En snes kilometer fra Tunis ligger den tunesiske kunstnerby Sidi Bou Said. I folkemunde kaldes byen for ’Det blå kvarter’, og det er ikke svært at få øje på hvorfor. Hvert eneste hus i byen er nemlig hvidkalket med azurblå vinduer, skodder og døre.

De karakteristisk farvede huse begynder at skyde op allerede for foden af bjerget, som byen ligger op ad, og fortsætter hele vejen til toppen, side om side som en gigantisk mosaik.

Sidi Bou Said ligger afskærmet fra Tunis’ storbymylder og østkystens klorvand, kæmpebuffeter og repeterende schlagermusik. Byen er helt sin egen.

LÆS OGSÅDet arabiske forår: Her kan du holde ferie igen

Midt i byen ligger torvet indhyllet i eftermiddagssolen. På en cafe har lokale mænd søgt skygge under et tag af appelsintræer. De diskuterer passioneret, mens de små kaffeglas klirrer, og vandpiben går på omgang.

Et par midaldrende kvinder sidder midt i herrediskussionerne og taler lavmælt sammen, og ved et rundt cafebord i udkanten af det hele kvidrer en håndfuld teenagepiger om kap med fuglene. Selv skoleuniformerne er azurblå i Det blå kvarter.

Afslappede tunesere
Nogle meter fra cafeen står en ung, blond mand med fuldskæg og taler kammeratligt med en butiksejer, mens hans treårige søn leger ved siden af. Jeg signalerer spørgende til den blonde mand, om det er okay, at jeg tager et billede af drengen. Det er det.

Lidt efter kommer han over, hilser og spørger: »Parlez-vous français?«. Jeg taler ikke fransk, så vi taler engelsk. Jeg spørger, om han er turist.

»Nej, jeg bor her. Jeg flyttede til Tunesien fra Paris for et lille års tid siden med min familie for at få ro«, fortæller manden. »Min hustru er gravid, og Paris er ikke et sted for små børn«, siger han og nikker forklarende mod sin søn.

Er der da mere ro i Tunesien end i Paris?
FOTO:  Mathias Skovgaard-Holm
»Ja, tuneserne er meget afslappede. De er forvirrede i øjeblikket, men afslappede. Lige nu leder de efter deres identitet som et folk efter det arabiske forår«, fortæller tilflytteren, før hans højgravide kone længere henne ad gaden kalder. Han må løbe igen.

Det tunesiske Montmartre
Sidi Bou Said hed oprindeligt Jabal el-Menar, men tog siden navn efter en muslimsk mand, der boede i byen omkring 1200-tallet. Manden havde det lidet mundrette navn Abou Said ibn Khalef ibn Yahia Ettamini el Beji, hvilket altså blev til det noget nemmere Sidi Bou Said.

Der er et helt specielt lys i den blå by, især ved aftenstid. Det har op gennem historien tiltrukket et væld af forfattere og billedkunstnere, blandt dem den danske maler Ernst Vilhelm Brandt, der boede det meste af sit liv her. I årene omkring Første Verdenskrig fungerede Sidi Bou Said som kunstnerkoloni – et tunesisk svar på datidens Montmartre i Paris.

FOTO:  Mathias Skovgaard-Holm

Malere som Henri Matisse og Paul Klee samt den franske filosof Michel Foucault besøgte byen. For tysk-schweiziske Klee blev mødet med Sidi Bou Said et vendepunkt for hans kunstneriske leg med lys og farver. Paul Klee, der før sit besøg i Sidi Bou Said i 1914 sværgede til at tegne og male i sort/hvid, udbrød efter sit første møde med byen og dens helt specielle lys:

»Farven har fået taget på mig. Jeg behøver ikke længere at jage efter den. Farven og jeg er ét for evigt. Jeg er maler,« skrev billedkunstneren om sit møde med den tunesiske by ved Middelhavet.

LÆS OGSÅOman: Paradisstrande og mellemøstlig mystik

I dag er Sidi Bou Said – ligesom Montmartre – ikke længere forbeholdt kunstnere og bohemetyper. Og en spadseretur op ad den snørklede, smalle hovedgade giver et klart billede af hierarkiet blandt byens i dag omkring 5.000 indbyggere.

For foden af bjerget er souvenirsælgernes boder slået op, klar til at tage imod turisterne. Lidt længere oppe ad hovedgaden begynder butikker og cafeer at skyde frem side om side med kunsthandlerne med malerier, akvareller og kunsthåndværk.

Store liebhavervillaer ligger tungt på toppen af bjerget med udsigt over Den Tunesiske Golf og Middelhavet på den ene side og Kartagos ruiner på den anden.

FOTO:  Mathias Skovgaard-Holm
Der allerøverst bor en lang række tunesiske politikere og mediekendisser i kæmpeboliger, der mest af alt ligner små slotte. Hvidblå slotte, naturligvis. Bag meterhøje mure. De store luksusbiler har ikke let ved at køre i de snævre sidegader til hovedvejen, men hvor der er vilje, er der vej – også for tunesiske pingers chauffører.

Meget bedre i dag
Efter mødet på torvet med den tilflyttede familiefar går jeg ned ad hovedgaden mod souvenirsælgerne. Gennem byen møder jeg børn på vej hjem fra skole, højlydt diskussionslystne mænd i alle aldre og koner med tørklæder, der forsøger at få det hele med fra de blå vinduer og karnapper.

Mens jeg snuser rundt blandt souvenirteltene for foden af bjergbyen, kommer en ung mand i en slidt fodboldtrøje og kasket gående op på siden af mig.

»Hej, jeg har noget, du lige skal se«, siger han.

Jeg er ikke specielt interesseret i at købe hans jamaicanske flag med hampplanter på, men går alligevel med ind under halvtaget til hans souvenirbod og præsenterer mig.

FOTO.  Mathias Skovgaard-Holm
»Er du journalist?«, spørger han. »Her har været mange journalister efter revolutionen; fra England, Frankrig, Tyskland. Jeg hedder Ramzy«.

Og så fortæller han sin historie. Han flygtede til Canada for 15 år siden med sin familie, fordi hans far kom i uføre med Ben Ali-styret. Ramzy var dengang 20 år.

LÆS OGSÅKom helt ned i gear i afrikansk øparadis

Hans familie er beduiner – nomadefolket fra Sahara-ørkenen i Sydtunesien – og dem så regimet ikke på med positive øjne. De var så at sige lovløse, fortæller Ramzy, mens han finder en cigaretpakke frem bag kasseapparatet.

»Jeg flyttede tilbage til Tunesien for otte måneder siden. Tingene er meget bedre her i dag, efter revolutionen. Der er ikke så meget korruption, og så er der ikke så mange stikkere«.

Stikkere?

»Ja, før revolutionen var der stikkere overalt. Man kunne ikke sige noget kritisk om noget som helst, uden at man blev angivet til Ben Ali-regimet, til politiet. Hvis du lægger mærke til det, sidder tuneserne nu rundt omkring og taler højlydt med hinanden og diskuterer. Det gjorde de ikke for to år siden. Der kunne de ikke tale frit«.

LÆS OGSÅKairo efter revolutionen: Stadig fængende - og fuld af ny energi

Mere når Ramzy ikke at få sagt, før hans sælger-gen får ham til at forsvinde lynhurtigt ud på gaden, hvor et tunesisk ægtepar kommer spadserende. Måske de har brug for et jamaicansk flag?

FOTO:  Mathias Skovgaard-Holm

Det er ikke kun journalister, der igen er begyndt at besøge Sidi Bou Said efter det arabiske forår. Det samme er turisterne. På lidt over et år er turismen ifølge det tunesiske turistråd steget med 57 procent i Tunesien.

LÆS OGSÅOplev Kairo efter revolutionen

Da jeg lidt senere stikker hovedet ind i en lokal kiosk for at købe en sodavand, spørger jeg den midaldrende ejer via hans søn, hvordan de har oplevet tiden efter det arabiske forår i Sidi Bou Said. Far og søn konfererer et kort øjeblik, inden sønnen stikker mig en åbnet cola med sugerør og et »Her går det fint. Vi klager ikke«.

Lokale ser byen fra bjergets top
Der hænger et permanent slør af ro over byen, hvor flere dele endda er helt forbudt for biler. Selvfølgelig er der turister i Sidi Bou Said, men ikke noget, man lægger mærke til. Uden at anstrenge sig kan man kortlægge hver en lille smøge i Sidi Bou Said på ikke mere end et par timer eller tre.

For tuneserne selv er Sidi Bou Said et yndet udflugtsmål, hvor de går aftenture i den kølige brise, der smyger sig ind fra Middelhavet og gennem byens gader. De lokale familier fra nabobyerne og oplandet begynder ofte deres spadsereture for foden af bjergbyen og ender på toppen af bjerget.

FOTO:  Mathias Skovgaard-Holm

Herfra er der til den ene side udsigt ud over fastlandet og Sidi Bou Saids huse, der ligger som kæmpemæssige, kastede terninger hele vejen ned ad bjerget. Enkelte af husenes tage agerer cafeer. Til den anden side ligger Middelhavet og byens lystbådshavn.

LÆS OGSÅBesøg en af verdens mest mytiske oldtidsbyer

Kigger man længere ud over bugten, kan man skimte bjerget Bou Kornine med dets to bjergtoppe i horisonten. Ifølge sagnet er bjergets tvillingetoppe forstenede hoveder af to pilgrimme, der for mange år siden vendte tilbage til Sidi Bou Said efter en pilgrimsfærd til muslimernes hellige by Mekka. Sidi Bou Saids skønhed siges at have forstenet de to pilgrimme for altid.

Om sagnet kan man mene, hvad man vil. Men det er ikke kun de to pilgrimme, der taget byens historie og skønhed til sig. Unesco placerede i 1979 Sidi Bou Said på listen over verdens kulturarv.

Politiken var inviteret til Tunesien af Star Tour.