, skal I først forstå min oldefar«, siger 38-årige Fitz Roy, mens han tegner stamtræet, der rækker tilbage til forfædrene i Handbjerg ved Limfjorden.

Da den unge Andreas Madsen ankom til El Chaltén, begyndte han at opdrætte får, gå på puma-jagt og bygge familiegården, der ligger med udsigt til bjerget. Han rådede over et stort stykke land, og det var her, han byggede sin farm ’Estancia Fitz Roy’. I 1912 rejste han tilbage til Danmark for at finde sin ungdomsveninde Fanny Thomsen, som han giftede sig med og tog med sig til Argentina, hvor hun arbejdede som frivillig jordemoder.

LÆS ARTIKELSe det hele fra oven: Verdens bedste trekkingture

Fanny og Andreas fik fire børn, hvoraf den ældste søn, Peter, overtog driften på gården, da en ulykke tvang Andreas Madsen til at skrue ned for tempoet. I stedet begyndte han at skrive om sine første år som pioner og anekdoter om området – bøger, som i dag findes i den lokale boghandel i El Chaltén.

Men der blev snart sat skår i den blomstrende danske koloni. I 1937 blev området lavet om til nationalpark, og det betød, at regeringen inddrog et stort stykke af Andreas Madsens land. De kommende år fortsatte inddragelsen, og Andreas Madsen måtte se det ene stykke jord efter det andet overgå til staten.

Familien forlod byen
I mellemtiden voksede antallet af turister og dermed også antallet af sæsonarbejdere. De indlogerede sig primært på Camping Madsen, der endte som et lille samfund i sig selv i byen.

»Campingpladsen trængte efterhånden til at blive renoveret, men nationalparken valgte i stedet at lukke den. Det var den nemmeste og billigste løsning«, forklarer Fitz Roy med ærgrelse i stemmen.

Familiegården  er den lille røde til venstre i billedet blandt træerne. FOTO: Christina HoffmannTil sidst havde Andreas Madsen kun tre hektar jord tilbage, hvorpå familiegården lå. Da han gik bort, blev han begravet på familiegravstedet ved sin farm ved siden af sin Fanny. Familien besluttede sig for at forlade byen og rejse til den større by Bariloche, og det var her Fitz Roy Madsen kom til verden.

Gensyn ændrede alt
Efter at have tilbragt sin ungdom i Bariloche og hørt så meget om familiegården var det på tide for den unge Fitz Roy at se den med egne øjne i 1994.

»Jeg var 21 år og havde besluttet mig for at opsøge mine rødder, så jeg tog til El Chaltén, og den beslutning skulle vise sig at ændre mit liv«.

LÆS ARTIKELSnør vandrestøvlerne: Her er 10 fantastiske rejser til fods

Fitz Roy Madsen mærkede med det samme en tiltrækningskraft på stedet, som han ikke kan beskrive med ord:

»Det stikker bare dybere, end ord kan beskrive. At være her føles rigtigt, og det gjorde det fra det øjeblik, jeg satte mine fødder her«, siger han.

Kampen om gården
Han blev imidlertid nødt til at forlade stedet for at læse til civilingeniør i Neuquén, der ligger langt fra El Chaltén. Afstanden til trods trak bjergbyen altid i ham som usynlige snore.

I 2006 tog han tilbage til El Chaltén, og her fik han sig noget af en forskrækkelse. Lejeren af familiegården havde hverken overholdt en gammel aftale om at etablere et museum eller vedligeholdt gården. Den var til gengæld blevet lejet ud til en mand med 30 hunde, som ingen tør komme i nærheden af.

»Det var frustrerende. Jeg kunne ikke gøre andet end at vente på, at kontrakten udløb, så jeg kunne overtage gården og de tre hektar jord, der var tilbage«.

Men Fitz Roys sorger var langt fra overstået. Da kontakten endelig udløb i 2009, ville manden ikke rykke ud, og det startede en lang retssag, der stadig ikke er afsluttet.

LÆS ARTIKELUSA: På besøg blandt ulve og bjørne

Mens den fortsætter på sit tredje år, har Fitz Roy valgt at bosætte sig i El Chaltén som civilingeniør for at hjælpe med at udvikle byen.

Mange mennesker har gennem årene rystet på hovedet og rådet Fitz Roy Madsen til at opgive kampen og komme videre.

»Jeg har flere gange forsøgt at flygte fra problemerne her, for det er dybt frustrerende at være så magtesløs, som jeg er. Men det føles altid forkert at opgive kampen. Det er en dyb følelse inde i mig, der fortæller mig, at jeg hører til her, og jeg skal vinde min danske fødegård tilbage. Min oldefar har ikke fortjent, at det ender på den her måde«, siger han.

En lykkelig slutning
Mens Fitz Roy fortsat hver uge ringer til de juridiske myndigheder for at høre nyt, snører vi skoene og vandrer op i højderne mod bjerget Fitz Roys tinde.

En  kondor svæver over bjergene. FOTO: Christina HoffmannSolen har besluttet sig for endelig at kigge frem, og skyerne begynder så småt at give slip. Vi er nysgerrige efter at se, hvad det var for et syn, der i sin tid fik den danske pioner til at forelske sig i området. To timer efter tørrer vi sveden af panden, mens skyerne pludselig glider fra hinanden – og så lige der: Badet i sol og med blå himmel som baggrund knejser Fitz Roy bjerget stolt. På vejen tilbage har vi en smuk udsigt over Andesbjergenes frodige landskab og over os svæver en kondor med sit kæmpe vingefang.

Og så er det, at vi får øje på ’Estancia Fitz Roy’, fødegården med det danske familiegravsted. Den ligger smukt mellem bjerge og vand. Heroppe forstår vi nu, hvorfor 38-årige Fitz Roy Madsen ikke vil opgive kampen om at generobre det, som hans danske oldefar påbegyndte en barsk vinter for 100 år siden.

LÆS ARTIKELMan fandt et vidunder

Et par uger efter hjemkomsten modtager vi en mail fra Fitz Roy Madsen, der med glæde fortæller os, at han endelig har vundet familiegården med gravstedet tilbage. Det er dog kun et lille område af de mange hektarer, som familien Madsen engang rådede over. Men kampen for at vinde det sidste jord tilbage er lang. Lige nu ser han frem til at renovere sin oldefars hjem, og som han skriver:

»Det vigtigste for mig er, at vi aldrig sælger vores rettigheder, og jeg tror på, at sandheden altid sejrer. Også selv om det tager lang tid«.