Selv om Titanic har ligget på havets bund siden 1912, dukker skibet hele tiden op til overfladen ikke mindst her i 100 året for forliset.

Selv langt ude på den amerikanske prærie i staten Colorados hovedstad Denver, sejler luksuslineren videre, og turister valfarter til Pennsylvania-gaden nummer 1340 for at fejre den lokale Titanic-heltinde Molly Brown i hendes victorianske palæ med 14 værelser, som huser Molly Brown House Museum.

LÆS OGSÅ Milliardær bygger Titanic II

Hollywood og Broadway kastede sig selvfølgelig over kvinden fra Denver, og i musicalen ’The Unsinkable Molly Brown’ med Debbie Reynolds i hovedrollen bliver førsteklassespassageren reddet, men tvinger redningsbåd nummer 6 tilbage til det synkende skib trods protester fra kvartermester Robert Hichens for at samle overlevende op.

På museet holder man sig imidlertid til fakta, fortæller guiden Annie Oppliger, der er klædt som en overklassekvinde fra begyndelsen af det 20. århundrede.

»Redningsbåd nummer 6 roede aldrig tilbage til det synkende Titanic. Det sørgede kvartermester Hichens for. Margaret – hun blev først kaldt Molly efter sin død i 1932 – forsøgte at overtale Hichens til at ro tilbage, men han sagde, at Titanic blot ville trække redningsbåden med ned. Da redningsbådens overlevende passagerer hørte skibet Carpathia nærme sig, hævdede Hichens, at det udelukkende kom for at samle døde op. Først da Margaret truede med at smide ham i vandet, fik Hichens redningsbåd 6 roet hen til Carpathia, og de ombordværende blev reddet. Sådan lyder historien i hvert fald«.

Hjalp fattige
I virkeligheden skulle Margaret Brown slet ikke have været om bord på Titanic. Den velhavende og veluddannede Denver-kvinde var på ferie i Egypten, da hun fik besked om, at hendes barnebarn var sygt. Margaret Brown bestilte den første mulige afgang, og det var tilfældigvis med Titanic. Hun ville bare hurtigt hjem.

»Margaret havde spist middag i a la carte-restauranten 14. april 1912 og trukket sig tilbage til sin kahyt på første klasse, da hun ved 23.40-tiden hørte uro. Da hun åbnede kahytsdøren, fik hun besked på at tage sin redningsvest og masser af tøj på. Oppe på dækket begyndte Margaret typisk straks at organisere folk, indtil hun blev beordret i en redningsbåd«, fortæller Oppliger.

LÆS OGSÅ Titanics mindeskib ramt af problemer

Om bord på Carpathia, som var blevet hidkaldt af Titanics nødopkald, begyndte hun også øjeblikkeligt at indsamle informationer om de overlevende kvinder og børn. Brown og hendes fraseparerede mand, James Joseph Brown, var oprindeligt fattige, men tjente en formue på minedrift.

Derfor dannede hun ved ankomsten til New York en komite, som skulle samle penge ind og hjælpe de fattige overlevende tredjeklassespassagerer og andre i nød.

LÆS OGSÅ Mindeskib sejler i Titanics kølvand

Selv om Margaret Brown var separeret fra sin mand, var han ude af stand til at spise, indtil han hørte, at hun havde overlevet, da skulle ægtemanden ifølge Oppliger have udbrudt: »Hun er så skrap, at hun ikke kan synke«.

Victoriansk.  I Margaret Browns hus i Denver får gæster et godt indblik i, hvordan overklassen levede og boede i begyndelsen af det 20. århundrede.

Ved ankomsten tilbage til Denver, blev Margaret Brown modtaget som en heltinde. Hun fortsatte også hjælpearbejdet og ledede Titanic Survivors’ Committee til hjælp for immigranter, der havde mistet alt ved katastrofen. Hun fik ikke lov til at vidne ved kongreshøringer, fordi hun var kvinde, men fremførte i stedet sin kritik i aviser.

Foregangskvinde
Margaret Brown var ikke alene velhavende og veluddannet, men også progressiv. Når minearbejderne strejkede for bedre arbejdsvilkår, var hun den første til at servere og hjælpe i suppekøkkenerne, selv om det nok ikke passede hendes mand.

Hun kæmpede også en hårdnakket kamp for kvinders rettigheder og stemmeret. Selv stillede hun to gange op til kongresvalg. Hun og hendes venner forsøgte »at gøre verden bedre«.

LÆS OGSÅ Gigantisk Titanic-udstilling er åbnet

Når det gjaldt det sidste nye, var Margaret Brown også en foregangskvinde, fortæller Oppliger under rundvisningen i Molly Brown House Museum:

»Margaret elskede at have det sidste nye og hadede at være et år bagud. Hvert år fik hun nyt tapet her i huset på Pennsylvania St. Hun og J. J. Brown var blandt de første, som fik centralvarme, træk og slip og telefon, som dengang var et legetøj for de rige. Margaret var også den første i Denver, som fik bil, og hun havde selv kørekort. Derfor anbragte hun chaufføren i passagersædet, for en respektabel kvinde måtte selvfølgelig have en privatchauffør«.

Ved afslutningen af rundvisningen i pragtvillaen, konkluderer Annie Oppliger, at når Margaret alias Molly Brown nærmest er blevet en legende i USA, »skyldes det også, at hun selv opmuntrede de falske historier, for hun havde god forstand på PR, og det kunne skabe opmærksomhed omkring fattige overlevende fra Titanic«.